Bog

Et udestående

Af (
2005
)

Anmeldelse

Et udestående af Mette Winge

Et kriblende hævntema a la Greven af Monte Cristo henlagt til Provisorietidens Danmark er den røde tråd i endnu en vidende, elegant overraskende historisk krimi fra Mette Winges hånd.

En mystisk, men åbenlyst stenrig, dansk-amerikaner vender hjem til fædrelandet for at gøre et bittert regnskab op. Han blev i sin ungdom snydt på det grusomste af to kammerater, så han ludfattig måtte udvandre til Amerika, hvor han på klassisk vis måtte meget ondt igennem, før lykken vendte.

Mette Winge holder læseren på pinebænken. Kun langsomt får man stillet sin nysgerrighed. Hvem var han? Hvordan skabte han sin formue? Og hvad skete der egentlig dengang?

Han pudser sin lige så mystiske tjener på at opspore de to "kammerater", som, naturligvis, er blevet særdeles velhavende på hans bekostning.

I glimt følger vi kvinderne i to familier, hvor de trods materiel velstand er mere eller mindre ulykkelige på grund af manglende udfoldelsesmuligheder og mændenes vilkårlige tyranni. Også en sympatisk politibetjent, som den opmærksomme læser genkender fra "Novemberlys", følges både privat og på arbejde.

Klunketidens Danmark med de store klasseskel står efterhånden lyslevende på nethinden helt ned i mindste detalje, ikke mindst på grund af forfatterens geniale ide med at begynde hvert kapitel med en af datidens annoncer.

Spændingen bliver tykkere og tykkere, som personernes skæbner ubønhørligt væves ind i hinanden. Får rigmanden sin hævn? Ingen krimi uden mord…

Problemstillingerne bliver stadigt mere komplekse, som læseren også får kendskab til personernes usympatiske træk og handlinger, og den overrumplende og djævelsk udspekulerede slutning er alle pengene værd.

Kun få kan som Mette Winge forbinde en fænomenal historisk viden med en veldrejet krimiintrige og nuancerede, troværdige personer. Som i "Novemberlys" og "Nogle dage i september", der også foregår i Provisorietiden, er hun præcis og skarp i sin sociale indignation og sin udstilling af borgerskabets konventioner og fordomme.

Hendes foragt drypper især tyktflydende ned på datidens kvindesyn. Hun formår at antyde, hvordan nye ideer og opfindelser efterhånden vil skabe et helt nyt samfund, ikke mindst for kvinderne. Som om det ikke var nok, har Mette Winge altid haft sin helt egen fornemmelse for det danske sprogs skønhed.

Gyldendal, 2005. 313 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25863615
ISBN
9788702038903
Antal sider
313

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer