Mikkel Beha Erichsen og litteraturen

Litteratursiden fangede Mikkel Beha Erichsen netop hjemvendt fra to måneder til søs. Vi spurgte ind til hans forhold til litteraturen og havet. 

Hvad betyder bøger for dig, når du er ude at sejle?

Et godt skibsbibliotek er helt uundværligt til søs. Vi er jo ude på havet i den meget lykkelige situation, at vi hverken har TV, Radio eller netforbindelse, og det giver den ro, der kan være svær at finde i land. Langt de fleste bøger, jeg har læst i mit liv, er blevet læst til søs. En anden meget stor glæde er at kunne dele bøgerne med andre. Vi sejler jo ofte flere sammen, og det betyder, at vi også læser de samme bøger og har tiden til at dele læseoplevelsen med de andre ombord. På vores skib, Havana, har vi plads til ca. 3 meter bøger, når nautiske almanakker, tidevandstabeller, motormanualer, dykkerinstruktionsbøger, crusing guides og anden skibsfaglitteratur er trukket fra. Det betyder, at man på et tidspunkt også når til de bøger, man måske ikke selv ville vælge i første omgang, og så er man jo lige pludselig på eventyr og i ukendt litterært farvand. Og det med at tage på eventyr og bevæge sig ud i det ukendte er en dejlig last, som alle i familien lider af. Vores mellemste søn, Theis, havde stort set aldrig læst en bog, inden han som 20-årig for 2 år siden drog ud på en tre år lang jordomsejling med sin storebor Emil. Nu er de kommet godt og vel halvvejs, og han læser nu 2-3 bøger om ugen.

Hvad betyder bøger for dig i din hverdag?

Desværre fylder bøger alt for lidt i min hverdag. Jeg er ansat som vært på Go morgen Danmark, og det kræver, at jeg er rimeligt bredt orienteret om, hvad der rører sig i både Danmark og ude i den store verden. Jeg har samtidig travlt med at lave vores rejseserie ”Kurs mod fjerne kyster”, og det betyder, at der ikke meget tid tilovers. Jeg læser mange bøger om de steder, vi skal ud og optage vores programmer, og det er alt fra Lonely Planet og fagbøger om de forskellige lande, men også crusing guides, der kan fortælle om vejrsystemer, gode ankerpladser og skønlitteratur med relation til de steder, vi skal sejle.

Hvor læser du ombord på skibet? 

Pladsen er trang på et lille sejlskib. Men i godt vejr, når der ikke står vand på fordækket, er det favoritstedet, når man har en time eller to med sin bog. Når vi sejler i det ækvatoriale bælte, sniger temperaturen nede i køjen sig ofte godt op over de 30 grader, så det er sjældent dér, man bliver længe med en god bog.

Hvilke bøger står der i skibsbiblioteket?

Vi har mange bøger, der på den ene eller anden måde har med havet at gøre. I øjeblikket sejler vi i Stillehavet, og hele søfartshistorien med de store opdagelsesrejsende står ligesom meget tæt på derude. Vi har bøger om Beagles rejse med blandt andre Darwin ombord. Vi har bøger om andre sejlede, der har gjort store sørejser. Helt forrest stå bl.a. vores gode ven Christian Liebergreens bog  11 meter frihed, der handler om den fantastiske rejse, han lavede for nogle år siden, hvor han sejlede alene jorden rundt non-stop i en lille 35 fods gammel sejlbåd. Vi har også vores TV-fotograf Hannelore Dörners bog stående. Hun sejlede sammen med sin familie jorden rundt og skrev bogen I samme båd. Vi skifter løbende besætning og får på den både også skiftet løbende ud i biblioteket. Men fast ombord er stort set alt, hvad Jan Guillou har skrevet. Alt fra Hamilton serien til Arn-bøgerne og hans nye serie om Brobyggerne.

Hvad er din yndlingsbog, og hvorfor?

Lige nu er min yndlingsbog Mytteri af John Boyne. Vi er for få uger siden vendt hjem fra Pitcairn Island, hvor der den dag i dag stadig lever 40 direkte efterkommere af mytteristerne på Bounty. Mytteriet på Bounty kan læses igen og igen i alle dets udgaver og er enestående ved, at man fra søforhør, dag og logbøger kender hele forløbet meget detaljeret. Det er et virkelighedens eventyr, der bare har det hele.

Har du en litterær yndlingskaptajn?

Jan Guillou har jeg altid læst med stor fornøjelse og beundring. Jeg har i mit liv som TV-vært haft fornøjelsen af at skulle interviewe mange forfattere og andre kulturpersonligheder. Den eneste gang, hvor jeg faktisk var nervøs inden, var da jeg skulle interviewe Jan Guillou. Hans kone var med og sad ude i kontrolrummet og lyttede med. Efter interviewet roste hun mig og sagde, at jeg havde fået ham til at fortælle historier, som ikke engang hun havde hørt. Det var et kompliment og et meget godt billede på, at man som journalist kommer langt ved at have forberedt sig ordenligt. Han kunne fornemme, at jeg kunne hans forfatterskab, og gad godt at tale med mig.