Ord og tegninger kan udløse voldsomt negative reaktioner, men det må aldrig få os til at miste troen på kunstens forandrende kraft og vitale samfundsbetydning. Det skriver Dansk Forfatterforenings formand, Jakob Vedelsby, der frygter, at ikke mindst statsfremkaldt selvcensur blandt forfattere, illustratorer og andre kunstnere vil brede sig i Danmark efter terrordrabene i Paris og København.
Af Jakob Vedelsby, forfatter og tidligere formand for Dansk Forfatterforening
Som forfatter eller illustrator påvirker man omgivelserne med sine ord og tegninger. Omgivelserne svarer indimellem tilbage med fornærmede, vrede eller taknemlige kommentarer. De svar, som i januar ramte tegnere og andre omkring Charlie Hebdo i Paris, og som i februar ligeledes kostede menneskeliv i København, sendte chokbølger gennem verden. For mig er der en tid før og en tid efter terrordrabene i København, fordi de med ét slag ændrede danskernes virkelighed. Efter den februardag tegner der sig et mere utrygt og uforsonligt Danmark, hvor vi skal leve med en permanent frygt for det næste angreb på vores demokrati og livsform.
Ytringsfriheden og det berømte ”men”
Vi lever i et land, hvor borgerne, inden for lovens rammer, har fuld frihed til at sige, skrive og tegne præcis, hvad de vil. Som forfatter eller illustrator behøver man ikke tage hensyn til, om man fx generer en socialdemokrat eller en hindu. Den, der ikke kan tåle mosten, må lade være med at læse den pågældende bog. Vi har ingen læsetvang i Danmark.
Verdenslitteraturen rummer i øvrigt en perlerække af fornærmelser mod konger, paver, politikere og helt almindelige mennesker. Sådan er det med frihed. Den franske forfatter Regine Deforges blev ved flere lejligheder anklaget for at skrive fornærmende litteratur, hvilket ikke forhindrede hende i at fortsætte med sine erotisk betonede historier. Alle kender de konsekvenser det havde for Salman Rushdie at sende De sataniske vers på gaden. Men det forhindrede heldigvis heller ham ikke i at skrive videre – om end der blev og bliver gjort store anstrengelser for at gøre det svært for ham.
Vi danskere risikerer nemt at tage ytringsfriheden for givet. Nogle betragter den som så selvfølgelig, at de mener, den bør modificeres af hensyn til den gode tone. En tanke, der måske kan være fristende ved et middagsselskab, men næppe holder vand i et større perspektiv. Magtfuldkommenhed ligger som en indbygget risiko i både politiske og religiøse institutioner, og over for magten må vi aldrig give køb på ytringsfriheden. Ethvert levende samfund har brug for, at kunstnere og alle andre borgere kan sige fra – også ved hjælp af satire.
Dette synspunkt finder talrige modstandere. At dømme efter læsebreve i aviserne og ytringer på Facebook og andre sociale medier, er det en populær holdning også herhjemme, at man i sine ytringer bør tage udstrakt hensyn til forskellige samfundsgruppers religiøse overbevisninger. Man skal håndhæve ytringsfriheden, men begrænse sine ytringer via selvjustits for ikke at såre eller fornærme. Det er også essensen af denne mail, som jeg modtog fra en forfatterkollega efter terroranslaget i København:
”Jeg taler ikke for, at man/vi/jeg af angst for mulige konsekvenser skal slække på ytringsfriheden. Jeg taler for at man udviser almindelig omtanke, takt, rettidig omhu, you name it, når man ytrer sig. Ikke bare af hensyn til den gruppe eller den person, der ville kunne krænkes, men fordi vi alle sammen skal være her. Sprog er magt, og det udøves af visse, som om vi stadig befandt os i middelalderen.”
Den lurende selvcensur
Begrebet selvcensur er ikke klart defineret. Hvor går grænsen fx mellem selvcensur og høflighed? Mennesker lægger bånd på sig selv i mange sammenhænge for at kunne omgås med andre. Et bud på en definition af selvcensur kunne være: Når man lader være med at ytre sig af frygt for repressalier, selv om det, man ville sige, skrive eller tegne, ligger inden for lovens grænser og er foreneligt med ens egen etik.
Den umiddelbare reaktion fra alle sider efter terrorhandlingerne i Paris og København var klar afstandtagen til de kujonagtige angreb på ytringsfriheden. Mange iagttagere udtrykte samtidig håb om, at de ulykkelige episoder ikke ville afstedkomme, at bl.a. forfattere lod sig skræmme til at lægge bånd på sig selv, og de fastslog det vigtige i at holde fast i ytringsfrihedens ukrænkelighed.
Jeg har været i dialog med en række danske forfattere om selvcensur og ytringsfrihed. Der er tale om et meget begrænset materiale, som afspejler forskellige holdninger. Svarene indikerer også, at den akutte nervøsitet og usikkerhed, der antageligt opstod hos mange umiddelbart efter drabene i Paris og København, synes at være stilnet noget af. Men selvcensuren kigger alligevel frem hos flere af forfatterne.
En lyriker siger: ”Jeg har ikke kendskab til hverken forfattere eller forlag, der har censureret sig selv eller forfattere. Det udelukker jo ikke, at man tænker sig om, før man sender noget offentligt ud, men det ser jeg kun som en fordel.”
Synspunktet bakkes op af en fagforfatter: ”Jeg har hørt flere sige, at de synes det er okay, hvis en redaktør vælger ikke at bringe Muhammed-tegningerne eller tegne provokerende satire. Man fortjener ikke at blive kaldt en kylling af den grund. Det kan jo være, man ikke tror på satire eller synes, tegningerne er dårlige.”
En skønlitterær forfatter pointerer, at ”man jo godt kan lade være med at sige noget, fordi det fx skønnes ikke at være umagen værd.” Og vedkommende fortsætter: ”Min holdning er, at man selvfølgelig skal ytre sig, når man har noget ordentligt på hjerte. Tegningerne var okay, men hvorfor de evige gentagelser? Humor opfattes forskelligt, man behøver ikke ustandselig at provokere ved at gentage det samme.”
En fagforfatter pointerer, at ”ytringsfriheden er naturligvis som åndedrættet for forfattere. Men selvom man er sproget mægtig, så er det min erfaring, at sprogets nuancer ikke altid opfattes som det var ment fra afsenderens side.”
En anden fagforfatter siger: ”Jeg går og overvejer, om jeg tør/bør skrive en bog om en bestemt del af muslimernes historie. Det er en bog, jeg længe har haft lyst til at skrive, men det er jo ikke kun mig, det går ud over, men også alle de mennesker, som har forbindelse til bogen.”
En skønlitterær forfatter har ikke lagt bånd på egne skriverier og ej heller hørt om andre, der har – og fortsætter: ”Spørgsmålet om selvcensur er rent akademisk for mig. Som forfatter af overvejende underholdende krimier har jeg under ingen omstændigheder planer om at fornærme nogen som helst. Bortset fra mordere, det er klart!”
Den statsfremkaldte selvcensur
Selvcensur kan udspringe fra andre kilder end frygten for terroranslag. Statsfremkaldt selvcensur er formentlig endnu ikke så udbredt i Danmark, men det vil nok ændre sig i fremtiden som en følge af, at terroren har afstedkommet markant øgede bevillinger og beføjelser til de danske efterretningstjenester.
Det er meget muligt, at der ikke er nogen vej udenom at sætte hårdt mod hårdt, som de danske myndigheder gør ved at opruste og møde religiøst motiveret aggression med yderligere overvågning. Men sporene fra bl.a. USA skræmmer. Her fører den massive overvågning efter alt at dømme til selvcensur hos flere og flere borgere. Folk er begyndt at overveje, hvorvidt det de skriver i bøger, artikler og emails – og siger i telefonen – kan føre til, at de havner i efterretningstjenesternes søgelys. Det er fx stærkt begrænsende og kan give store problemer i hverdagen at ende på den amerikanske ”The No Fly List”, som rummer navnene på tusinder af mennesker, der uden begrundelse nægtes adgang til passagerfly.
Dette bekræftes af Amerikansk PEN, som har undersøgt forfatteres og journalisters mod til at ytre sig. Undersøgelsen, som er refereret i fagbladet Forfatterens majnummer, viser, at et stort flertal af forfattere over hele verden siger, at de er enten ”meget” eller ”i nogen grad” bekymrede over den statslige overvågning i deres eget land – og at dette medfører en stærk tendens til selvcensur. Undersøgelsen viser også, at selvcensuren rækker lige fra at undlade at skrive om bestemte emner til ikke at anvende bestemte ord i emails eller undgå at søge på bestemte hjemmesider.
Kunstens forandrende kraft
Uanset årsagen er selvcensur stærkt problematisk set i forhold til kunstnerisk udfoldelse. Selvcensur er kunstens måske værste fjende og diametrale modsætning. Hvis frygten får overtaget, er der risiko for, at den kunstneriske proces bliver bremset – og så kommer der måske slet ingen ord eller tegninger ud af pennen. Eller også er det, der kommer, stækket i sin kraft.
Ytringsfriheden er en af de vigtigste grundpiller i det danske demokrati. Det er samtidig sikkert og vist, at destruktive ekstremistiske kræfter vil benytte enhver anledning til at trænge ind i den mindste sprække af svaghed og forsøge at lirke den større. Og hvis vi lader det ske, vil vi opleve, at fundamentet for vores måde at leve på gradvis skrider. Vi skal vænne os til, at ord og tegninger kan udløse voldsomt negative reaktioner, men det må aldrig få os til at miste troen på kunstens forandrende kraft og vitale samfundsbetydning.
Jakob Vedelsby har udgivet 6 romaner. Den forrige Menneskeloven er indtil videre udkommet i 8 lande. Hans nye roman Skyggespor udkom i marts 2015 på forlaget Tiderne Skifter. Jakob har siden foråret 2014 desuden været formand for Dansk Forfatterforening.
Kommentarer