Anmeldelse
Snehvide skal dø af Nele Neuhaus
- Log ind for at skrive kommentarer
Løgn, fortielser og afgrundsdyb kærlighed i en medrivende historie, der har alt, hvad en krimi bør have.
Løgne og fortielser kan få ting til at gå grueligt galt. Præcis hvor galt det kan gå, er denne tyske krimi et godt eksempel på. ’Snehvide skal dø’ hører helt klart til i toppen af krimier. Den har alt, hvad en krimi bør have. Et godt plot og gode og indgående beskrivelser af steder og personer.
Da to unge kvinder forsvinder sporløst i den lille landsby Altenhain, ændres skæbnen ikke blot for pigerne og deres familie, men for hele byen. Den unge mand Tobias dømmes for mordene på de to kvinder ud fra en række indicier, der peger i hans retning. Han ender med at sidde fængslet i ti år, selvom han erklærer sig uskyldig. Da han forlader fængslet, tager han hjem til sin far i Altenhain. Denne beslutning kommer til at vende op og ned på hele byen og den fælles fortid, for Tobias er alt andet end velkommen.
Da et skelet findes under rydningen af en nærliggende flyveplads, tilkaldes politiet. Det viser sig at være en af de unge kvinder fra Altenhain. Nu er det op til Politibetjentene Oliver von Bodenstein og Pia Kirchhoff at finde ud af, hvad der skete for ti år siden. En svær opgave da alle i landsbyen tilsyneladende har noget at skjule. Og da endnu en ung kvinde forsvinder, eskalerer tingene. En kvinde, der ligner en af de to øvrige kvinder. En kvinde som har haft kontakt med Tobias i løbet af de forgangne dage.
Skandinaviske, amerikanske og engelske krimier har præget de sidste mange års udgivelser, mens tyske krimier ikke har haft den store opmærksomhed i Danmark. Dette bliver der helt sikkert lavet om på nu med forfattere som Nele Neuhaus. I hendes krimi lever man sig let ind i hovedpersonernes følelser og liv, og det gør ikke noget, at man skifter synsvinkel med korte mellemrum. Dette giver blot et mere nuanceret billede af landsbyen og personerne.
Bogen kan klart anbefales til læsere af krimier med kringlede plot, hvor opklaringen klares ved godt gammeldags benarbejde. På sin vis minder den en del om Peter Robinsons krimiserie med kriminalkommissær Banks eller Mark Billinghams serie med Tom Thorne, der begge har en ansvarshavende politimand med private problemer i spidsen for et team, der ikke altid kan samarbejde. Vil man læse andre tyske krimier i samme stil, kan jeg anbefale Oliver Bottinis krimier.
Jeg håber, at der snart kommer nyt fra Nele Neuhaus’ hånd, da det bliver spændende at følge dette nye polititeam.
Brugernes anmeldelser