Bog

Guds bedste børn

Af (
2018
)

Anmeldelse

Guds bedste børn af Morten Pape

22 aug.18

Morten Pape har skrevet sin anden roman, en hjerteskærende og kvalmende fortælling om racisme, vold og svigt.

Apati. Anger. Brøde. Ord, som Simon læser i en ordbog og genkender som sine egne følelser i fængslet. Ord, som til gengæld ingen mening har for hans fætter Mickey, som var den, der knaldede en kølle ind i hovedet på avisbuddet Zeki og med et slag dræbte ham.

I 2008 blev det 16-årig avisbud Deniz Uzun dræbt med et kølleslag af en 15-årig dreng, mens han sad på en trappe og spiste pizza med sin ven. Drabet var ifølge politiet fuldstændig umotiveret, men vidner til mordet var ikke i tvivl om, at der var tale om en racistisk hadforbrydelse. Papes roman er fiktion, men bygger på sagen om drabet på Deniz Uzun.

17-årige Simons mor er død, og han er opvokset på Amager, hvor han har boet sammen med sin 15-årige fætter Mickey og Mickeys mor, Tina, i et hjem uden noget overskud, men fyldt med narko, had, vold og druk. Morbror Keller er en konstant skygge over deres tilværelse, han forventer broderskab mellem drengene, skaffer dem stoffer og opildner til had mod udlændinge i banden DKP. På en dårlig dag knalder Mickey en kølle i hovedet på den pizzaspisende Zeki. Simon er med, og han ryger også ind at sidde.

Loyalitet og Lydighed. Flere ord, Simon finder i ordbogen i fængslet efter mordet og genkender som det, der forventes af ham fra Mickey og Keller. Simon vil dog hellere starte på en frisk med kæreste og børn, væk fra Amager og bandelivet. Zekis ven, Jamal, vil også gerne leve igen, men livet er blevet til en lang soning af skylden over ikke at have grebet ind; over at være den, der overlevede.

‘Guds bedste børn’ er en voldsom roman i ordets mest direkte betydning. Hadet, volden og en skræmmende ligegyldighed overfor liv og død flyder ud over siderne, så det krævede pauser at komme igennem dem. Pape skriver til gengæld i et vidunderligt sprog, som står i skærende kontrast til de afskyelige handlinger, der begås både af og mod de mennesker, vi lærer at kende gennem romanen. Mennesker, de fleste af os ellers ville gøre alt for at undgå på gaden og i livet.

“Da desserten er serveret og spist, og de voksne tæller bestikket op, mangler der en gaffel, men inden de når at fryse hele afdelingen, finder de den i halsen på Omar, der bliver kørt på skadestuen, Steen synes at jeg selv skal tørre blodet op inde på Omars værelse.”

Ordene kommer i et flow, en ‘stream of conciousness’, hvor volden ofte bare er en slags parentes, som den kan blive det i en verden, hvor forsøg på omsorg misforstås som kærlighed, og kærlighed kun kendes som sex. Hvor venskab og broderskab kræver blind loyalitet, verden er lille og den er sort eller hvid. Du er med, eller du er imod.

Morten Pape vandt Debutantprisen for Planen, og ‘Guds bedste børn’ må man også overgive sig til. De(n) kryber helt ind under huden, men det er ikke lige rart undervejs.

Analyse

Pape, Morten - Guds bedste børn

07 jan.19

'Guds bedste børn' er en tragisk fortælling om et brutalt køllemord og et realistisk portræt af samfundets sociale bund.

Guds bedste børn giver et råt og realistisk portræt af en gruppe unge mænd opvokset i Holmbladskvarteret på Amager. Fætrene Simon og Mickey på 17 og 15 har sønderslåede opvækster i nedbrudte hjem bag sig. De strejfer rundt pumpede på dope og rascime i Københavns gader i bil og jagter slagsmål, der for et øjeblik kan tage trykket af kedlen. På en trappesten ser de to pizzaspisende avisbude med etnisk baggrund, Zeki og Jamil. Mickey stiger ud af bilen med en fastelavnskølle i hånden og med fætteren Simon efter sig. Zeki modtager et dødbringende slag og erklæres dagen efter hjernedød.  

Gennem længere krydsklip mellem synsvinkel, sted og tid afdækkes karakterernes baggrundshistorier. Læseren får fortællingen om de tre unge mænd, Jamil, Simon og Mickey. Jamil overværer mordet på sin bedste ven og ekskluderes bagefter fra sin omgangskreds. Hans gamle venner mener, han bærer skylden, fordi han ikke greb ind. Simon angiver sin onkel, hvis våben han havde i bilen, mens mordet skete. Bagefter får han nedsat sin straf og kæmper for at få en tilværelse på benene på flugt fra et hårdkogt kriminelt miljø. Og Mickey svinger køllen og tænker ”Gud velsigne nogen, man kan hade så meget, at man kan lide sig selv lidt igen”. På et tidspunkt flygter han fra fængslet og trækker et spor af blod og vold efter sig. Tilsammen skabes et voldsrealitisk portræt af et socialt miljø, hvor den sociale arv og udsigtsløsheden er den enkeltes byrde at bære. 


Morten Pape mellem fiktion og virkelighed

'Guds bedste børn' er Morten Papes anden roman. Morten Pape debuterede i 2015 med romanen Planen, der falder inden for den autobiografiske genre uden skelnen mellem romanens fortæller og forfatter. Romanen beskriver Mortens opvækst i Urbanplanen på Amager i et understimuleret og lukket miljø, hvor der hersker særlige normer og regler. Med Guds bedste børn bevæger Morten Pape sig væk fra det autobiografiske og over i fiktionen. 

Dog er romanen er inspireret af en virkelig hændelse, et køllemord begået på hjørnet af Lergravsvej og Polensgade på Amager i 2008 under omstændigheder, der minder om dem, der er beskrevet i romanen. En motor for fortællingen er at afdække de rascistiske motiver for mordet, der ifølge romanen hurtigt og effektivt blev sløret af både efterforskningen og på højeste politiske niveau. Romanen dokumenterer dette med citater af Københavns Politis daværende drabschef og daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Morten Pape har desuden i et interview med DR oplyst, at han en periode kendte gerningsmanden, som var ven med hans lillebror og søn af Morten Papes fars kæreste på det tidspunkt. 

 
”Alle er bange for en araber med flyveører”

Denne ironiske udtalelse kommer fra Zeki, der er i gang med at forklare vennen Jamil, at han må kunne sætte sig i respekt, hvis han vil have pigernes opmærksomhed. Det er også Zeki, der efter en avisrunde siger til Jamil: ”Sværger Jamil. Jeg dør, hvis vi skal op ad de trapper igen, hvortil Jamil svarer: ”Det kan vi ikke. Vi ser for godt ud til at dø”. En tragisk udtalelse, der peger frem mod overfaldet en time senere. 

Romanen er fortælles i tredjeperson med synsvinkelskift mellem de tre hovedkarakterer, Jamil, Simon og Mickey. Ind imellem skifter fortællingen til en jeg-fortæller, og dele af Mickeys fortælling udfoldes som en hektisk indre monolog: 

”kæft noget lort, kæft noget pis hvis ham der gurkeren dør, men så igen, et nul til dk, tænkte jeg og gik sådan lidt ind i mig selv og sad og pillede negle og kløede mig i håret og i skridtet, der trængte til et bad, så kom den der forsvarsadvokat, standard nok, han sagde det skal nok gå, det var et uheld, og jeg spurgte, om han var død, og han sagde ikke endnu” 

Generelt er sproget i romanen holdt i en autentisk stil med elementer af slang, gadens lingo og etnisk-dansk. Sproget er råt, ”Skal du smage battet, perkersvin?”, og det matcher de voldsomme begivenheder, som udfolder sig på en bund af samfundet, der befinder sig længere nede, end flertallet kender eller har fantasi til at forestille sig. 


Morten Pape på det litterære Danmarkskort

Selvom Morten Pape med 'Guds bedste børn' har bevæget sig væk fra det autobiografiske og over i fiktionen, har han dog stadig et gennemgående fokus på det udsigtsløse liv på samfundets bund. Andre danske eksempler på danske forfattere, der skriver fortællinger fra og om underklassen, er Jonas T. Bengtsson, Dennis Gade Kofod, Kristian Bang Foss og Jonas Eika Rasmussen, der er i Lageret, huset, Marie bl.a. skildrer livet som rengøringsdame og lagerarbejder og personer uden en verden af muligheder foran sig. 

'Guds bedste børn' er et skarpt og usminket samtidsportræt, der fremviser en dansk kultur gennemsyret af raceopslitning og had mellem nye og gamle etniske grupperinger. En anden dansk forfatter, der har kulturmødet som gennemgående tema er Jesper Wung-Sung, der i slægtsromanen ”En anden gren” fortæller om danskernes første møde med den kinesiske kultur. Der er også et slægtslab med forfatterne Kim Leine og Jakob Ejersbo, der i deres værker tager fat om postkoloniale problemstillinger og danskernes fremfærd i Grønland og Afrika.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
54479913
ISBN
9788740030655
Antal sider
437

Deltag i debatten

14 indlæg
AfRasmus Odderskjær Budde Byg
tor, 28/02/2019 - 13:35

Her er hvad vi synes om bogen i læsegruppen på Ærøskøbing bibliotek:

Der var enighed i læsegruppen om, at Guds Bedste Børn var en god men barsk bog. Det er en fortælling, der virker realistisk i sin skildring af miljøet, personerne og handlingen. En nutidig socialrealistisk tragedie.

Bogen er en reminder om, at vi er et rigt samfund, og alligevel findes sådanne miljøer og problemer.
Miljøer hvor børn udsættes for omsorgssvigt i familien og for dårlig påvirkning fra omgivelserne, og de
fatale konsekvenser, det har, når både hjemmet og det sociale system spiller fallit.

Bogen beskriver, hvordan omsorgssvigt, stoffer, sprut , had, racisme fører til mere og mere vold. Mickey´s
og Simons og banden DKP´s sprog er had og vold, og frustration. Der er ikke meget refleksion. De har ikke
lært empati og kan ikke finde ud af hvad kærlighed er. Simon, der prøver at bryde med miljøet, kan alligevel ikke bryde den sociale arv, men bliver selv offer for vold, og Jamil, der fortsat bor i ghettoen, bliver syg p.g.a skyldfølelse og måske angst og kan ikke komme videre i livet efter Zekis død, selv om han ellers var en der havde positive fremtidsudsigter.

Alle bogens hovedpersoner ender således med at være fanget i/af miljøet.
Vi kunne godt lide Morten Papes opdeling af bogen i forskellige synsvinkler, så man fik skildret de
forskellige hovedpersoners baggrund. Sproget er flydende selvom det afspejler det rå miljø.

Man kunne godt fornemme, at forfatteren kender miljøet.

Det blev nævnt i gruppen, at det er dejligt,, at der er vidner, der formidler deres viden om den slags
problemer.

AfMorten Pape
tor, 28/02/2019 - 16:59

Som svar til af rasmusobb

Kære Rasmus og læsegruppen fra Ærøskøbing Bibliotek,

Mange tak for den fine gennemgang af bogen her. Jeg er utrolig glad for at I - på trods af barskheden - kunne lide min bog.

Jeg hæfter mig især ved at I fremhæver bogens skiftende struktur og kronologi. Det er en fortællestruktur, som jeg baksede længe med at "regne ud", men som jeg - i al ubeskedenhed - synes fungerer ganske godt. Det er dejligt, at I også oplevede dette.

 

Tusind tak fordi I ville læse og forhåbentlig fik en god snak og debat efterfølgende.

 

bedste hilsner

Morten

 

AfMorten Pape
søn, 24/02/2019 - 22:20

Kære alle,

det har været en sand fornøjelse at følge med her på sidelinjen. Jeg ville gerne have ”blandet” mig lidt tidligere i debatten, men login-problemer og sygdom hos administrator har først tilladt at jeg kan deltage nu.

Jeg må sige, at I er virkelig nogle skarpe og generøse læsere. Det er altid forbundet med en vis nervøsitet at udgive en bog, og derefter overlade fortolkninger og meninger med det hele til andre.

Men I har virkelig fattet den. I har virkelig forstået ”Guds bedste børn.” Og lige så meget I roser mig for at have skrevet den, må jeg kvittere med at rose jer for at have læst og forstået den fuldt ud. Så tak til jer! Det betyder alverden for mig. Ama’r halshug.

Jeg vil her forsøge at gennemgå de kommentarer og spørgsmål, som I har stillet mig.

Hvis nogen føler sig forbigået, eller der er en pointe jeg ikke har fået med her, så er det ikke af ond vilje eller fordi jeg ikke vil svare på det konkrete. Så har jeg bare overset det, og beklager dermed på forhånd.

Og for læsere derude, der endnu ikke har læst ”Guds bedste børn”, så må jeg naturligvis advare om gevaldige **spoilers** forude…

 

Tina Karina Mortensen nævner, ligesom flere af jer, venskabet og forholdet mellem Zeki og Jamil. For mig er de to drenge på mange måder hinandens modsætninger, og bl.a. derfor er de det perfekte vennepar. Hvis den ene ryger for langt ud af en tangent, kan den anden sørge for at holde den anden i snor, og vice versa.

De repræsenterer hinandens modsætninger, men besidder hver især dét som den anden gerne ville have. Jamil ville ønske at han var lidt mere vild og modig som Zeki. Omvendt ville Zeki nok gerne have Jamils intellekt og snilde og fremtidsmuligheder. Samtidig er Zeki jo et socialt skjold for Jamil. Der er ingen af de mere hårdkogte bandemedlemmer, der rører Jamil eller driller ham, netop fordi han er Zekis bedste ven.

Så meget desto værre bliver det så, da Zeki bliver dræbt, for så mister Jamil netop sit skjold, og desuden bliver han klandret for ikke at have forhindret overfaldet og drabet. Og det ender med at ødelægge ham på både kort og lang sigt.

 

Flere af jer nævner også, med rette, fraværskonsulenten og sagsbehandleren Lisas rolle og hendes ”utraditionelle” metoder.

Hvis jeg et kort sekund i al ubeskedenhed må fremhæve mig selv og mit eget værk, så er jeg meget glad for den dynamik, der foregår mellem især Mickey og Lisa. De er jo ”lovbrydere” på hver deres måde. To personer der på hver deres måde ikke er bekvemme med at holde sig til regler og normer.

Lisa er jo udmærket klar over, at de rammer og bemyndigelser hun arbejder under, ikke altid er tilstrækkelige. Hun ved, ligesom romanen jo også insinuerer, at de sociale myndigheder kan være tunge at danse med, og at hun derfor er nødt til ind imellem at bruge utraditionelle metoder. Derfor befinder hun sig også godt med at have ”den frie rolle på midtbanen”, som hun selv udtrykker det i romanen.

Hun tror, at hvis hun er snedigere end det rigide system, så kan hun skabe bedre resultater end netop det rigide system. Men hun opdager aldrig at Mickey for det første er en manipulerende lille satan, og at han kun vil hende, fordi han er seksuelt tiltrukket af hende og den moderkærlighed som hun tilbyder ham. En moderkærlighed han aldrig før har stiftet bekendtskab med, og derfor aner han ikke hvad han skal stille op med den. Og så er han 14-15 år gammel, og på det tidspunkt tænker de fleste drengen som bekendt kun på ganske få ting…

 

Så er der et par spørgsmål fra Connie Mikkelsen, som jeg vil prøve at besvare her:

Hvordan har du det med at skrive socialrealisme?

Hej Connie. Det er faktisk ikke en ”genre” jeg er særlig bevidst om, når eller mens jeg skriver. Jeg kan faktisk slet ikke lide genrebetegnelsen ”Socialrealisme”. Det er et lidt diffust og fluffy begreb, som jeg tror er opfundet til at beskrive kunstværker der beskæftiger sig med mennesker og karakterer fra lavere samfundslag, end den som den snakkende og kreative klasse (der definerer og navngiver disse genrer) som regel er en del af.

Jeg anskuer derimod ”Guds bedste børn” som en tragedie. Ydermere vil jeg gå så langt og kalde den for en decideret velfærdstragedie.

Ved du hvordan det er gået med de oprindelige gerningsmænd ?

Ja, det gør jeg. Men det vil jeg, ud af respekt for dem og deres nuværende liv og fremtid, ikke kommentere yderligere på. Det håber jeg I forstår.

 

Og har du fået reaktioner fra folk i miljøet om det du har skrevet indtil nu ?

Det korte svar er: forbløffende få.

Jeg havde nok både med min første bog, og i særdeleshed med den seneste forventet (læs: frygtet) at få visse reaktioner. Men der har været helt stille. Jeg tror dem fra miljøet enten er ligeglade med sådan en som mig, eller også så aner de ikke at bogen findes. Det burde de dog, for det har jeg meddelt de fleste implicerede parter fra virkeligheden. 

Derudover spørger Connie, om jeg ved hvornår den næste bog kommer. Det ved jeg desværre ikke. Det må tage den tid, det tager. 

 

Thomas Tiedje har også et par spørgsmål:

Er det rigtigt, at fordi Fogh stod på valg til NATO’s generalsektretær, blev de racistiske motiver til drabet på Amager nedtonet?

Kære Thomas. Jeg er nødt til at svare en smule snedigt på det spørgsmål, for at undgå eventuelle injurier. Jeg ved godt at det er vanvittig uopdragent og flabet at besvare et spørgsmål med et andet spørgsmål, men jeg håber du vil bære over med mig og i stedet fundere over nogle af de kuriositeter, som jeg faldt over, mens jeg researchede og skrev romanen:

Hvordan kan det være at Københavns Politi, en del af statsmagtens tredeling, kort tid efter drabet kategorisk afviser et racisme-motiv, på trods af flere øjenvidners beretninger, der peger på at det modsatte er tilfældet? 

Hvordan kan det være, at undervejs i hovedvidnets (”Jamils”) afhøring blev det ham påduttet at stoppe med at  beskrive og udtale sig om de fremmedfjendske og racistiske kommentarer, der blev kommunikeret fra gerningsmændenes side lige før misgerningen? 

Hvorfor blev den afdeling i politiet der tog sig af forbrydelser begået mod etniske og seksuelle minoriteter (også kendt som paragraf 81 vold, hatecrimes) umiddelbart efter Muhammed-krisen overført til et sted under PET, hvor filer og opgørelser tager hen for at forsvinde ud i den blå luft i fortrolighedens navn?

Hvorfor gjorde den daværende danske ambassadør i Tyrkiet, Jesper Vahr, sig ligeledes uhyre umage med at underspille og afvise racismemotivet til de tyrkiske og muslimske nyhedsmedier under det dræbte avisbuds begravelse? 

Hvorfor var det egentlig vigtigt at ambassadøren deltog i den begravelse? Hvordan hænger det sammen med, at selvsamme ambassadør, så snart det var lykkes Fogh at få tyrkernes støtte og blive valgt som NATOs nye generalsekretær, straks blev ansat som stabschef for Fogh..? Var det en slags tak-for-hjælpen-tjans..?

Og hvordan hænger det mon sammen med at NATO derefter støttede og godkendte den enorme oprustning af tyrkisk forsvar og militær?

Jeg spørger bare. Og hvis I ligesom jeg synes, at det hele lyder ulækkert og klamt, så tænk engang over at selvsamme Fogh nu har sit eget tv-program, hvor han hygger sig og drikker dyr vin. Og tænk på at ingen journalister har gidet at reagere på de oplysninger, jeg præsenterer i romanen. Tænk engang over det. Og græm jer så.

 

Hvad er der sket med Simon, siden han til sidst sidder i kørestol.

Det fremgår til aller sidst i Simons del, lige da han har hentet øglen Geo i lejligheden og er på vej mod busstoppestedet, at en flok indvandrerdrenge råber ham an og derefter følger efter ham. Det er dem, som knalder ham ned og sender ham i kørestol. På den måde udsættes Simon for noget nær den samme afstumpede, pludselige forbrydelse, som han selv var med til at begå engang. Poetisk retfærdighed? Eller vold der avler vold? Det er op til fortolkning.

 

Til aller sidst vil jeg lige berøre en meget gennemgående kommentar fra jer alle, deriblandt Birgit Borum og Marianne Träff. 

Den kommentar om, at romanen er hård at læse. At den gør ondt. At man får det fysisk dårligt. Jeg kunne blive ved. I ved hvad jeg mener. Det er trods alt jer, der har følt mavepusteren mest.

Jeg tror at romanen gør ondt på jer læsere, fordi den gør ondt på vores nationale selvforståelse som verdens lykkeligste land med verdens bedste velfærdssystem. Som Strindberg sagde, så ER det sgu synd for menneskene. Også for dem, som I ellers normalt aldrig hører om, fordi de ikke har en skid at skulle have sagt. Det er bl.a. de mennesker, jeg derfor forsøger at give en slags stemme.

Jeg tager det som en kolossal kompliment, når læsere fortæller mig, at de har fået en fysisk og psykisk reaktion af at læse mine romaner. Så kan jeg ikke opnå mere, nærmest.

Jeg vil gerne slå et slag for den litteratur, der gør ondt. Hvis man gerne vil læse, for at det skal gøre godt, så er man nok bedre tjent med Marie Kondo eller Hella Joof end med undertegnede. Og det skal man have lov til, i sagens nstur.

Jeg vil gerne slå et slag for det man måske kunne kalde for den ærlige og samfundsrelevante litteratur. 

Jeg vil gerne slå et slag for den vedkommende litteratur, der tør give sig i kast med større strukturelle problemstillinger.

Og jeg vil gerne slå et slag for den litteratur, der ikke er bange for at slukke sin tørst ved det samme trug som dokumentarisme eller journalisme - for jeg tror man kan drage fordel ved mange af de genrers konventioner og principper. 

Journalisten Anja Bo udtalte i et radioprogram forleden, at journalistisk handler om at skrive de historier, som andre vil forhindre, bliver fortalt. 

Alt andet, udtalte Anja Bo, er sniksnak og PR.

På samme måde kan man måske sige om den ærlige og samfundsrelevante litteratur, at den først og fremmest er kendetegnet ved at være et modsvar, måske endda et angreb på de forstillelser og løgne vi fyldes med fra dem, der netop kun anskuer os almindelige mennesker som vælgere eller forbrugere.

Og netop derfor tror jeg også, at mange af jer nævner, at mine bøger er vigtige.

Som en lille, uanseelig, nørdet brilleabe, der aldrig troede han ville være til nogens som helst form for relevans for andre end ham selv, kan jeg kun sige jer tak for at modbevise mit inderlige og konstante mindreværd.

Tak for nu. Håber I vil nyde de andre nominerede værker de næste par måneder.

 

kærlig hilsen

Morten

AfTina Karina Mortensen
tor, 28/02/2019 - 09:02

Som svar til af morten.pape

Hvor er det dog berigende, Morten Pape at læse dine gode kommentarer og svar på vores spørgsmål.
Det tager lige læsningen af "Guds bedste børn" skridtet videre.
At Mickey er en "manipulerende lille satan" havde jeg ikke selv tænkt med de ord. Men hvordan kan han næsten blive andet. Han gør, hvad han kan for at overleve - trods alle ods.
At bogen er politisk og et wake-up call - også til alle os skønlitterære læsere, gør du også meget tydeligt. Tak for dit engagement. Nu må vi gøre vores!
Jeg er sikker på, det er en bog som sætter spor hos os læsere på flere planer. Som dig håber jeg "Guds bedste børn" når ud til mange og forskellige læsere. Fra romanen ved vi, at ord betyder noget. Jo flere ord man som menneske har til rådighed, jo flere muligheder har man for at identificere og erkende sine følelser + ikke mindst mulighed for at finde nye livsveje.

Tak for snakken og kommentarerne, Morten. Dejligt du nåede at komme "på" Litteratursiden til sidst. På Litteratursidens vegne beklager jeg de tekniske problemer.
Mange hilsner
Tina

AfBirgit Borum
søn, 24/02/2019 - 08:03

Vi synes alle, det er en meget vigtig bog, der viser hvordan verden desværre også er.

Guds bedste børn giver os indblik i en verden, som heldigvis de færreste kender.

Hvor er det fantastisk, som sproget skifter  alt efter fortællestemmen.  Vi synes, at sproget virkelig på allerbedste vis er med til at beskrive personerne og deres miljø.

Det har været så spændende for os  at følge alle personerne i kredsen omkring mordet. Vi har også fået indblik i de forskellig skæbners liv - også  at alle blev ofre. 

Hvor er der mange svigt- alle svigter alle- alle forrråder alle.

Vi får også et godt billede af de forskellig instutioner/ institutionsformer og de forskellige måder, de drives på. Nogle bedre end andre.

Et andet spændende spor i bogen er det politiske/ racistiske DKP mod "perkerne".

Hele tiden skulle vi minde hinanden om, hvor unge de alle var-  og så allerede været udsat for så mange svigt og så megen forråelse.

Ved sådan en bog rykkes vores syn på verden, og vi har fået en indsigt i andre mennesyn, andre kulturer og andres traumer.

Bogens forside indikerer på uhyggeligste vis, hvor uhyggelig og skræmmende bogen er.

Det er virkelig en fantastisk  bog, der med sin uhyggelige realisme går rent ind under huden  på os.

Den har sat sig dybe foruroligende spor.

AfTina Karina Mortensen
man, 18/02/2019 - 10:43

Nu har Morten Pape spidset blyanten og er snart klar til at deltage i debatten.
Godt at se, der allerede er spørgsmål klar til ham.
Hilsen Tina

AfThomas Tiedje
fre, 15/02/2019 - 15:01

På Ishøj Bibliotek var de to læsekredse meget begejstrede for Morten Papes roman. Mange udbrød ‘fantastisk!’, adspurgt om deres umiddelbare indtryk af “Guds bedste børn”. I samme vending blev ord som forfærdelig, barsk, rystende brugt - men mest på den “gode” måde, omend nogle havde fået det “fysisk dårligt”. Læserne var tillige imponerede af Papes evne til skildre socialt belastede miljøer så autentisk, blandt andet beskrivelsen af de voldsomme svigt af bogens hovedpersoner - om det er i familien eller de sociale myndigheder. Det affødte en generel debat om socialpolitik, de stadig større forskelle på rig og fattig, om udsatte børn og unge, og det - ifølge nogle -  “danske dilemma”: at enten svigter vi de udsatte totalt eller også pakker vi dem ind i vat. I “Guds bedste børn” personificeret ved socialrådgiveren Lisa, der vil “redde verden” og inviterer Mickey med hjem til jul. Da han reagerer uventet (blotter sin penis), svigter Lisas voksne, professionelle overblik, og hun ender med at svigte Mickey fatalt. Fra da af, efter at have oplevet en flig af kærlighed og omsorg, er der kun én vej for Mickey ned i volden og selvdestruktionen.

Én af læserne syntes, at “Guds bedste børn” i sine skildringer fik bibelske og filosofiske undertoner, og citerede Strindberg: “Det er synd for menneskene”. For “Guds bedste børn” efterlader intet håb for de implicerede. Ikke mindst fordi ingen af de fire drenge - Mickey, Simon, Jamil og Zeki - har gode rollemodeller at se op til, og slet ikke fædre. Den eneste mentor er den dybt kriminelle onkel Keller. Bibliotekets læsere så også flere paralleller på tværs af drengene: Zeki og Mickey er således de “slemme drenge” med suspekte onkler, prædestineret til kriminalitet, mens Simon og Jamil begge har noget menneskeligt i sig, men lider under at blive udstødt og isoleret af deres fællesskaber med ensomhed og endnu værre skæbne til følge.

Spørgsmål til Morten Pape:

Er det rigtigt, at fordi Fogh stod på valg til NATOs generalsekretær, blevet de racistiske motiver til drabet på Amager nedtonet?

Hvad er der sket med Simon, siden han til sidst sidder i kørestol?

 

AfTina Karina Mortensen
man, 18/02/2019 - 10:59

Som svar til af Tomkin

Hej Thomas
Tak for din læseklubs kommentarer.
Tænk at skønlitteratur kan virke så kraftigt at man ligefrem får det fysisk dårligt. Det kender jeg godt fra mig selv.
I har også fat i Lisas svigt af Mickey. Måske er det værste svigt måske netop dét svigt? Som du skriver "Fra da af, efter at have oplevet en flig af kærlighed og omsorg, er der kun én vej for Mickey ned i volden og selvdestruktionen."
Mon det er værre at blive svigtet, hvis man faktsik har mærket opbakning og sympati?
Tja, det virker lidt sådan på Mickey. Eller har I andre tanker om det?

Dejligt med belæste, vidende læseklubmedlemmer som kan citere og relatere til Strindberg.
Wauw - hvor er det berigende at dele læsetanker.
Hilsen Tina
 

AfTina Karina Mortensen
tor, 07/02/2019 - 17:54

Hej Marianne
Ser frem til at se, hvad læsekreds nr 2 mener. Det kunne egentlig også være spændende at høre, hvad du synes, der skulle være skåret fra? Eller er det mon fordi, bogen simpelthen er meget barsk.
Kunne man dræbe hovedpersoner fra sin lænestol, var jeg nok blevet dømt for mord på Keller (måske også Tina, men det er lidt svært med det navn :-))
Hævn er vel også et af bogens helt store temaer?
Hilsen Tina

AfConnie Mikkelsen
fre, 15/02/2019 - 08:51

Som svar til af Tina Karina Mo…

Jeg har læst bogen i efteråret, og har derfor ikke detaljer in mente, men vil lige benytte lejligheden nu hvor forfatteren er med her, til at takke for forfatterskabet.🌞

Selv om bogen et en "mavepuster",som dit forlag meget rammende døbte den da den udkom, så er det en bog man bare ikke må opgive, også selv om den er rå og væmmelig i sin handling. 

Selv var jeg meget lang tid om at få læst den færdig, men hold op sikke en læseoplevelse.Den handling sidder i kroppen og tankerne, efter endt læsning.

Jeg er så glad for at der findes forfattere/ stemmer, der kan give et kvalificeret bud på hvordan det er på " samfundets skyggeside" , og skønt er det , at den er nået helt ind på " Borgen". Måske kommer din bog på pensum listen i folkeskolen s ældste klasser ? 

Spørgsmål til Morten Pape;

Hvordan har du det med at skrive socialrealisme ?

Og ved du hvordan det er gået med de oprindelige gerningsmænd ?

Og har du fået reaktioner fra folk i miljøet om det du har skrevet indtil nu ?

Jeg glæder mig allerede til treeren, som jeg læste på instagram at du er igang med. Held og lykke fremover, og ved du hvornår din næste bog udkommer ?

Til Tina vil jeg svare, ja - selvfølgelig 🙃 Et par raske mord fra lænestolen, men lad dem nu blive der !

Og min læseklub i Marstal er som vanligt forskudt,så ingen indlæg fra os i denne omgang.

Mange venlige hilsner fra Connie

 

AfTina Karina Mortensen
man, 18/02/2019 - 10:48

Som svar til af Connie

Ok Connie. Jeg holder mig til læsestols mord! :-)
Jeg er helt enig med dig i at skønlitteratur egner sig fantastisk i at give os kendskab til miljøer og oplevelser, vi ellers ikke ville opleve.
At få et lille kik og ikke mindst en følelse af det du kalder "samfundets skyggeside" er en gave, man blot kan tage imod som læser. Denne her bog gør ondt langt ind i sjælen.
Dejlgt du skriver med selvom din læseklub i Marstal læser forskudt med os her på Litteratursiden.
Hilsen Tina

AfTina Karina Mortensen
ons, 06/02/2019 - 11:55

Velkommen til debatten om "Guds bedste børn".
Jeg håber, I har lyst til at dele tanker. Efter endt læsning føler jeg mig stadig banket gul, blå og grøn.
En bog så fuld af psykisk og fysisk vold synes jeg er barsk at håndtere. Svigt på svigt på svigt og i lang tid med et stort håb om at tingene ville bedre sig.
Morten Pape har sagt ja til at deltage i debatten senere på måneden, så skyd endelig løs med spørgsmål til ham.

Indtil da er der et par ting, jeg har tænkt over. Måske har I nogle bud.
Hvad er det for et forhold Jamil og Zeki har? Flere gange får jeg en fornemmelse af at Jamil egentlig gerne vil ud af venskabet. Zeki er simpelthen for voldsom for ham. Det samme spejler sig i Simon og Mickeys venskab.
En anden ting jeg har tænkt over er at Lisa, Mickeys pædagog virker utradtionel i sine metoder men professionel. Hvorfor kan hun ikke håndtere Mickeys tilnærmelser juleaften. Mon hun er symbol på endnu et svigt fra samfundets side. Eller måske snarere at Mickey kan klare svigt fra samfundet, men ikke fra Lisa, som ikke "er samfundet" ?? 

"Brødrene vold har forladt bygningen"..... Velkommen til debatten :-)
Hilsen Tina

AfMarianne Träff
tor, 07/02/2019 - 14:54

Som svar til af Tina Karina Mo…

Hej Tina

Hvor er det morsomt at læse dine indspark. Vi havde vores første læsekreds i går på Ishøj Bibliotek og det var netop spejlingen af de to venskaber vi talte en del om, og  om Lisa's uprofessionelle måde at håndtere Mickey på. Jeg lover vi vender tilbage,  når vi har mødt begge læsekredse.

Men jeg må sige langt hovedparten af læserne i går var begejstret og syntes det havde været en god men hård læseoplevelse. Personligt må jeg nok indrømme at det var hård kost for mig, og at jeg højst sandsynligt ikke ville have læst den færdig hvis jeg ikke skulle. Den var simpelthen for lang, glæder mig til Lone Star ( som er lige så lang)

kh 

Marianne

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer