Opfindelsen af naturen : den eventyrlige beretning om Alexander von Humboldt, videnskabens glemte helt

Beretningen om en af den vestlige verdens sidste universelle videnskabsmænd er en stor læseoplevelse og en imponerende bedrift.

Humbolt (1769-1859) trængte som opdagelsesrejsende ind i de tætteste sydamerikanske jungler, besteg de højeste bjerge, lod sig sænke ned i huler og vulkaner – for blot at nævne enkelte af de fantastiske præstationer, han stod bag.

Forfatteren til bogen om Humboldt er egentlig designhistoriker, men hun har arbejdet meget som videnskabsjournalist. Denne bog er en imponerende bedrift, hvor hun så at sige vender hver sten i Alexander von Humboldts liv og forskning, og i mange tilfælde er gået i hans fodspor og har gennemlevet nogle af de samme strabadser.

Humboldt var uden sammenligning den mest berømte videnskabsmand i sin samtid. Han interesserede sig stort set for alt, men er mest kendt for sin store Sydamerikaekspedition 1799-1804. Her opdagede han nye vandveje, besteg (næsten) Chimborazo, som man dengang anså for verdens højest bjerg, fandt et utal af nye dyre- og plantearter og indsamlede viden om de indfødte.

Han var egentlig uddannet som tysk embedsmand indenfor bjergminedrift, men hans nysgerrighed bragte ham rundt i meget af den kendte verden. Han kendte mange af tidens førende ånder, fx Goethe, Thomas Jefferson, som han ivrigt diskuterede det forkastelige i slaveri med og ”Latinamerikas befrier”, Simon Bolivar. Han har desuden haft meget storbetydning for fx Charles Darwin og Henry David Thoreau. Han regnes for den første, der advarede mod menneskets rovdrift på naturen og kan betragtes som grundlæggeren af den moderne økologiske bevægelse.

Bogen beskriver Humboldts liv kronologisk og nøgternt, og flere kapitler er helliget hans indflydelse på blandt andet ovennævnte herrer, men også senere filosoffer og videnskabsmænd, der har bygget videre på Humboldts teorier.

Mens Humboldts navn står tilbage på fx universiteter, Humboldtstrømmen i Stillehavet og Humboldtpingvinen samme sted, er hans indsats ikke meget kendt i dag. Den antityske stemning efter første verdenskrig gjorde ham helt ufortjent til persona non grata i den engelsksprogede videnskabsverden.

Det er en fantastisk spændende og velskrevet bog, som jeg på grund af tykkelsen havde gemt til en længere ferie – men fortvivl ikke: de sidste halvandet hundrede sider er noter og litteraturhenvisninger – men den holdt kun til udturen, jeg slugte den simpelthen råt. Hjemme havde jeg en del år haft et ulæst eksemplar af Daniel Kehlmanns Opmålingen af Verden, der også handler om Humboldt, og den er et fantastisk supplement efter 'Opfindelsen af naturen'.