Rapunsel

Bog

Rapunsel

Af (
2019
)

Anmeldelse

Rapunsel af Brødrene Grimm

13 feb.19

Den smukke billedbog genfortæller det klassiske eventyr om Rapunsel iklædt Bernadette Watts farverige, impressionistiske tegninger. Et samleobjekt for eventyrelskere.

Eventyret om forældreparret, der må bortgive deres førstefødte datter Rapunsel til en listig heks er kendt af alle børn og forældre. I tidens løb er det blevet til mange forskellige genfortællinger, nogle mere tro mod det oprindelige eventyr end andre, som Walt Disneys animationsfilm ’To på flugt’, eller Marissa Meyers sci-fi eventyr ’Cress’.

Da Rapunsel bliver ældre, får heksen øjnene op for hendes skønhed og de farer, den er forbundet med. Derfor spærrer hun hende inde i et tårn langt ude i skoven. Da en ung prins rider gennem skoven, hører han pigens fortryllende sang, og mens han holder øje med tårnet, kommer heksen på besøg. Prinsen ser, hvordan Rapunsel lader sit lange hår falde ud ad tårnvinduet, så heksen kan kravle op til hende. Da heksen er gået, kalder han på Rapunsel, som lader håret falde ned. Men heksen afslører det forelskede par og tager en frygtelig hævn.

Hårsymbolikken er velkendt i flere eventyr, som et symbol på skønhed, sensualitet og seksualitet, men i ’Rapunsel’ har det desuden en magisk egenskab, først som stige for heksen og senere prinsen. Håret bliver også et symbol på personlig udvikling og et farvel til barndommens uskyld, da heksen skærer de lange fletninger af og på mere end én måde forvandler dagen til en virkelig dårlig hårdag.

Et helt andet twist på hårsymbolikken finder man i Barden Beedle eventyret ’Den hårhjertede heksemester’ fra J. K. Rowlings Barden Beedles eventyr, som især kommer til sin ret i den illustrerede udgave.

Engelske Bernadette Watts er en internationalt anerkendt kunstner, som har illustreret flere af Grimms eventyr med de mest fortryllende tegninger. ’Rapunsel’ er holdt i smukke løvfarver, som tilfører eventyret et skær af poesi og en drømmeagtig tilstand.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Gry Kappel Jensen
Graphic
Bernadette Watts
ISBN
9788740653168
Antal sider
32

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer