Bog

En forpestet tid

Af (
2003
)

Anmeldelse

En forpestet tid af Candace Robb

13 okt.03
Lån bogen på

"Lige uden for York byport stødte selskabet på en mand, der var omviklet med dyreskind og klyngede sig til en hyrdestav. Han stod på en klippe og advarede alle, der passerede, om antikrists komme. Søg ikke tilflugt for Herrens vrede!"

Året er 1369, og pesten hærger for tredje gang i York. Byens befolkning er mærket af frygt og mistro, hvilket får sladder og rygter til at blomstre. En historie holder folk især af: Pensionærer på det lokale St. Leonard-hospital er begyndt at dø under mystiske omstændigheder, hvilket er ret belejligt for hospitalet, da økonomien er skrantende. Pensionærerne er dyre, og nogle har testamenteret sine ejendele til stedet. Rygtet kommer forstanderen sir Richard de Ravenser for øre. Han overbeviser sin onkel Thoresby om, at dette må være en opgave for spionen Owen Archer.

Det er de sædvanlige personer, vi følger i York og omegn, som i de tidligere bøger. I denne fortælling er det dog især Ravenser og kroejer Bess Merchett, der træder frem. Hun bliver ufrivilligt blandet ind i intrigerne, da hendes onkel, der er pensionær på St. Leonard, kommer til skade ved en brand. Robb formår som altid at vende og dreje læserens sympati alt efter, hvilken person vi får historien fortalt igennem. På denne måde fremstår Bess som en ærlig og loyal veninde til apotekerfruen Lucie, mens Ravenser ser hende som et fremfusende og sladrende kvindemenneske. På samme måde er intrigerne svære at gennemskue, og kun med hjælp fra Owen Archers skarpsindighed kan trådene redes ud.

Intrigerne er som sædvanligt godt skruet sammen, men det er fortællingens fremstilling af pesten, der efter min mening gør "En forpestet tid" til den bedste Owen Archer-bog indtil videre. I historien blandes præsternes og munkenes mening om Guds vilje med Magda Digbys hedenske tanker og apotekerens frustration over ikke at kende et helbredende middel. Der tilsættes filosofiske tanker, som når Bess tænker, at Guds straf for menneskenes synder blot gør dem til større syndere.

Man kan sagtens læse "En forpestet tid" uden at have kendskab til de tidligere bøger i serien, men jeg vil anbefale at læse dem i rækkefølge, da der hentydes til tidligere mysterier.

Oversat af Ole Lindgård Henriksen. Hovedland, 2003. 309 sider. Kr. 259,- Læs flere historier fra middelalderen

Bogdetaljer

Secondary title
Et middelaldermysterium med Owen Archer ; 5
Forlag
Hovedland
Faustnummer
24754421
ISBN
9788777396465
Antal sider
309

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer