Anmeldelse
Jeg skriver på vådt papir
Formskiftende digte skildrer en farmor, der ikke længere findes og et jeg, der leder efter sig selv i erindringen.
’Jeg skriver på vådt papir’ er opdelt i otte afsnit, der skifter i udtryk og form; en vævning mellem notesbøger, digte, lister og breve. Afsnittene har hvert deres fokus, eller koncept, hvor et af dem fx beskriver farmoren gennem 12 billeder. Læseren følger et jeg, der vokser op med sin farmor og mister hende og måske lidt af sig selv undervejs.
Den tyngde, der er mest tydelig i digtene, er, at ordene beskriver et menneske, som var. Det er en digtfortælling, hvor jeg’et skuer tilbage i sit liv og forsøger at fastholde mindet om sin farmor. Langt henad vejen er det en ufarlig og lettere undseelig erindring; en slags passiv betragtning af fortiden. Selvom jeg må lede efter smertepunktet i erindringen, stikker den hovedet frem i flotte formuleringer som denne: ”jeg har et billede på min telefon / af farmor i åben kiste / det er ikke rigtig et billede af hende / men snarere et billede af krop / uden menneske”.
Når jeg siger, at jeg skal lede efter smertepunktet, betyder det også, at jeg leder lidt efter, hvad fortællingen vil mig. Hvorfor er hendes farmor interessant? Det er en ret ordinær barndom, ungdom og farmorens alderdom, som beskrives og distancen, jeg’et har til en stor del af det skrevne, gør min læseoplevelse en smule flad. Jeg påstår ikke, at alle fortællinger skal indeholde smertepunkter, men grebet med distancen og de mange ubestemte ord, gavner i mine øjne ikke.
Men den kærlige beskrivelse af forholdet til farmoren er ret fin, den indeholder ønsket om at fastholde et liv, der er forbi og nogle sætninger slår gnister som fx ”der findes ingen ilt i fortiden”. Ét af de afsnit, der fungerer bedst, er ’Teenage”, hvor jeg’et hiver nogle af farmorens råd ind i sit eget forvirrede teenageliv. Digtene er tørre og har en god humor.
Digtsamlingen løfter sig i sidste halvdel, startende med afsnittet 'Teenage' og ind i afsnittet 'Den skrivende er en anden', hvor jeg’et træder mere tydeligt ind i teksten og rytmen bliver mere levende, hvor der fx står: ”barnesindet er en tusindefrydskrans / hænger under fuld måne / om aftenerne / og himmelen lyser planetlys på hinke i paradis”.
’Jeg skriver på vådt papir’ kan især anbefales til vante digtlæsere, da der også er mange citater af og referencer til andre forfattere. Digtsamlingen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2021 og er oversat fra færøsk af Erik Skyum-Nielsen.
Formskiftende digte skildrer en farmor, der ikke længere findes og et jeg, der leder efter sig selv i erindringen.
’Jeg skriver på vådt papir’ er opdelt i otte afsnit, der skifter i udtryk og form; en vævning mellem notesbøger, digte, lister og breve. Afsnittene har hvert deres fokus, eller koncept, hvor et af dem fx beskriver farmoren gennem 12 billeder. Læseren følger et jeg, der vokser op med sin farmor og mister hende og måske lidt af sig selv undervejs.
Den tyngde, der er mest tydelig i digtene, er, at ordene beskriver et menneske, som var. Det er en digtfortælling, hvor jeg’et skuer tilbage i sit liv og forsøger at fastholde mindet om sin farmor. Langt henad vejen er det en ufarlig og lettere undseelig erindring; en slags passiv betragtning af fortiden. Selvom jeg må lede efter smertepunktet i erindringen, stikker den hovedet frem i flotte formuleringer som denne: ”jeg har et billede på min telefon / af farmor i åben kiste / det er ikke rigtig et billede af hende / men snarere et billede af krop / uden menneske”.
Når jeg siger, at jeg skal lede efter smertepunktet, betyder det også, at jeg leder lidt efter, hvad fortællingen vil mig. Hvorfor er hendes farmor interessant? Det er en ret ordinær barndom, ungdom og farmorens alderdom, som beskrives og distancen, jeg’et har til en stor del af det skrevne, gør min læseoplevelse en smule flad. Jeg påstår ikke, at alle fortællinger skal indeholde smertepunkter, men grebet med distancen og de mange ubestemte ord, gavner i mine øjne ikke.
Men den kærlige beskrivelse af forholdet til farmoren er ret fin, den indeholder ønsket om at fastholde et liv, der er forbi og nogle sætninger slår gnister som fx ”der findes ingen ilt i fortiden”. Ét af de afsnit, der fungerer bedst, er ’Teenage”, hvor jeg’et hiver nogle af farmorens råd ind i sit eget forvirrede teenageliv. Digtene er tørre og har en god humor.
Digtsamlingen løfter sig i sidste halvdel, startende med afsnittet 'Teenage' og ind i afsnittet 'Den skrivende er en anden', hvor jeg’et træder mere tydeligt ind i teksten og rytmen bliver mere levende, hvor der fx står: ”barnesindet er en tusindefrydskrans / hænger under fuld måne / om aftenerne / og himmelen lyser planetlys på hinke i paradis”.
’Jeg skriver på vådt papir’ kan især anbefales til vante digtlæsere, da der også er mange citater af og referencer til andre forfattere. Digtsamlingen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2021 og er oversat fra færøsk af Erik Skyum-Nielsen.
Kommentarer