Ursula Scavenius skriver smukke, poetiske noveller om mørke og makabre verdener. Debuten ’Fjer’ indkasserede Munch-Christens kulturlegat i 2016. I 2020 er hun ude med endnu en grusom novellesamling.
Ursula Scavenius’ (f. 1981) værker giver rysten i bukserne og tænderklapren med sine umenneskelige universer. Og ”umenneskelige” skal tages helt bogstaveligt. Scavenius skaber universer, som udforsker menneskets forhold til naturen – eller rettere naturens forhold til mennesket. Novellesamlingen Fjer bearbejder naturens indflydelse, hvor naturen kæmper tilbage og ødelægger menneskeheden, som vi kender den. Novellesamlingen består af 3 fortællinger, der hver handler om naturen, der destruerer og overtager i form af en epidemi af angribende vilde hunde, en måne der får vandet til at stige og verden til at bryde sammen og en dreng, der langsomt danner blodige og smertefulde fjer på ryggen. Novellerne er bundet sammen af Scavenius’ skarpe og samtidigt svævende sprog og en samfundskrise, der er større end menneskenes indbyrdes historier.
I 2020 udkom Ursula Scavenius’ anden novellesamling Dukkerne, der består af fire noveller. I en verden, der ligner vores, er der gået noget grueligt galt, og virkeligheden står ustabil og rystende, som en verden der om lidt vil bryde sammen og ligge i ruiner. I en verden på randen til kollaps er alle på flugt. Flugt fra en verden, man ikke i stand til at ændre, flugt fra vilkår man ikke er i stand leve under. Men det bliver de nødt til. Traumer og uhumske forhold flytter med, og det er ikke muligt at løbe fra verdens undergang.
Ursula Scavenius skaber med sine novellesamlinger et makabert og håbudslettende univers, hvor sproget drager læseren ind i en svævende drømmelignende tilstand, som gør læseoplevelsen foruroligende smuk.
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
