Det evigt menneskelige

Nationaldigteren er brugt i det uendelige lige fra management til underholdning. Her giver en af vores bedste litteraturforkæmpere sine personlige og aktuelle bud på eventyrlæsning.

Som sikkert andre voksne danskere har mit forhold til H.C. Andersens eventyr været noget i retning af: ”Ja ja, jeg VED godt, at hans eventyr kan tolkes af voksne, men jeg kan ikke klare deres nuttethed alligevel”.  Birthe Rønn Hornbechs eventyrlæsninger har flyttet min opfattelse en hel del.

Jeg har fulgt hende lige siden, jeg for en del år siden som bibliotekar med arrangementer som arbejdsområde bookede hende til et litteraturarrangement. Birthe Rønn Hornbech havde skrevet et indlæg i et dagblad om vigtigheden af at læse skønlitteratur, og jeg sendte en mail til hendes Christiansborg-adresse med en forespørgsel på et biblioteksforedrag om emnet. Der kom et folketings-standardautomatsvar om, at man måtte forvente ventetid, og jeg slog det egentlig ud af hovedet igen. Tyve minutter senere kom der en personlig og meget begejstret mail, at DET ville hun rigtignok gerne komme ud og snakke om! 

Vi havde en dejlig aften, der var fuldt hus og en yderst veloplagt foredragsholder. At jeg ikke stemmer på Venstre, og at hun senere havde en lidt mislykket ministerkarriere, ændrer ikke på mit billede af hende som en imponerende uforfærdet litteraturkriger. Derfor måtte jeg se denne bog, og jeg blev absolut ikke skuffet.

Samme energiske formidlingslyst, som jeg husker fra førnævnte aften, findes på hver eneste side. Birthe Rønn Hornbech har udtalt, at hun karrieremæssigt bare har gjort, hvad hun fik besked på. Dén køber jeg ikke! Alt, hvad hun gør, er 100% personligt - måske lidt for personligt kunne hendes ministernedtur måske tyde på, men i denne bog fungerer det.
Den er systematisk organiseret i ”emner”, for eksempel første afsnit med de første historier og deres modtagelse. Dernæst om hvordan digterens liv blev fortalt gennem eventyrene, et afsnit om forskellige eksistensers tilgang til dette liv og så ét til slut baseret på H.C. Andersens egentlige meget pragmatiske, men alligevel inderlige kristentro.

Undervejs fortæller Birthe Rønn Hornbech om sin barndoms oplevelser med eventyrene, men frem for alt om sine meget nutidige tolkninger. Kunne hun på nogen som helst måde lade være med at fortælle om mediernes grådighed og så fjeren og de fem høns? Det er SÅ morsomt! Og hun kan også gøre forhærdede sjæle som undertegnede opmærksom på de onde eventyr, de gribende og de skarpe og ironiske. H.C. Andersens var både let, elegant og ironisk i sin fortællemåde, nu HAR jeg begrebet det. Og det er jeg glad for.