Mørkekammeret

Velskrevet roman om politiske og religiøse ståsteder. Og om ensomheden som grundvilkår i tilværelsen.

’Mørkekammeret’, der er Camilla Hjørnholm Olsens første roman, er en god fortælling, som fører læseren gennem 1970’erne og 80’erne. Romanens univers tager udgangspunkt i en vestjysk by, hvor hovedpersonen og hendes søster vokser op i en familie, der er prøvet af fortiden og fortielser. Boghandleren, deres far, var modstandsmand under 2. Verdenskrig, hvor hans bror, Skrædderen, var nazist. Denne dialektik er noget, som går igen gennem romanen.

Et godt greb er, at fortællingen tager udgangspunkt i manglende svar. Hovedpersonen arbejder sig ad en række omveje frem mod et portræt af Boghandleren og Skrædderen, ligesom hendes egen opvækst også stykkes sammen undervejs. Romanen er delt op i tre dele: ’Ophav’, ’Opvækst’ og ’Ophør’, der på hver sin måde består af sansninger og tilstande, som driver læsningen frem på fin vis, hvor forskellige afstande generationerne imellem tegnes op.

Et eksempel på sproget, der for det meste funkler klart i romanen, er: ”Hun stoppede ikke en eneste gang, før hun nåede til Valby Bakke, hvor hun parkerede sin cykel op ad hegnet, der omkransede ZOO, og tog nogle store slurke af den røde rabarbersaft fra glasflasken med patentlåg.” Forfatteren benytter sig ofte af sammenstillingen mellem beskrivelserne af stedet, personernes bevægelser og liv – og så noget så nært som rabarbersaft og patentlåg. Ikke bare saft eller låg, men noget bestemt. Det gør fortællingen levende og let at leve sig ind i.

Dog falder forfatteren (og redaktøren) nogle gange i en fælde, som på mange måder er en tendens i dansk litteratur: Den opsummerende, nærmest pædagogiske, sætning. Denne type sætninger kan til tider fungere meget fint, men andre gange punkterer den poesien og det åbne rum, læseren ellers kunne træde ind i. Det sker nogle gange i løbet af romanen, hvor jeg ville ønske, disse sætninger var redigeret fra som fx i afslutningen på et afsnit om Vestre Fængsel: ”Det ligner frihed, men er det ikke. En indsat, der engang forsøgte at flygte, hoppede ud og sidder nu lænket til en kørestol.” En fin og smuk sætning, der indkapsler det tragiske i at søge friheden for enhver pris, som desværre følges op af sætningen: ”Der er mange måder at være fanget på.”

Romanen tegner mange knitrende billeder af personer og steder og virker, hvilket er ment positivt, tilfældigt bygget op med små indskudte afsnit og overlap mellem forskellige tider. Det er en roman der, som livet selv, består af øjeblikke. Fortællingen er et portræt af tiden efter 2. Verdenskrig, frygten for atomkrigen, Indre Mission og ensomheden. Det er en roman, som er svær at lægge fra sig, fordi man føler med og tror på hovedpersonens projekt – ligesom fortællingen flyder og de forskellige modsætninger er interessante at læse om.