»Krigen fik mit sprog til at forsvinde«

»Jeg har et fuldstændig andet liv i dag, end før jeg tog til Afghanistan. Det hele handler selvfølgelig ikke om krigen, men den her bog har ændret mit liv på en anden måde, end nogle af mine tidligere bøger har gjort,« fortæller Dy Plambeck om »Mikael«. Den roman, der kom ud af hendes 14 dages ophold blandt de danske soldater i Camp Bastion i 2012, og som er nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris, Læsernes Bogpris.  

»Mikael« fortælles i to sideløbende spor. I det ene følger vi journalisten Becky, der ligesom Dy Plambeck selv rejser til Afghanistan for at skrive om hverdagen ved fronten. Det andet spor fortæller historien fra soldaten Mikaels perspektiv.

Romanen vender vi tilbage til. For hvad fik som udgangspunkt en dengang 32-årig forfatter til at pakke kufferten med et væld af Moleskine-notesbøger og rejse til det krigshærgede Afghanistan?

For Dy Plambeck kom det af en undren, der var blevet plantet i hende tidligere i 2012.

»Det var på det tidspunkt 20 år siden, Balkankrigen var brudt ud, og i den forbindelse tog jeg til Bosnien for Weekendavisen. Dér blev jeg grebet af at se, hvordan krigen stadig sad i samfundet. I de forladte huse, der stod fyldt med skudhuller, og i befolkningens tomme blikke. Det gjorde mig interesseret i krig,« fortæller Dy Plambeck, der begyndte at læse nogle af litteraturens klassiske krigsværker: »Intet nyt fra Vestfronten«, »I stålstormen«, »Krigskunsten« og »Om krig«. 

»Jeg blev mere og mere interesseret i emnet. Hvad krig er, og hvordan det er at være et menneske i krig. For at komme det nærmere var det oplagt at tage til Afghanistan, hvor Danmark var krigsførende på det tidspunkt,« siger hun og fortæller om sit første indtryk i den danske lejr:

»Vi kom derned om aftenen og landede med helikopteren i et mørkt Camp Bastion. Det var på en måde meget betegnende, for det at være i krigszonen var som at være i et mørke – selv når det skarpe sollys stod ned på sandet, som hele lejren var fyldt af.«

For selv om lejren var bygget op som en dansk provinsby med et lille posthus, en kirke, en politistation og et supermarked, var noget fundamentalt anderledes:

»Civilisationen lignede den i vores civile samfund herhjemme i Danmark, men var samtidig en helt anden, fordi den sætning, der ellers karakteriserer næsten ethvert samfund, »Du må ikke slå ihjel«, var ophævet i krigszonen. Det var både ekstremt skræmmende og meget fascinerende.«

Krigen satte sig også i soldaternes fysik, erfarede Dy Plambeck. I måden, de bevægede sig på. På den måde er krigen også forbundet til kroppen. Det kropslige er med til at skabe soldaten. Den overtager nærmest soldatens krop. Men sproget halter. Eller rettere sagt er det, som om sproget forsvinder, når det handler om krig:

»Med »Mikael« ville jeg gerne give krigen et sprog. Krigen har selvfølgelig et sprog, men et meget begrænset sprog. Det kan ikke kan italesætte følelser eller indre tilstande. Becky laver et sted i bogen en liste, hvor hun remser op, hvad nogle af krigens udtryk betyder: Føling betyder kamp. At rense op betyder, at der ikke er flere levende fjender tilbage. Som forfatter interesserer jeg mig selvfølgelig for sprog, og det var interessant at opleve, hvor svært soldaterne havde ved at sprogliggøre deres erfaringer i krigen.«

Krigen påvirkede også hendes eget sprog.

»Jeg havde en lang skrivekrise. Da jeg kom tilbage, skrev jeg de reportager, der var formålet med min tur, og så havde jeg ellers tænkt mig, at jeg skulle fortsætte på et gammelt romanprojekt,« siger Dy Plambeck og forklarer, at bogen, hun forsøgte at skrive, ligesom hendes tidligere bøger skulle kredse om nogle skæve eksistenser i den danske provins. Men det gik ikke.

»Jeg kunne slet ikke komme ind i det sprog igen. Jeg tror, det var en efterve af krigen. Uden at jeg overhovedet var blevet traumatiseret, var mit sprog forsvundet. Eller i hvert fald kunne jeg ikke skrive videre på den gamle måde.«

Men da hun begyndte at skrive skønlitterært om sine  oplevelser i Afghanistan, kom hun i gang.

»Det var et landskab, jeg skulle gå igennem. Det var min egen ørken, ikke krigens ørken. Bogen er skrevet i et meget mere nøgternt sprog. Det er stadig poetisk, men meget mere underspillet end i mine tidligere bøger, der springer fra sætning til sætning i et orgie af metaforer.«

Om det gamle sprog  er kommet tilbage, ved Dy Plambeck ikke endnu.

»Jeg har ikke skrevet noget siden. Jeg udgav bogen 15. august sidste år, og 14 dage senere fik jeg min datter. Men jeg er ekstremt glad for, at det lykkedes mig at skrive »Mikael«, for jeg føler, den har åbnet mine muligheder som forfatter meget. Mine første tre bøger lignede mere hinanden, men når jeg også kan skrive en bog som »Mikael«, ligger hele verden pludselig åben.«