Steen Langstrup

Jeg blev født fredag den trettende. Om datoen var et tilfælde eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Det skete i 1968, og jeg kan ikke huske ret meget af det. Men det skete i et parcelhus på landet. I Anisse Nord, lidt uden for Helsinge i Nordsjælland. Og der voksede jeg så op, mellem gule murstens huse og ligusterhække. Der var masser af plads og oceaner af legetøj.

Min far var smed og min mor syerske. En bil hver. Der skulle ikke mangle noget. Og sådan gik det til, at de to største værdier i mit barndomshjem var penge og tv.

Jeg gik på Bjørnehøj-skolen, som meget praktisk var blevet bygget i forlængelse af Annisse Nord. Og hadede det det meste af tiden. Første og anden klasse var okay, og af en eller anden mærkelig grund var 10. heller ikke så slem. Men de andre oplevede jeg som noget nær en fængselsdom. Jeg lavede ingen lektier og fulgte ikke med i timerne.

Da jeg gik ud af skolen, havde jeg lært mere om, hvad jeg ikke duede til, end hvad jeg duede til. Jeg havde udpræget sans for tal (scorede et 13-tal til eksamen i mundtlig matematik i 10.), og jeg tegnede rimelig godt, ellers var jeg ganske håbløs til det meste. Det var, hvad jeg havde fået ud af 10 års skolegang.

Efter skolen arbejdede jeg af og til i min fars smedefirma, mens jeg forgæves forsøgte at finde en læreplads som reklametegner. Jeg fandt faktisk én. Men han ville have støtte af kommunen, og selvom man sagtens kunne få det, mente skrankepaven nede på kommunen, at jeg ville få et meget bedre liv som tømrer. Så ingen støtte der. Jeg søgte to gange ind på Skolen For Brugskunst og fik afslag, som jeg tog meget tungt. Til slut valgte jeg at forsøge at blive tegneserietegner. Jeg har nemlig altid elsket at fortælle historier.

Jeg fik et job som bud for et supermarked 2 dage om ugen og tegnede så resten af tiden, sendte stakke af vittighedstegninger ind til det ene blad efter det andet og fik det hele retur, hvis jeg da hørte noget.
Så endelig efter flere lange, lange år, fik jeg bid. Og 2 steder samme dag. Og flere fulgte hurtigt efter, så jeg pludselig tegnede for 7-8 ungdoms- og musikblade på en gang. Et af de allerførste blade, der bragte en af mine tegneserier, hed Ung, og det tegner jeg stadig for. I dag er den første tegneserie, der handlede om et rockband, bare skiftet ud med serien, Victor, som også er udkommet på album i 1999.

Men man kan ikke leve af at tegne for måneds- og kvartalsblade. Man skal enten have foden indenfor på et par af de store dagblade, eller også skal man have held til at få et af pressebureauerne til at tage sin tegneserie. Dertil kom så, at jeg begyndte at blive træt af tegneserierne. Først og fremmest var jeg træt af redaktørerne på mange af disse små blade. Man var ikke glad for at betale; materialet kom ikke i, selvom man havde sagt god for det; man ventede med at fyre tegneren, til han kom med nye tegninger, i stedet for at give besked, før han spildte sin tid på at lave dem; og jeg kunne blive ved. Desuden var det stadig et meget tidskrævende job at sælge til disse blade.

Jeg besluttede at sige knald eller fald. Jeg lagde alt, hvad jeg havde lært, i at skabe en tegneserie, som jeg præsenterede for Pressens Illustrations Bureau, der med prisværdig tålmodighed havde brugt tid på at læse mine striber, siden jeg kontaktede dem første gang som 17-årig. Som noget nær de eneste havde P.I.B formået at komme med kritik, som jeg kunne bruge til noget. De blev meget begejstrede for min nye serie og tog den til sig. Det var en dagstribe-serie om djævelen, der har tabt helvede til Gud i poker. Nu må han så finde ud af at leve her på jorden. Og det er svært, når man ikke har været på disse kanter siden engang i middelalderen.

Der gik et halvt år, før bureauet meldte tilbage med dårligt nyt. De kunne ikke sælge den i tilstrækkeligt omfang, til at det kunne betale sig for dem at gå videre med serien. Det var jeg selvfølgelig ikke glad for at høre, men jeg tog det nu ikke så tungt, for i mellemtiden var jeg gået i gang med at skrive en roman, og jeg var totalt opslugt af arbejdet.
Da jeg fik den sørgelige nyhed om tegneserien, var jeg godt halvvejs med romanen og vidste på det tidspunkt, at den ville blive skrevet færdig. Det var det her, jeg ville. Jeg ville skrive bøger. Jeg havde aldrig brændt så kraftigt for noget. Ikke engang sex.

Bogen blev færdig, og jeg sendte den til Høst & Søns Forlag. Jeg vidste intet om forlagsbranchen, så jeg tømte min bogreol ud på gulvet og sammenlignede forsider. Høst lavede de fedeste. Så jeg sendte manuskriptet til dem.

Og så gik det sin gang. Den ene bog fulgte den næste. Jeg blev udråbt til "Danmarks største gyser-talent i nyere tid" af en af de mest begejstrede anmeldere. Jeg blev udgivet i Norge. Der blev skrevet filmkontrakter (første film bliver KAT, der ventes optaget omkring april 2000). Jeg blev gift, fik en søn. Og langt om længe fik jeg også drømmen om mit eget tegneseriealbum opfyldt.