Øgledage

Det flyder med kropsvæsker, og de dyriske drifter får frit spil i Leif Panduros klassiker ‘Øgledage’.

Leif Panduros klassiker ‘Øgledage’ (1961) er ikke prototypen på en roman fra 1960’erne. Den bryder tværtimod med de klassiske romankonventioner og eksperimenterer med både sprog og form.

Romanen er skrevet som en lang tankestrøm, hvor vi følger et jeg i forskellige situationer. I starten af romanen er vi for eksempel med jeget på toilettet, hvor han sidder og reflekterer over situationen:

“Lige nu er det Lørdag [...] og her sidder jeg med bukserne nede om hælene [...] og eftersom det er Lørdag har jeg mest af alt lyst til at glemme alting, navnlig denne store fornemmelse. Uformelig, blød, svampet, ildelugtende. Jeg presser på for at få den ud, men sådan er det med min fortid, kun i små stumper forlader den mig med sagte plask.”

Dette åbningstableau sætter tonen for resten af romanen, som flyder med kropsvæsker i et væk. Lort, savl, bræk, menstruation, snot, blod, sved og sæd optræder alle og er med til at skabe en ekstrem kropslig fornemmelse af jeget.

Jeget beskriver sig selv som en simpel øgle, der ikke kræver meget af livet: “Hvad jeg gerne vil have kan siges i ganske få ord: Mad, erotik, syner, musik, spiritus, lykke. Det turde vel ikke være for meget. Og fred, forresten.” Men hans forsøg på at finde lykken saboteres igen og igen af hans tankemylder, der mestendels består af voldtægts-, volds- og mordfantasier krydret med et Ødipus-kompleks af dimensioner.

‘Øgledage’ kan i det hele taget læses som et studie i Freuds psykoanalyse, hvor overjeget er fraværende, og underbevidstheden og de dyriske drifter får frit lejde. Hver gang romanen nærmer sig et traditionelt plot, saboterer jeget det med udsagn som “Tilgiv min åndsfraværelse, men jeg er så liderlig” eller “Jeg kunne opløse dig i kongevand og hælde dig gennem et dørslag for at se om også du havde enkelte klumper.”

Jeget er udmærket klar over, at hans underbevidsthed griber forstyrrende ind, og han henvender sig gentagne gange til en fiktiv psykoanalytiker: “Ja hr. psykoanalytiker, min fortid er en urskov. Ingen orden, kun uopdyrket område.” Som karakter er jeget utilpas og på vildspor, og det er en af de helt centrale tematikker i romanen.

Romanen er skrevet som en blanding af socialrealisme og satire. Panduro udforsker med humor samfundets hykleri og snæversynethed og skildrer ligesom i romanerne Rend mig i traditionerne (1958) og De uanstændige (1960) de udfordringer unge mænd står over for i deres søgen efter identitet og mening med livet.

Men ‘Øgledage’ skiller sig i den grad ud fra Panduros øvrige forfatterskab. Den er et litterært eksperiment, som forkaster samfundsnormerne og giver sig hen til galskaben. Og det gør den til en helt unik roman, der på alle måder har fortjent sin status som klassiker.