Logo
Bogliste

Social arv

Listen med bøger om "social arv" medtager både romaner og biografier af danske og udenlandske titler. Fælles for dem alle er, at de behandler emner, som arv og miljø, opvækst og forskellige livsvilkår.

Social arv kan defineres som det, at man overtager viden, holdninger og personlighedstræk fra sine forældre - oftest bruges begrebet i negativ betydning på den måde, at forældrenes eventuelle belastede livsstil og livsvilkår videreføres til børnene. Den sociale arv kan brydes, heraf begrebet "mønsterbryder", der betegner de børn, der vokser op og bryder med de vilkår som deres forældre har levet under. Ofte tager de en længere uddannelse og får bedre muligheder for at finde arbejde. Socialisering og gode tætte kontakter op gennem opvæksten kan være med til at bryde den sociale arv. (Kilde: Den Store Danske Encyklopædi).

Gå ombord i listen og læs med om de mange stærke personligheder, både de fiktive og de virkelige!

Bøger på listen

Sort land

Ahmad Mahmoud

Ahmad Mahmouds personlige beskrivelse af opvæksten i ghettoen Askerød er en rystende og vigtig beretning fra et dansk parallelsamfund.

Planen

Morten Pape

De seneste 20 års danmarkshistorie set fra ghettoen Urbanplanen danner rammen om denne moderne dannelseshistorie. En gribende og barsk historie, der kryber ind under huden.

Det Danmark du kender

Peder Frederik Jensen

Peder Frederik Jensen har skrevet en hårdtslående samtidsroman og et harskt portræt af det Danmark, du måske ikke kender. 

 

Fra blokken

Jonas T. Bengtsson

Danny, Malik og Christian har været venner siden barndommen og er det stadig, selvom de er gået hver sin vej. Hårdtslående og potent roman leveret med udsøgt sprogligt overskud.

For enden af perronen

Hanne Richardt Beck

Historien om manden på perronen er en god fortælling, som fænger og lever i kraft af sine fremragende tidsbilleder af de seneste 40 år.

Føtexsøen

Lone Aburas

Lene har en egyptisk far og en dansk mor, så hendes barndomserindringer er lidt anderledes -  Det er hendes dagligdag til gengæld ikke, hun er kassedame i Føtex og har en drøm om at blive forfatter en dag.

Et eventyr

Jonas T. Bengtsson

En blid og barsk, eventyrlig og socialrealistisk roman om forholdet mellem en dreng og hans far set fra barnets synsvinkel.

Submarino

Jonas T. Bengtsson

Nick er vred og selvdestruktiv, hans bror er alene med sin 6-årige søn, som han prøver at sikre en god opvækst midt i sin evige jagt på heroin.

Filmatiseret i 2010.

Aldrig så jeg så dejligt et bjerg

Robert Zola Christensen

Gymnasielæreren og mønsterbryderen Allan drikker og ser på sit liv med fransk kæreste, bedstefaren Hurtig-Carl og en opvækst i Danmark fra 1960'erne og frem.

Barndommens gade

Tove Ditlevsen

Uden at henfalde til idylliske og forherligende billeder, skildrer Tove Ditlevsen sin arbejderklassebaggrund råt for usødet. 

Originaludgave: 1943

Album

Benn Q. Holm (f. 1962)

Benn Q. Holm har med 'Album' skrevet en generationsroman, hvor man kan trække linjer til Knud Sønderbys 'Midt i en jazztid' og Dan Turélls 'Vangede billeder'.

Jesus, pengene og livet

Gretelise Holm

Den succesrige krimiforfatter fortæller i sine erindringer om en barndom præget af fattigdom og tæsk. Bogen er både biografi og en fantastisk historiefortælling fra halvtredserne og tresserne.

Kalak

Kim Leine

Kim Leines debut er en umådelig barsk og livsbekræftende erindringsroman i sproglig verdensklasse. Læs bogen inden filmen.

Ingen åbner

Christel Wiinblad

Et uafrysteligt og ubarmhjertigt portræt af en ung piges forliste kærlighedsforhold og gradvise nedbrydning.

Hva'for en hånd vil du ha'

Vita Andersen

Vita Andersen er blandt de kvindelige forfattere, der tegner det nye billede af den moderne kvinde. I Hva'for en hånd vil du ha' fokuserer hun på mor-barnforholdet.

Sne på hendes ansigt

Thorstein Thomsen

Thorstein Thomsens fantastiske fortælletalent fornægter sig ikke i denne medrivende familiekrønike om især kvinderne i det 20. århundrede.