Bog

Portræt i sepia

Af (
2001
)

Anmeldelse

Portræt i sepia af Isabel Allende

Bogens hovedperson, Aurora del Valle, kom til verden i 1880 i San Francisco og her starter fortællingen om hendes brogede liv.

Moderen, Lynn Sommers, dør ved fødslen, kort inden er hun blev gift med Servero del Valle, da barnets rigtige far ikke vil vide af hende. Han forførte kun den smukke Lynn Sommers for at vinde et væddemål. Desværre blev hun gravid, og han skyndte sig at tage benene på nakken og flygte til Europa sammen med sin elskerinde, og hvor han uforstyrret kunne fortsætte sit boheme liv.

I 1879 bryder Salpeterkrigenkrigen ud mellem Chile, Peru og Bolivia. Servero del Valle flygter ud i krigen, da hans hustru dør, og han overlader Aurora del Valle's opvækst til sin engelske mormor og kinesiske morfar.
Uheldet er ude igen, og da morfaderen dør, bliver hun overladt til sin farmor, Paulina del Valle, som brændende har ville have hende lige siden den dag hun blev født.
De flytter til Chile, og her opvokser hun hos den stenrige farmor, uden megen kontakt med omverdenen.
Hun har privatlærerinde, da hun laver for mange unoder på de forskellige kostskoler, hun har været indskrevet på - og smidt ud af.
Servero del Valle overlevede krigen og blev gift igen, og forære Aurora, da hun er 13 år, et kamera, og fotografering bliver hendes lidenskab, specielt fotografier af fattigdom og folk i nød.

Gennem hele sin ungdom prøver Aurora at finde ud af mere om sit liv. Hvem var hendes mor egentlig, og hvem er hendes rigtige far. Men hendes farmor prøver, så vidt det er muligt, at slette sporerne.
Det er først da farmoderens søn, Matias, kommer hjem for at dø, syg af syfilis, at han fortæller hende, at han er hendes biologiske far.

Paulina del Valle vil se sit barnebarn gift inden hun dør, og Aurora er vanvittig forelsket i den smukke Diego Dominguez. For sent opdager hun, at forelskelsen ikke er gengældt. Hendes ægteskab er et mareridt, hun kan ikke nå ind til Diego og føler sig isoleret og langt væk fra det trygge familieliv, hun er opvokset med.
En dag finder hun ud af, at Diego er ikke bare forelsket i sin brors hustru, men at de har et lidenskabeligt forhold til hinanden.
Fortvivlede Aurora lægger sig med lang tids sygdom, men hun overvinder den, og begiver sig til sin farmors dødsleje, for aldrig at vende tilbage til Diego.
Selvom det er en skam på den tid, vil hun hellere leve alene, som en separeret kvinde, end sammen med en mand, der elsker en anden.
Kærligheden finde hun dog senere igen.

Som altid er der et hav af mennesker og skæbner i Isabel Allendes historie, som har rødder tilbage til sin hendes egen slægt.
Krig, kærlighed, fødsel og død væves ind i hinanden, men det hele bliver på en måde så ligegyldigt og overfladisk i denne bog.

Isabel Allende forstår at fortælle en historie, men hun har ikke helt den samme gnist som hun havde i sine første bøger, men mange vil finde "Portræt i Sepia" meget lettere tilgængelig end "Åndernes hus".
Historien formår ikke rigtig at gøre indtryk på mig. Den er ikke på niveu med hendes tidligere bøger.
Og hvad vil hun egentlig med den? Jeg kan ikke finde andet end ren og skær underholdning, og det er der vel ikke noget galt med, men jeg havde bare større forventninger.

"Portræt i Sepia" er sidste del af en trilogi der startede med "Åndernes hus", Isabel Allende's store debutroman, efterfulgt af "Lykkens datter" i 1999.

Isabel Allende: Portræt i Sepia ; oversat af Iben Hasselbalch. Gyldendal, 2001. 277 sider

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
23726246
ISBN
9788700754362
Antal sider
277

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer