Af litteraturprofessor Anne-Marie Mai
Liv Nimand Duvås roman, Vi er vel helte, har et iøjefaldende gult omslag med en indgravering af noget, der ligner to sole. Titel og forfatternavn er også indgraveret på omslaget, men det er svært at læse begge dele. Man er nødt til at kommer forbi den lysende gule farve og de store sole, før man får fat i hvad bogen hedder, og hvem, der har skrevet den. Layout og tilrettelæggelse af udgivelsen synes at antyde, at vi skal forbi en næsten skrigende gul optimisme, før vi kommer frem til historien om den unge lægestuderende Billie og hendes far, der dør af sit alkoholmisbrug.
Vi er ikke i tvivl om, hvordan historien ender, for første kapitel starter simpelthen med, at datteren må identificere sin far på Retsmedicinsk afdeling, hvor han ligger død på et koldt stålbord. Herefter får vi oprullet den barske historie i en række kapitler, der bevæger sig frem og tilbage i tid fra Billies barndom til hendes voksne liv med studier, en kæreste i Berlin og deltagelse i ungdomsbevægelser i storbyen. Billies far er musiker og med i et miljø, hvor alt for meget alkohol er fast inventar. Faren er god til at skjule, hvor galt det er fat med ham, men er også så langt ude, at blackouts og hospitalsindlæggelser hurtigt afløser hinanden. Forholdet mellem faren og moren slutter hurtigt, et nyt forhold, som faren engagerer sig i, går også galt, og den unge Billie er snart ene om at klare de mange problemer, farens druk fører med sig. Hun kæmper for at få ham til at holde op med at drikke og er der altid for ham, men de mange anstrengelser hjælper ikke. Han klamrer sig til sine guldøller og kan ikke selv tage de skridt, som er nødvendige, hvis han skal overleve. Forfaldets logik er frygtelig at følge, men det er også skræmmende at se, hvor selvopofrende Billie bliver i sin kamp med og mod faren. Det professionelle system er der, men alkoholikere er, som Billie pointerer, ikke særlig højt ansete patienter; de burde selv gøre noget og har jo selv bragt sig i ulykke. En grum og umenneskelig tankegang i betragtning af alkoholens forfærdelige forgiftning af krop og sjæl. Romanen viser om noget, at en alkoholiker er hjælpeløs og behøver andres hjælp, men den fortæller også, hvordan man som pårørende kan være ude af stand til at yde den rigtige hjælp, hvor gerne man end vil gøre det rigtige.
Liv Nimand Duvås roman lægger op til eftertanke og samtale om alkoholisme, medmenneskelighed, forholdet mellem forældre og børn, og om at vores velfærdsinstitutioner langt fra lever op til de idealer, vi drømte om.
Vi er vel helte bliver menneskeligt set utroligt vedkommende, fordi den er så godt fortalt, og fordi forfatteren mestrer sit sprog. Historien bliver vedkommende i den måde stoffet struktureres på, karaktererne danner sig for læserens blik, og de følelsesmæssige konflikter skærpes af de sproglige detaljer. Det er en kunstnerisk vellykket fortælling, Liv Nimand Duvå har skabt. Man har fornemmelsen af, at forfatteren kunne have udviklet et hvilket som helst tema for os, og det ville være lykkedes for hende at engagere os i handlingen og personerne. Hun har simpelthen en evne til at udvikle en fortælling og lade den følge sine egne veje.
Derfor er det godt, at hun har vovet at kaste sig over et tema, som er vedkommende for mange unge, børn og voksne. Der er, som forfatteren selv har bemærket i et interview, megen fortielse og skam knyttet til alkoholmisbrug. Både alkoholikeren og de pårørende skammer sig. Romanen bygger på forfatterens egne erfaringer som pårørende til en alkoholiseret far, og som hun siger i et interview: ”Jeg havde båret rundt på hans hemmelighed, og hans hemmelighed var blevet min. Et helt livs indoktrineret skam omkring de ord: alkoholiker, alkohol.”
Det tankevækkende er imidlertid, at hele problemstillingen omkring lettelsen ved at udtale alkoholdjævelens navn og samtidig alligevel ikke rigtig være fri for de ubærlige følelser, kommer for en dag, når historien fortælles som et stykke kunstnerisk litteratur. I den kunstneriske fortolkning er det netop muligt at holde fast ved modsigelserne, alt det uvisse og ubestemte. Her er det muligt at lade modsætninger stå ved magt, og stemmer modsige hinanden. Her skal følelserne ikke nødvendigvis bringes til ro eller til en afklaring; her kan de få lov til at tale med og mod hinanden. Som kunstnerisk fortælling kommer hele problemstillingen frem, og vi kan selv tænke efter. Alkoholismen er ikke én sygdom, den er mange. Den rammer det enkelte menneske på en måde, der er forskellig fra andre, selv om symptomerne og sygdomsforløbene har fælles træk. Det er måske først og fremmest den lære, man kan drage af Liv Nimand Duvås roman: lær af litteraturen at være lydhør over for det enkelte menneskes særlige historie, særlige vilkår og individualitet.
Undervejs i sygdomsforløbet får faren kontakt med Anonyme Alkoholikere og datteren Billie kommer med i en pårørendegruppe, da faren gennemgår Minnesota-kuren. I begge forløb er det fortællingen, der skal frem. Datteren skal fortælle sin historie, og faren skal bevæge sig fra at erkende alkoholens magt over hans liv til en indsigt i, at han har brug for en højere magt for at kunne gøre sig fri af alkoholismen. Hverken det ene eller det andet virker. I samtalegruppen gælder det først og fremmest om at nå frem til en afslutning på sin historie, alt andet er ubærligt, og man vælger hellere at lade et positivt eller definitivt udsagn stå tilbage end at spørge om, hvad der faktisk er sket, og hvad fortælleren frygter. Vi kommer tæt på alle de mange forkrampede følelser, der er alkoholismens følgesvend og bliver klar over, at alt for store byrder lægges på de pårørende, og hvordan de reduceres til en være en funktion af situationen. Den pårørende skal være som en krykke for alkoholikeren, siger en af behandlerne tilmed.
Det er en ganske barsk oplevelse at bevæge sig ind i romanens univers, men man kommer beriget derfra. Måske har man som læser været inde i et univers, man ikke kender til, måske har man fået en indsigt i, hvad medmenneskelighed er eller burde være. Romanen er bestemt opbyggelig, men ikke på nogen frelst eller nem facon. Men at man som læser indlever sig i Billies historie og tænker efter er uafviseligt.
Liv Nimand Duvås talent for at skabe en situation, optegne et sted eller et rum, oplever man overalt i romanen. Venteværelset, hospitalet og farens forfaldne hjem står lysende klart for læseren. Det er så knusende godt gjort, at man har grund til at vente sig alt muligt af denne forfatter. Der skal en enorm skrivekraft til at skabe disse mørke universer og få hver en klæbrig drukdetalje til at fæstne sig ved papiret.
Jeg vil slutte med at læse et lille stykke fra romanen, hvor Billie baner sig vej ind i farens drukhulehjem.
Jeg går henover stenene op til hoveddøren. Døren åbner sig indad, og huset åbner sig som en vifte, der har ligget sammenfoldet i brystkassen. Der er en sødlig lugt af gæret alkohol. Ikke engang skammen får dig til at lufte ud længere. Og langs panelerne blomstrer flasker op og danner stier af cigaretskodder og gulddåser, og gulddåserne glinser sig dagslyset, og dagslyset hænger i vinduerne, og på gulvet ligger støvet og klumper i den indtørrede alkohol. Sålerne klistrer til gulvet, og jeg må trække dem til mig, når jeg går. Her er kun mine egne svuppende skridt.
Tak til forfatteren for denne både rørende og nøgterne roman. Hjertelig tillykke med Debutantprisen 2017.
Kommentarer