Bog

Orakelnat

Af (
2003
)

Anmeldelse

Orakelnat af Paul Auster

Kan fiktion forudsige – måske endda forårsage – katastrofer i forfatterens eget liv? Kan fantasi simpelthen dræbe?

Med disse urovækkende spørgsmål er hovedtemaet slået an i endnu en besættende skæbnefortælling af den amerikanske forfatter Paul Auster. Sædvanen tro er Austers bog en kinesisk æske, der myldrer med fortællinger flettet ind i hovedhistorien. Et andet typisk Auster-træk er, at romanen foregår i New York.

Den lovende unge forfatter Sidney Orr er mirakuløst ved at komme sig ovenpå en livstruende sygdom. På en af sine lægeordinerede gåture drages han ind i en papirhandel med en mystisk kinesisk ejer. Sidney bliver nødt til at købe en sært fascinerende notesbog, og efter lang tids fantasitørke går han lige hjem og kaster sig euforisk ud i skrivningens fryd.

Flyvende af sted på fantasiens vinger skaber Sidney en skæbnefortælling, hvor et manuskript – Orakelnat – spiller en vigtig rolle. Men som fortællingen tager fart, bliver det nærmest lidt uhyggeligt! Det er, som om notesbogen har sin egen vilje og styrer handlingen lige mod katastrofen. I hvert fald sidder Sidney til sidst uhjælpeligt fast i et dødvande efter at have spærret sin hovedperson inde i en bunker under jorden uden ringeste anelse om, hvordan han skal få ham skrevet fri igen.

Ikke nok med det begynder der nu at ske uforklarlige og foruroligende ting i Sidneys eget liv. Hans højtelskede Grace, deres forfatterven John Trout, Johns narkomansøn, den famøse kinesiske papirhandler og ikke mindst Graces ufødte barn bliver brikker i et skæbnesvangert, ja katastrofalt spil.

Paul Auster har en fantastisk evne til at kombinere det elementært spændende med det filosofiske og sælsomme. Et klassisk Auster-motiv er, at skæbnen altid hviler omkring det næste gadehjørne, men han skriver bare så blændende, at - i hvert jeg - altid er med på den værste! Ingen kan som han sende sin læser svimlende frydefuldt af sted gennem 10 forskellige fortællinger, som alligevel i sidste instans viser sig at høre uløseligt sammen i et mirakuløst hele.

"Orakelnat" kan dog ikke klare sig i sammenligningen med hans "New York-trilogi" og "Illusionernes bog", men mindre kan unægtelig sagtens gøre det.

Hvilket scoop for lille Danmark, at en verdensberømt forfatter af Austers kaliber har valgt at lade sine sidste to bøger få verdenspremiere her i landet!

Oversat af Jørgen Nielsen. Per Kofod, 2003. 247 sider. Kr 269,-  

Bogdetaljer

Forlag
Per Kofod
Oversætter
Jørgen Nielsen
Faustnummer
24959848
ISBN
9788790724733
Antal sider
247

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer