Bog

Dukkesamleren

Af (
2018
)

Anmeldelse

Dukkesamleren af Anna Snoekstra

01 maj.18

Spændende psykologisk thriller med et noget stereotypt og karikeret persongalleri. Forfatterens debut er bedre.

Rose bor i den lille bitte by Colmstock og drømmer om at komme væk. Hun vil være journalist på en af de store landsdækkende aviser og gør alt, hvad hun kan, for at komme ind i varmen – hun ser stort på sandheden og angiver alt og alle. Politimanden Frank er forelsket i Rose og ser derfor gennem fingre med mange ting, hvilket kommer til at koste ham dyrt. Rose har én rigtig god veninde, Mia, som hun også arbejder sammen med, men heller ikke hende formår Rose at behandle med respekt.

Der sker mange ting i Colmstock, og Rose udnytter det hele til at få foden indenfor i avisbranchen. Hun ved reelt ikke hvem, der har gjort hvad og hvorfor, men hun digter og gætter og er ligeglad med, hvad det gør ved de berørte personer. Nogen af dem har fortjent beskyldningerne og følgerne deraf, nogen har ikke, men det ender med, at Rose får ødelagt en del menneskers liv, heriblandt også sit eget.

Der er ikke ret mange af personerne i ’Dukkesamleren’, der er nemme at holde af. De fleste er enten magtmisbrugere, forvoksede teenagere, der aldrig er blevet voksne eller kriminelle i en eller anden grad. De fleste er meget stereotype og upersonlige, og deres træk er overdrevne og karikerede. De få ”gode” i historien er nogle uskyldige børn, og så er der et par stykker, der er både og. Veninden Mia, Mias kæreste Baz og den fremmede i byen, Will, hører til i den sidste kategori. Handlingen er voldsom og nådesløs på flere planer, og der er en gennemgående tristhed over historien.

Jeg kan godt lide skrivestilen og det flydende og lettilgængelige sprog, og selvom en del af handlingen er gennemskuelig, er slutningen overraskende og uventet. Jeg kunne dog bedre lide forfatterens debut, ’Hendes sidste sommer’, men jeg vil da bestemt læse flere fra hendes hånd. Bogen kan anbefales til læsere af ’Kvinden i kahyt nr. 10’ og ’I en mørk mørk skov’ af Ruth Ware, ’Kvinden der forsvandt’ af Gillian Flynn og andre psykologiske thrillere.

Bogdetaljer

Forlag
HarperCollins
Oversætter
Nikolaj Kvistgaard Johansen
Faustnummer
54114834
ISBN
9788771913491
Antal sider
345

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer