Bog

Vor frues kapel

Af (
2001
)

Anmeldelse

Vor frues kapel af Candace Robb

01 jun.01

"Vor frues kapel" er anden del i en serie på forløbig 9 bind om kaptajn Owen Archers meriter som detektiv i Lordkanslerens sold.

I seriens første bind, "Apotekerrosen", blev Archer gift med apotekerenken Lucie og blev endvidere hendes lærling i faget. Archer er helst fri for detektivarbejdet, men diverse forviklinger med udgangspunkt i hans fortid som kaptajn for bueskytterne har bragt ham i et afhængighedsforhold til Ærkebiskop og Lordkansler Thoresby, som bruger ham til opklaringsarbejde i delikate mordgåder.

I "Vor frues kapel" myrdes en købmand fra det magtfulde tekstilhandlerlaug. Eneste vidne er en forældreløs dreng og eneste spor en hætteklædt kvinde. Archer og Thoresby må dog sande, at de denne gang er oppe mod magtfulde kræfter, hvis intriger rækker helt til kongen. Penge, hævn og magtkampe ved hoffet er blot nogle af historiens ingredienser. Handlingsforløbet skal ikke beskrives nærmere her, men spændende og underholdende er det.

Candace Robb er historiker, og det kan ses i den fremragende miljøbeskrivelse af middelalderens York og dens indbyggere. Det er en beskrivelse af et samfund, hvor afhængighedsforhold og religion gennemsyrer livet. Alle er afhængige af nogens gunst, selv den magtfulde Thoresby kan mærke sin magts skrøbelighed. De sociale forhold og magtstrukturer, hvor der må tages hensyn til den enkeltes position i samfundet, giver romanen et ekstra krydderi, og umiddelbart virker det meget troværdigt beskrevet. Som krimi fungerer historien godt og nervepirrende, det er heldigvis svært at regne plottet ud.

Historiske kriminalromaner er populære i tiden, og Candace Robbs historier hører til i den bedre del af genren, hvor også Lindsey Davis' romerske detektiv Falco er at finde. Historierne om Owen Archer kan godt minde om Ellis Peters Middelalderkrimier om broder Cadfael.

Af dansksprogede romaner indenfor denne genre er Martin Jensens bøger om byfoged Eske Litle i Assens nogle af de bedre, uden at de dog når på niveau med Robb.

"Vor frues kapel" kan absolut anbefales som god ferielæsning til den kommende sommer.

Hovedland, 2001. 345 sider


BogWeb - 1. juni 2001

Bogdetaljer

Secondary title
Et middelaldermysterium med Owen Archer ; 2
Forlag
Hovedland
Oversætter
Ole Lindegård Henriksen
Faustnummer
23292238
ISBN
9788777394881
Antal sider
345

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer