Bog

Kærligheden, kampen og kloden

Af (
2014
)

Anmeldelse

Kærligheden, kampen og kloden af Gretelise Holm

Som feministisk strigle og ukuelig forsvarer for de svageste i samfundet får Gretelise Holm sagt et par drøje sandheder om det danske samfund i de sidste 50 år i andet, selvstændige bind af sine yderst velskrevne erindringer.

Ikke uden grund kalder Gretelise Holm sin bog for en erindringsdebatbog, for hendes pen er skarp, og hun har noget på hjerte, men hun bliver aldrig kedelig og dogmatisk. Hun skriver flydende, levende og engagerende og bestemt ikke uden humor om sit voksenliv. Der dvæles ikke ved det, men man fornemmer, at det har haft nogle omkostninger at kæmpe sig videre fra en fattig, miserabel barndom i udkantsdanmark, beskrevet i Jesus, pengene og livet, frem til en flot karriere. Men Gretelise Holm er et udpræget overskudsmenneske, der ikke giver udtryk for bitterhed.

Bogen rummer en vellykket blanding af privatliv og arbejdsliv, og man forstår, at det kærlige og varme familieliv er en god base for det hektiske arbejdsliv, der hele vejen igennem er præget af et stærkt socialt engagement og en feministisk indgangsvinkel Gretelise Holm beskriver skarpt og underholdende sine mange år som journalist på Politiken, hvor hun i lighed med Lise Nørgaard en generation tidligere må kæmpe mod en mandschauvinistisk ledelse. Her var hun ikke bare provokatør, som man kunne forledes til at tro med hensyn til den famøse ”pattekrig”, hvor hun lod sig fotografere nøgen og højgravid med et barn ved brystet.

Gretelise Holms betydning som retspolitisk journalist var stor og bragte hende ofte på kollisionskurs mod ledelsen. Hendes journalistik var præget af en gedigen grundighed, og hun har ikke meget til overs for vor tids overfladiske journalistik, der altid er på jagt efter sensationer. Hun beskriver nogle af sine mærkesager, hvor hun blandt andet afslører, at det ofte er så som så med retssikkerheden. Hun går heller ikke af vejen for de tunge drenge, og sammen med en kollega afslører hun en stor erhvervsmand med forbindelser til kongehuset som en gemen svindler.

Gretelise Holms hektiske arbejdsliv  fører hende blandt andet også omkring Danmarks Journalisthøjskole og vidt omkring i verden, som det sydlige Afrika. Hele vejen igennem har hun øje for kvinders vilkår og samfundets svageste, et engagement der også kommer til udtryk i hendes forskelligartede forfatterskab. Man kan hævde, at hun er et produkt af tidsånden, og så alligevel ikke. Gretelise Holm er nok en oprører og feminist om en hals, men hendes oprør bunder langt dybere end hos middelklassens forkælede ungdomsoprørere, som hun ikke har meget til fælles med.

Som årgang 1946 har jeg en særlig interesse i Gretelise Holms bog, som giver et personligt og levende tidsbillede, men hun appellerer ikke kun til sin egen generation. De mærkesager, hun beskriver så fængende og engagerende, kan findes i andre forklædninger i nutidens Danmark. Der sker stadig brud på retssikkerheden og den sociale retfærdighed, og der er stadig brug for vagthunde, der kan og tør råbe op. Bogen bør være pligtlæsning på Danmarks Journalisthøjskole!

Bogdetaljer

Forlag
Teli Media
Faustnummer
51161165
ISBN
9788799543021
Antal sider
439

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer