Anmeldelse
Bartleby & Co. af Enrique Vila-Matas
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Bartleby & Co. har en delvis selvbiografisk oprindelse i Vilas-Matas egen tvivl på at kunne skrive noget, der var af nogen værdi.
Da den navnløse fortæller i Bartleby & Co. (2000, dansk 2005) præsenterer sig for os, har han ikke skrevet i 25 år. Tilbage i 1974 udkom en kort roman, han havde skrevet om kærlighedens umulighed; siden da har han været tavs. Men nu, i 1999, er han atter begyndt at skrive, men i helt anden form. I stedet for en enkelt, samlet historie skriver han fodnoter, hvor han beskriver forfattere, der som ham selv holdt op med at skrive eller som aldrig skrev et eneste ord på trods af deres mulige talent.
Det er således svært at bestemme en genre for den spanske forfatter Enrique Vila-Matas (f. 1948) besynderlige og dragende bog om det, han kalder verdens Bartleby'er. Den mindst upræcise betegnelse kunne være et roman-essay, for indvævet i fodnoternes beskrivelser af andre forfatteres liv er historien om den navnløse fortæller eget liv.
Vi får fortalt historien om hans ungdom, hans genvordigheder på det kontor, han arbejder på, mens han skriver bogen. Der er intet præcist narrativ, der skrider fremad mod en større forløsning, men i stedet følger vi i korte glimt hans genvordigheder i livet og får indblik i den manglende tro på ham selv, der fik ham til at stoppe med at skrive.
Men centralt står historierne om alle de forfattere, der af den ene eller anden grund holdt op med at skrive. Og efter et kort forord, der begrunder beskrivelsen af de besynderlige skæbner med et forsøg på at beskrive den usynlige tekst, der udgør et uendeligt reservoir af idéer, bliver vi i løbet af 86 fodnoter ledt gennem om det ene nej til litteraturen og verden, mere forundrende end det andet.
Vila-Matas, der har skrevet et betragteligt antal romaner og essays, og derfor tilsyneladende aldrig selv har forsøgt på at undgå at skrive, har senere afsløret at Bartleby & Co. har en delvis selvbiografisk oprindelse i hans egen tvivl på at kunne skrive noget, der var af nogen værdi; og det førte til en pludselig og længerevarende tvivl på at kunne skabe noget.
Bartleby og nej'ets mening
Men hvem er denne Bartleby, der giver navn til alle disse forfattere, der ikke længere vil skrive? Bartleby er hovedpersonen i en lang novelle (1853, senest på dansk 2000) af samme navn som hovedpersonen skrevet af den amerikanske forfatter Herman Melville (1819-1891).
Bartleby er ansat som kopist på et advokatkontor på Wall Street i New York, og i begyndelsen af historien gør han et godt stykke arbejde. Efterhånden forandrer han sig dog, og han holder snart op med arbejde, til stor fortvivlelse for advokaten. Berømt i denne sammenhæng er Bartlebys svar, da advokaten spørger ham, hvorfor han ikke vil arbejde. Bartleby svarer: ”I prefer not to” (Jeg fortrækker at lade være). Herefter forbliver Bartleby på kontoret, og han ender med at dø en ynkelig død spærret inde i et fængsel; hvor han dør af sult, da han fortrækker at lade være med at spise.
Det afgørende i denne sammenhæng er Bartlebys svar, der ikke rummer en direkte afvisning, for han nægter ikke at udføre opgaven, og han svarer ikke på, hvorfor han ikke vil; i stedet er hans svar den radikale negation, det radikale nej til verden. Det er umuligt for advokaten og læseren at vide, hvorfor han ikke længere vil arbejde eller leve, da han afviser alle forsøg på at forstå hans motivation.
Bartleby-karakteren er blevet fortolket på utallige måder – i religiøs, filosofisk, eksistentiel og juridisk forstand, men grundlæggende er Bartlebys handling uudgrundelig, da han aldrig forklarer, hvorfor han handler, som han gør. I den forstand udgør Bartleby et eksempel på vores afstand til andre menneske. Vi kan aldrig blive del af deres indre, og de kan aldrig give os fuldkommen adgang til deres inderste tanker og følelser.
Litteraturens fiasko eller succes?
I den forstand at litteraturen aldrig kan nå ind til vores inderste eller udtømmende beskrive vores dybeste motivationer, er enhver form for litteratur dømt til at mislykkes. Den kan altid kun give os en overfladisk udgave af det indre liv formet i ord. Ord, der alligevel ikke afspejler virkeligheden fuldstændigt, men kun kaster et svagt genskin af noget større og mere intenst.
I de 86 fodnoter får vi således historierne om alle de forfattere og kunstnere, der ikke længere ville skabe, da de på den ene eller anden måde havde mistet troen til kunsten. ”Kunsten er idioti”, som den ene udbryder, ”der er ingen, der kan værdsætte min kunst” udbryder en anden, eller ”kunst er stupiditet” mener en tredje.
Begrundelserne er utallige, og de forskellige skæbner er ofte hjertegribende, som historien om den Schweiziske forfatter Robert Walser (1878-1958), der levede de sidste syvogtyve år af sit liv på et sanatorium mere eller mindre af egen fri vilje. Glemt af verden, der troede han var død for mange år siden, var han holdt op med at skrive for andre end sig selv.
På samme vis som Bartleby, vendte han ryggen til verden; i Walser tilfælde for at blive til intet – for at forsvinde. Aller helst ville han have været ansat på et kontor, som Bartleby, et sted hvor han kunne være usynlig.
Men fra alle disse beskrivelser af mennesker, der er holdt op, opstår efterhånden noget positivt; nemlig litteraturens evne, i dette tilfælde udtryk af Vila-Matas'/den navnløse fortællers historier, til at skabe kontakt med andre mennesker. På trods af sin indbyggede fiasko lykkes litteraturen alligevel igen og igen med at fortælle historien om andre mennesker, der giver os et glimt af noget andet end os selv.
Det samme glimt eller indblik afspejler sig også i fodnoterne om alle de opgivne projekter. For alle nej'erne giver os også et indblik det oprindelige ja; i motivationen til at påbegynde skriveriet i første omgang. I nej'et finder vi således også ja'et, på samme måde som advokaten, da Bartleby foretrækker at lade være, bliver tvunget til at blive bevidst om Bartleby faktiske eksistens hinsides hans ansættelse som kopist.
Litteraturen og den menneskelige eksistens
For at undersøge Bartleby-fænomenet nærmere, begynder den navnløse fortæller i løbet af fortællingen at udspørge 'almindelige' mennesker om, hvorfor de ikke skriver, da det går op for ham at stort set ingen mennesker skriver.
De fleste mennesker er i den forstand som Bartleby. Han finder snart ud af, at de har utallige grunde til at lade være: De har ingen inspiration, de kan ikke skrive, de har ikke tid - men for at forstå denne mangel på handling, må vi også forsøge at forstå, hvad der motiverer mennesker til at skrive.
Ifølge vores navnløse fortæller har forfattere skrevet for at forstå verden, for at slå tiden ihjel, for at blive udødelige, fordi de kunne, fordi de ikke kunne eller helt uden at vide hvorfor.
Oprindelsen til vores kreativitet er således lige så uudgrundelig som Bartleby og kompagnis nej til verden. Og på trods af sprogets og litteraturens umiddelbare fiasko, så har vi alligevel fået de betagende historier om alle disse stakkels mennesker, der ikke længere kunne leve med paradokset om at litteraturens fiasko netop er dens største triumf; at bevidstheden om at vi aldrig kan nå helt ind i det inderste af andre mennesker, netop er den vigtigste grund til at læse litteratur, da vi der kan få et glimt af noget andet, der ikke er os selv. Uanset om det hele måske bare er løgn og pure opspind.
Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Bartleby & Co. har en delvis selvbiografisk oprindelse i Vilas-Matas egen tvivl på at kunne skrive noget, der var af nogen værdi.
Da den navnløse fortæller i Bartleby & Co. (2000, dansk 2005) præsenterer sig for os, har han ikke skrevet i 25 år. Tilbage i 1974 udkom en kort roman, han havde skrevet om kærlighedens umulighed; siden da har han været tavs. Men nu, i 1999, er han atter begyndt at skrive, men i helt anden form. I stedet for en enkelt, samlet historie skriver han fodnoter, hvor han beskriver forfattere, der som ham selv holdt op med at skrive eller som aldrig skrev et eneste ord på trods af deres mulige talent.
Det er således svært at bestemme en genre for den spanske forfatter Enrique Vila-Matas (f. 1948) besynderlige og dragende bog om det, han kalder verdens Bartleby'er. Den mindst upræcise betegnelse kunne være et roman-essay, for indvævet i fodnoternes beskrivelser af andre forfatteres liv er historien om den navnløse fortæller eget liv.
Vi får fortalt historien om hans ungdom, hans genvordigheder på det kontor, han arbejder på, mens han skriver bogen. Der er intet præcist narrativ, der skrider fremad mod en større forløsning, men i stedet følger vi i korte glimt hans genvordigheder i livet og får indblik i den manglende tro på ham selv, der fik ham til at stoppe med at skrive.
Men centralt står historierne om alle de forfattere, der af den ene eller anden grund holdt op med at skrive. Og efter et kort forord, der begrunder beskrivelsen af de besynderlige skæbner med et forsøg på at beskrive den usynlige tekst, der udgør et uendeligt reservoir af idéer, bliver vi i løbet af 86 fodnoter ledt gennem om det ene nej til litteraturen og verden, mere forundrende end det andet.
Vila-Matas, der har skrevet et betragteligt antal romaner og essays, og derfor tilsyneladende aldrig selv har forsøgt på at undgå at skrive, har senere afsløret at Bartleby & Co. har en delvis selvbiografisk oprindelse i hans egen tvivl på at kunne skrive noget, der var af nogen værdi; og det førte til en pludselig og længerevarende tvivl på at kunne skabe noget.
Bartleby og nej'ets mening
Men hvem er denne Bartleby, der giver navn til alle disse forfattere, der ikke længere vil skrive? Bartleby er hovedpersonen i en lang novelle (1853, senest på dansk 2000) af samme navn som hovedpersonen skrevet af den amerikanske forfatter Herman Melville (1819-1891).
Bartleby er ansat som kopist på et advokatkontor på Wall Street i New York, og i begyndelsen af historien gør han et godt stykke arbejde. Efterhånden forandrer han sig dog, og han holder snart op med arbejde, til stor fortvivlelse for advokaten. Berømt i denne sammenhæng er Bartlebys svar, da advokaten spørger ham, hvorfor han ikke vil arbejde. Bartleby svarer: ”I prefer not to” (Jeg fortrækker at lade være). Herefter forbliver Bartleby på kontoret, og han ender med at dø en ynkelig død spærret inde i et fængsel; hvor han dør af sult, da han fortrækker at lade være med at spise.
Det afgørende i denne sammenhæng er Bartlebys svar, der ikke rummer en direkte afvisning, for han nægter ikke at udføre opgaven, og han svarer ikke på, hvorfor han ikke vil; i stedet er hans svar den radikale negation, det radikale nej til verden. Det er umuligt for advokaten og læseren at vide, hvorfor han ikke længere vil arbejde eller leve, da han afviser alle forsøg på at forstå hans motivation.
Bartleby-karakteren er blevet fortolket på utallige måder – i religiøs, filosofisk, eksistentiel og juridisk forstand, men grundlæggende er Bartlebys handling uudgrundelig, da han aldrig forklarer, hvorfor han handler, som han gør. I den forstand udgør Bartleby et eksempel på vores afstand til andre menneske. Vi kan aldrig blive del af deres indre, og de kan aldrig give os fuldkommen adgang til deres inderste tanker og følelser.
Litteraturens fiasko eller succes?
I den forstand at litteraturen aldrig kan nå ind til vores inderste eller udtømmende beskrive vores dybeste motivationer, er enhver form for litteratur dømt til at mislykkes. Den kan altid kun give os en overfladisk udgave af det indre liv formet i ord. Ord, der alligevel ikke afspejler virkeligheden fuldstændigt, men kun kaster et svagt genskin af noget større og mere intenst.
I de 86 fodnoter får vi således historierne om alle de forfattere og kunstnere, der ikke længere ville skabe, da de på den ene eller anden måde havde mistet troen til kunsten. ”Kunsten er idioti”, som den ene udbryder, ”der er ingen, der kan værdsætte min kunst” udbryder en anden, eller ”kunst er stupiditet” mener en tredje.
Begrundelserne er utallige, og de forskellige skæbner er ofte hjertegribende, som historien om den Schweiziske forfatter Robert Walser (1878-1958), der levede de sidste syvogtyve år af sit liv på et sanatorium mere eller mindre af egen fri vilje. Glemt af verden, der troede han var død for mange år siden, var han holdt op med at skrive for andre end sig selv.
På samme vis som Bartleby, vendte han ryggen til verden; i Walser tilfælde for at blive til intet – for at forsvinde. Aller helst ville han have været ansat på et kontor, som Bartleby, et sted hvor han kunne være usynlig.
Men fra alle disse beskrivelser af mennesker, der er holdt op, opstår efterhånden noget positivt; nemlig litteraturens evne, i dette tilfælde udtryk af Vila-Matas'/den navnløse fortællers historier, til at skabe kontakt med andre mennesker. På trods af sin indbyggede fiasko lykkes litteraturen alligevel igen og igen med at fortælle historien om andre mennesker, der giver os et glimt af noget andet end os selv.
Det samme glimt eller indblik afspejler sig også i fodnoterne om alle de opgivne projekter. For alle nej'erne giver os også et indblik det oprindelige ja; i motivationen til at påbegynde skriveriet i første omgang. I nej'et finder vi således også ja'et, på samme måde som advokaten, da Bartleby foretrækker at lade være, bliver tvunget til at blive bevidst om Bartleby faktiske eksistens hinsides hans ansættelse som kopist.
Litteraturen og den menneskelige eksistens
For at undersøge Bartleby-fænomenet nærmere, begynder den navnløse fortæller i løbet af fortællingen at udspørge 'almindelige' mennesker om, hvorfor de ikke skriver, da det går op for ham at stort set ingen mennesker skriver.
De fleste mennesker er i den forstand som Bartleby. Han finder snart ud af, at de har utallige grunde til at lade være: De har ingen inspiration, de kan ikke skrive, de har ikke tid - men for at forstå denne mangel på handling, må vi også forsøge at forstå, hvad der motiverer mennesker til at skrive.
Ifølge vores navnløse fortæller har forfattere skrevet for at forstå verden, for at slå tiden ihjel, for at blive udødelige, fordi de kunne, fordi de ikke kunne eller helt uden at vide hvorfor.
Oprindelsen til vores kreativitet er således lige så uudgrundelig som Bartleby og kompagnis nej til verden. Og på trods af sprogets og litteraturens umiddelbare fiasko, så har vi alligevel fået de betagende historier om alle disse stakkels mennesker, der ikke længere kunne leve med paradokset om at litteraturens fiasko netop er dens største triumf; at bevidstheden om at vi aldrig kan nå helt ind i det inderste af andre mennesker, netop er den vigtigste grund til at læse litteratur, da vi der kan få et glimt af noget andet, der ikke er os selv. Uanset om det hele måske bare er løgn og pure opspind.
Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Kommentarer