Bog

6 × kærlighed

Af (
2002
)

Anmeldelse

6 x kærlighed af William Sutcliffe

26 aug.02

Vi følger seks unge i slutningen af 20'erne i deres søgen efter det perfekte knald og den eneste ene. Lisa og Guy lever på overfladen det perfekte parforhold, men glansbilledet begynder at krakelere, i takt med at kedsomheden sætter ind. Lisa får afløb for de seksuelle drømme gennem veninden Keri og bekræftes i sin egen skønhed gennem den neurotiske kollega Josh, som er hemmeligt forelsket i hende. Guy kan ikke tage sig sammen til at få færdiggjort sin PH.D afhandling og styrker sin selvtillid i venskabet med den sky og lidt kiksede Helen, mens vennen Graham må lægge øre til hans beklagelser. Lisa leger Kirsten giftekniv og arrangerer et stævnemøde mellem Keri og Josh, som ender i en katastrofe. Det sætter indirekte gang i de forviklinger, der følger, og som kulminerer i Guys utroskab med Keri. Et sexkantsdrama og en sexkarrusel med konsekvenser for parforhold og venskaber.

Sutcliffe lader os se de forskellige scener med de involveredes øjne, hvilket giver læseren både kvinde- og mandesynsvinklen, og det er med til, at vi ændrer opfattelse af personerne flere gange undervejs. Det er et godt fif og holder interessen fanget.
Det kunne være forviklinger og situationer fra vort eget liv, og vi kender nogle af reaktionsmønstrene. Alligevel virker det ikke helt troværdigt. Lisa er mentalt på vej ud af forholdet med Guy før hans utroskab, men skiftet i hendes følelser og indstilling til Guy er ikke overbevisende beskrevet. Og selv om kærlighedens veje er uransagelige, virker det lidt tyndt, at den kritiske superbabe Keri, som vælter sig i mænd, falder for den lidt kiksede Graham. Bevares, det kan ske, men Sutcliffe kommer let om ved det.

Sproget er let og flydende, og romanen har en ironisk humor, som vækker genkendelse. Netop genkendelsen kan være romanens problem. Vi har læst det hele før, bare meget bedre. Sutcliffe rider med på bølgen af romaner om singleliv og parforhold for dem sidst i 20'erne og omkring de 30, som blev startet af Nick Hornby og Helen Fielding. Det er trendy, men Sutcliffes bog er ikke på niveau med førnævnte forfattere. Dertil er den for overfladisk og skøjter for let hen over problemstillingerne, ligesom personerne mangler dybde.

Det, der alligevel gør "6 x kærlighed" læseværdig, er dialogerne. De er gode, humoristiske og underholdende. Genkendelsen af situationer giver læseren mulighed for at grine lidt eller krumme tæer, og det er vel ikke så galt.

Oversat af Carsten Norton Pedersen. Borgen, 2002. 241 sider. Kr. 249,- Lån bogen på

Læs anbefalingen af Sutcliffes første (og bedre) bog på dansk, "Indien tur/retur"

Bogdetaljer

Forlag
Borgen
Faustnummer
23993732
ISBN
9788721016845
Antal sider
241

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer