Hjem//By//Ting

Udvandet litterært stof. Hjem//By//Ting har enkelte fine takter  men ender i banalt lommefilosofisk spor.

Jeg elsker Simon Darø Kristensens enkle og smukke layout af Hjem//By//Ting. Jeg elsker farverne, fonten og måden, de tre små hæfter er foldet sammen til et værk. Hjem//By//Ting er et flot, æstetisk værk, der er lækkert at holde i hånden, at pakke ud og at læse i. Ideen med at udforske begreberne ”hjem”, ”by” og ”ting” i et kollektivværk skrevet som en korrespondance over en måned er også meget fin. Forventningen til værket er derfor stort, særligt fordi værkets genstand er exceptionelt fængende. Værket bevæger sig indenfor et spændende felt, fordi både hjemmet, byen og tingene rammer en materiel genkendelighed i os læsere. Det er emner, vi alle beskæftiger os med til daglig. Noget, som betyder noget for os. Og måske er det netop værkets problem.

De tanker, der udtrykkes i værket om eksempelvis hjemmet, ender som ligegyldige lommefilosofiske floskler pakket ind som poetiske overraskelser, hvilket ender med at irritere denne læser helt enormt. For ja, nogle af værkets udsigelser er pudsige, sjove og poetiske, men de fleste kommer til at virke konstruerede, fordi der aldrig er noget på spil for forfatterne. Og derfor ender det pudsige og poetiske i værket snarere med at virke selvsmagende, selvhøjtideligt og banalt.

Som her i Amailie Laulund Trudsø og Mia Degners ”Hjem”: ”Jeg har ellers besluttet mig for at smide ud denne gang. Poserne med sommerkjoler under sengen: ud. Æskerne med gamle skriveredskaber. Og så sidder jeg og ser på det, jeg ser ansigter af folk, jeg har kendt i blomstermønstrene og finder små sedler med hemmelige beskeder mellem glimmertusser og udtørrede limstifter. Det er det gamle, der gør det nye vanskeligt.”

Eller som i Ditte Holm Bro og Mia Degners ”Ting”: ”Jeg købte et får. Ekspedienten forklarede, hvordan fimo-dejen først var formbar og dernæst skulle bages i en ovn. 90’erne lå inde med den erfaring, trylledej og ler. Det føltes dumt, da jeg kom hjem. Alligevel fulgte jeg pakningens instrukser. Nu står fimo-fåret i sættekassen og påberåber sig 90’erne. Nævn en ting, der hverken er en brugsgenstand eller behæftet med sentimentalitet.”

Ja, ting er besjælet af de minder, der er knyttet til dem, og et hjem er et hjem, fordi vi indtager det med vores levede liv og besjælede ting. Og det er da meget godt at blive husket på i ny og næ, men det ville have været rart at være sluppet for alle glimmertusserne, de følelsesladede tårer, trylledejen eller forfatternes konstruerede og åh så-indsigtsfulde erfaringer.

Den eneste, der slipper nogenlunde hæderligt fra opgaven er Bue P. Peitersen, men han ville helt sikkert have stået stærkere på egen hånd end i dette kollektivværk.