Logo
Bogliste

Årets bedste romaner og noveller 2018

Vi præsenterer her et udvalg af årets bedste danske og nordiske romaner.

Blandt årets bedste bøger er der både gamle kendinge og overraskelser. Vi har bl.a. fået andet bind i Kim Leines grønlandstrilogi, Riegels øjne, der er tredje bind i Roy Jacobsens smukke fortælling om Ingrid fra øen Barrøy, Mich Vraas Faith, der sætter punktum i trilogien om Dansk Vestindien og Ida Jessen der i Telefon vender tilbage til Hvium med et fjerde selvstændigt bind.

Blandt årets overraskelser er nordmanden Johan Harstads murstensroman Max Mischa og tetoffensiven, der er braget igennem og har høstet mange anerkendelser. Det er en af dens slags romaner der favner det hele og er stor i enhver forstand.
Stor er også autofiktionen! Der kommer fortsat mange autofiktive romaner, og derfor kan du glæde dig til at vi i det nye år sætter fokus på netop denne genre med et stort tema. Årets bedste autofiktive romaner er Leonoras Christina Skovs Den, der lever stille, Mathilde Walter Clarks Lone Star ,Thomas Korsgaards En dag vil vi grine ad det og Knud Romers Kort over paradis.

Læs mere i temaet Årets bedste bøger 2018.

Bøger på listen

Den, der lever stille

Leonora Christina Skov

Leonora Christina Skovs roman er en stærk beretning om opvækst, provinsliv, familierelationer og frigørelse. 

 

Rød mand/Sort mand

Kim Leine

En storslået, sanselig og meget velfortalt historie om det ulykkelige møde mellem den grønlandske og danske kultur. Kim Leine har leveret endnu et pragtværk.

AR

Auður Ava Ólafsdóttir

AR er en dejlig, humanistisk og ganske rørende roman, den går lige i hjertet, i hvert fald i mit.

 

Efter solen

Jonas Eika

Med denne novellesamling står det fuldstændig klart, at Jonas Eika er miljøtegningens og væskernes mester.

Kort over paradis

Knud Romer

Historien om Romers ungdom er interessant læsning. Sidehistorierne kunne undværes.

Vi kunne alt

Merete Pryds Helle

Det er bevægende og rystende at læse om Merles udsatte opvækst i 70’erne. Hendes næsten ubærlige oplevelser vækker skyld og skam, men det lyriske sprog løfter romanen.

For enden af perronen

Hanne Richardt Beck

Historien om manden på perronen er en god fortælling, som fænger og lever i kraft af sine fremragende tidsbilleder af de seneste 40 år.

Guds bedste børn

Morten Pape (f. 1986)

Morten Pape har skrevet sin anden roman, en hjerteskærende og kvalmende fortælling om racisme, vold og svigt.

Faith

Mich Vraa

Mich Vraa sætter et flot punktum for sin medrivende og meget vellykkede trilogi om Dansk Vestindien fra begyndelsen af 1660’erne til salget af øerne i 1917.

En moderne familie

Helga Flatland

Flatland er tilbage i topform med genkendelige beskrivelser af det menneskelige sind i historien om en helt almindelig moderne familie, der pludselig står i en ny virkelighed.

Fåredagbogen

Axel Lindén (f. 1972)

Lavmeldt debut om at rykke sit liv op med rode og bosætte sig på en gård sammen med mennesker, får og andre dyr.

Byens spor

Lars Saabye Christensen (f. 1953)

Eminent tidsbillede fra efterkrigstidens Oslo, skrevet i den fineste prosa, giver et nuanceret indblik i hverdagslivet med afsæt i 7-årige Jesper og hans traditionelle familie.

Solar

Theis Ørntoft

Theis Ørntoft har fod på både sproget og speederen i sin debutromans sansebombarderende deroute. Hold kæft hvor er det bare godt håndværk!

 

De ansatte

Olga Ravn

Med sit unikke bidrag til science fiction-genren beviser Olga Ravn endnu engang, at hun er en af dansk litteraturs stærkeste nye stemmer.

Smaragdsliberen

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Fremragende roman om tro, tolerance og venskab i en verden med krig og terror.

Vi er brødre

Iben Mondrup

Iben Mondrup har skrevet et stærkt og tankevækkende portræt af to brødre, som på hver sin måde er mærket af fortielser, skyld og fraværende forældre i skyggen af krigen. 

Blå tiger

Line-Maria Lång

Normalitetens grænseområder udfordres i Långs psykologiske udviklingsroman. Blå tiger er vanvittig, vild og finurlig.

I dine øjne

Malene Ravn (f. 1971)

En bevægende slægts- og Danmarkshistorie om at være født som et uægte barn og om altid at føle sig anderledes og uønsket.

Bådens navn

Kim Fupz Aakeson

'Bådens navn' er et underholdende, hverdagsrealistisk portræt af en fængselspræst, der selv bærer på en stor skyld. 

Historien om Asta

Jón Kalman Stefánsson

Historien om Asta er en storslået episk fortælling om lys og mørke, kærlighed, drifter og arv.

Lone Star

Mathilde Walter Clark

Lone Star er en selvbiografisk skildring, der handler om en fraværende far og om at søge sine slægtsmæssige rødder.

At koge bjørn

Mikael Niemi

Fremragende historisk krimi og dramatisk sædeskildring med Nordsveriges smukke landskab som bagtæppe. Mikael Niemi har begået en af årets helt store litterære oplevelser.

Lupus

Jens Henrik Jensen (f. 1963)

Jens Henrik Jensen svinger sig op til nye højder i fjerde bind om den tidligere jægersoldat. En hæsblæsende historie fyldt med spænding og stof til eftertanke.

De venstrehåndedes forening

Håkan Nesser

Eminent spændende og velskrevet kriminalroman, hvor Van Veeteren og Barbarotti mødes for at løse et gammelt mysterium.

Hungerhjerte

Karen Fastrup

'Hungerhjerte' er en autofiktiv roman om at blive diagnosticeret med borderline og om at eftertragte nærvær og kærlighed er hjerteskærende læsning.

Vær god ved dyrene

Monica Isakstuen

Fortvivlelse, sorg og vemod blandes med skarpe refleksioner og stilistisk opfindsomhed i smuk og poetisk roman om moderne mennesker. 

de

Helle Helle

Helle Helles nye roman stråler af sproglig præcision og elegance. Aldrig er der blevet grinet så meget i en roman af Helle Helle samtidig med at det er den mest sorgfulde bog.

Telefon

Ida Jessen (f. 1964)

Ida Jessen viser sig atter som en sikker stilist à la Herman Bang i denne mesterligt fortalte roman. Via fortættede telefonsamtaler får vi nye detaljer om tragedien i Hvium.

En dag vil vi grine af det

Thomas Korsgaard (f. 1995)

Tues mor har fået en millionerstatning fra Patientklagenævnet. Alligevel er der ikke meget at grine af i Korsgaards overbevisende toer.

Solo

Jesper Stein

Axel Steen er tilbage i en ny historie. Forrygende, hæsblæsende og umulig at lægge fra sig. Jesper Stein bliver bedre for hver bog.

Max, Mischa & Tet-offensiven

Johan Harstad

Johan Harstad har skrevet den store amerikanske roman om at føle sig hjemme og om at blive kunstner. Den er så ægte og levende, at man nærmest flytter ind i mammutværket.

Erna i krig

Erling Jepsen (f. 1956)

På samme tid et meget præcist billede af livet på Vestfronten og en røverhistorie af den ypperste slags. Én af Erling Jepsens allerbedste romaner.

Storefjeld

Jan Kjærstad

Findes der onde mennesker? Og hvad er en retfærdig straf? Det er umuligt at slippe Kjærstads imponerende samfundsfortælling og dens bevægende indlevelse i det komplekse menneske.

Jeg har endnu ikke set verden

Roskva Koritzinsky (f. 1989)

Koritzinskys novellesamling, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, punkterer alle illusioner – også kærlighedens. Den unge forfatter skærer ind til benet og præsenterer årets bedste novellesamling.

Begyndelser

Carl Frode Tiller

Livet må forstås baglæns, men leves forlæns i denne suverænt vellykkede udviklingsroman, som starter med slutningen og slutter med begyndelsen.

Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget

Jonas Jonasson

Rablende skør galgenhumor og skarpe kommentarer til verden af i dag, fortalt af elskelige og enfoldige Allan Karlsson.