Bog

Hvide skygger

Af (
2005
)

Anmeldelse

Hvide skygger af Steen Bach Christensen

19 dec.05

Denne roman om Bertel Thorvaldsen indeholder det hele: kærlighed, sex, passioner, lidenskab, vold, penge - og sågar næsten mord. En dejlig læseoplevelse.

Så kom da endelig romanen om vores store kunstner Bertel Thorvaldsen. Det er en medrivende og interessant rejse ind i hans univers.

Bertel Thorvaldsen blev født i usle kår i et fattigt, vådt, gråt og stinkende København i 1770. Hans far var billedskærer uden særlig succes, og hans mor, ja hun var bare dranker. Stakkels mennesker, som ikke havde mulighederne for at ændre på deres trøstesløse vilkår.

Bertel derimod voksede op med ønsket om at forbedre sin situation - og med evner og omstændigheder, som gjorde det muligt for ham at kunne udnytte sit geni. Allerede som 11-årig blev han optaget på Akademiet, hvor han excellerede med sit talent. Han vandt den store guldmedalje og et treårigt rejselegat til Rom, som var Europas centrum for kunst og kultur.

Han flyttede til Rom, da han var 26 år, og efter de først svære måneder blev han klar over, at dette var hans hjem. Han blev i Rom de næste 40 år.

Hans største passion var alle dage hans skulpturer. Derefter kom kvinderne. Flappen på omslaget viser Eckersbergs maleri af Thorvaldsen, og man forstår sagtens, hvordan han kunne vinde alle de mange kvindehjerter. Han var en meget smuk mand. 

Anna Maria var hans elskerinde i de fleste af årene i Rom, hun var mor til hans to børn, men de giftede sig aldrig, først og fremmest fordi Bertel ikke ville opgive sin totale frihed. Han havde sexuelle forhold til et utal af kvinder igennem årene. På hans gamle dage siger Anna Maria til ham i en drøm: "Du vil have, men ikke give. Det er ikke kærlighed, det er det modsatte." Kvinderne er for ham modeller for hans skulpturer, han ser dem sjældent som rigtige mennesker.

Han bliver fremstillet som en passioneret kunstner, som jaloux og intrigant kollega (han havde ikke mange høje tanker om sin rival Cannova) og som en meget dygtig forretningsmand. 

Romanen er godt skrevet, og forfatteren er glad for sine personer. Hans beskrivelser af Thorvaldsens arbejde og det myldrende liv i hans atelier er meget spændende, og jeg ville ønske, jeg kunne have været på stedet (så ville en lille affære med smukke Thorvaldsen heller ikke have været en utopi!)

Borgen, 2005. 367 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Valby : Borgen
Faustnummer
25862104
ISBN
9788721026257
Antal sider
367

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer