Så længe jeg skal ind ad din dør

Med SOSU’er er på arbejde. Ti bestilte noveller af ti gode forfattere der dog ikke alle rammer lige skarpt. 

Jeg havde faktisk set frem til denne novellesamling. Som en del af den landsdækkende kampagne ’Danmark Læser’ har Københavns Kommunes Biblioteker sat ’stemmer til et stumt fag’, bl.a. gennem denne novellesamling, hvor de har inviteret ti forfattere til at skrive noveller baseret på SOSU-medarbejderes virke. Jeg syntes, at projektet er både sympatisk og interessant, og det er nogle rigtigt gode forfattere, der er købt ind til at skrive teksterne.

Desværre synes jeg ikke, at mine forventninger bliver indfriet. Forfattere som Anne-Cathrine Riebnitzsky, Jesper Wung-Sung og Thorstein Thomsen, indgyder forventninger om vedkommende og indfølende tekster. Det synes jeg desværre ikke rigtig er resultatet. Udgivelsen er altså et litterært bestillingsarbejde, og man kan i denne sammenhæng stille spørgsmålet om, hvorvidt man kan betale sig til en god historie. Er kreativitet en bestillingsvare?

En rigtig positiv overraskelse i samlingen, er Lea Løppenthins novelle ‘Ro er et arbejde’. Forfatteren er lykkedes med en novelle, hvor hun filosoferer mere over hvervet i det hele taget og får løftet sin tekst op på et andet plan. Denne novelle fik mig til at lave flere æselører i bogen. Lea Løppenthin beskriver den virkelighed en SOSU’er arbejder med. ”Jeg arbejder med menneskesinds forskellige slags fattigdom, der hvor det buler ud, eller synker sammen.” Løppenthin beskriver den ansattes ‘normale’ liv, med strøgne skjorter og uddannelse; ”På mit arbejde er jeg roen, jeg er hilsenen, der altid kommer. Når en beboer kommer gående en morgen med sin dåseøl og madpletter på sin undertrøje.” Løppenthin er god til at få rigtigt mange af nuancerne med ved hvervet, hun filosoferer over begrebet ‘ro’ versus ‘hvile’, at det er trætte kroppe (patienterne) man arbejder med at få i gang – hver dag forfra. Jeg kan rigtigt godt lide hendes fortælling.

Fælles for novellerne er, at de kredser om temaet tid eller manglen på samme, og det er jo et helt naturligt og centralt tema i sundhedssektoren. Det handler både om den manglende tid for patienterne, men også om det pres, det er for de ansatte, ikke selv at være herre over tiden når man står med en patient, der har brug for mere end bare fem minutter. Dette tema er i mine øjne til enhver tid aktuelt og vigtigt at tage op i debatten og litteraturen.

Samlet set bliver det lidt kedeligt at læse så mange noveller, der kredser om samme tema. Jeg er dog sikker på, at de, der er ansat i sundhedssektoren og kender denne type arbejde, vil finde genkendelse i novellerne. For mit vedkommende er det dog mest Lea Løppenthins novelle, der gør, at jeg alligevel vil huske denne udgivelse.