Bog

Nattergalen (Ill. Lars Gabel)

Af (
2019
)

Anmeldelse

Nattergalen af H. C. Andersen

24 jan.19

Det klassiske eventyr om kejseren og nattergalen er en ren nydelse for øjet i denne flotte udgave, illustreret af Lars Gabel, der fanger essensen af eventyrets magi.

Kejseren af Kina er omgivet af alt det smukkeste i verden, og fra hele verden strømmer folk til for at beundre hans prægtige skatte. Men nattergalen, der med sin undselige fjerdragt synger så kønt og velsignet i skoven, er dog det bedste, synes alle. Da kejseren får nys om dette, må han straks eje den uvurderlige fugl, og på hans bud går den store efterlysning ved hoffet i gang, indtil der endelig er en jævn køkkenpige, som ved hvor fuglen er.

Nattergalen indvilliger i at synge for kejseren, hvis lykke nu er gjort. En dag modtager kejseren en pakke med en prægtig mekanisk fugl af guld og sølv pyntet med de mest kostbare sten. Ingen ved hoffet har nogensinde set eller hørt noget så smukt, og altid synger den lige så kønt som første gang. Men fortryllelsen varer kort. Da fjederværket går itu, er den ægte nattergal for længst forsvundet og kejseren døden nær af hjertesorg.

H. C. Andersens eventyr om ’Nattergalen’ blev udgivet i 1843 og er elsket verden over for sin fine fremstilling af ægte værdier kontra kunstige produktioner. Intet kan erstatte nærheden og venskabet med et andet levende væsen, og de glæder det giver socialt og mentalt. Kejseren af Kina mærker det på egen krop, da han lader sig forblænde af alverdens glitter og guld og knap kender noget til sig eget rige eller dets beskaffenhed. Først da døden er nær, erkender han, at kun den ægte nattergal, som den frie fugl den er med sin egen natur i behold, kan bringe ham tilbage til livet.

Lars Gabel har efterhånden illustreret en række af H. C. Andersens eventyr, hvilket virkelig komplementerer de klassiske fortællinger, som kan tåle at blive læst igen og igen. Gabels eventyrlige tegninger, hvoraf mange er helsides, er helt eminente og fanger essensen af eventyrets magi lige fra det smukke til det dystre, og man får lyst til at kigge på disse illustrationer igen og igen, selv lang tid efter bogen er læst.

’Nattergalen’ fungerer lige så fint oplæst som selvlæst, og Lars Gabels flotte farvebrug og greb om detaljerne medvirker til, at man lige så nemt kan snakke om eventyret ud fra illustrationer som tekst.

 

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Faustnummer
9788711902394
Graphic
Lars Gabel
ISBN
9788711902394
Antal sider
32

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer