Fantasy og realisme har mere tilfælles end vi tror, for fantasy handler om, hvad vi begærer, ønsker, er parat til at dø, eller leve, for - og spejler i mange tilfælde virkeligheden, langt mere end vi aner ved første linje.
Af Marianne Børch, Professor, Institut for Kulturvidenskaber SDU
De seneste år har oplevet en opblomstring i en bestemt form for fiktion – den, vi med et engelsk låneord kalder fantasy. Fantasy er ikke noget nyt: den er beslægtet med de gamle folkeeventyr, og dens forgænger i litteraturhistorien er ridderromanen (eller romancen, som den også kan kaldes). Og så har fantasy en mørk eller dæmonisk slægtning, som vi betegner som den gotiske roman, hvor vi møder vampyrer og dobbeltgængere).
Der er altså, har altid været, og vil altid være, masser af fantasy. Men det troede man ikke for 50-60 år siden. I sin bog 'The Romance' siger den fremragende forsker, Gillian Beer, at romancen stort set er død, bortset fra et par sene rester forfattet af nostalgiske nørder – og hun tænker naturligvis her på Tolkien med Ringenes herre, og jeg tilføjer selvfølgelig C.S.Lewis’ Narniakrøniker.
Udover Tolkien og Lewis var det kun få og dårlige forfattere, der beskæftigede sig med fantasy – Jens Lyn (Flash Gordon) er et eksempel. Den almindelige mening var, at verden nu havde bevæget sig så langt frem ad fornuftens veje, at de hjernespind som fantasien væver, ikke mere tilfredsstillede en oplyst menneskehed. Genren var derfor ved at uddø.
Men den døde ikke
Tværtimod er der så megen fantasy nu om dage, at det er ved at blive den dominerende litterære form. Fantasy sælger, og da den er særlig egnet til filmatisering, sværmer tv-kanaler og biograflærreder nu med fantasy: Ringenes herre, 'Narnia', 'Star Wars', Den uendelige historie, 'Harry Potter' og 'Game of Thrones'. Dertil kommer, at fantasy let kan omsættes i rollespil og computerspil.
Hvorfor denne eksplosion af fantasy i en fornuftsstyret – endda ’regnearksstyret’ – verden, hvor alt skal beregnes matematisk og omkostningsbaseret?
Fantasy handler ikke om fornuft, matematiske evner eller hvad der betaler sig. Fantasy handler om, hvad vi begærer, ønsker, er parat til at dø, eller leve, for. Genren drejer sig næsten altid om, hvad en hovedperson ønsker eller søger, og historien beretter om hans eller hendes rejse mod dette mål. Målet selv er egentlig ikke så væsentligt: det er rejsen selv, der fylder - den søgende proces, hvorunder hovedpersonen må igennem prøvelser og modgang, og må vælge mellem ofte umulige alternativer. Her lærer en heltinde hvad der er vigtigst (hvad vælger hun?), og hvad hun magter (hvilke modstandere magter hun at besejre?).
Disse kriser og valg vises uden forstyrrende faktorer: realismens beskæftigelse med dagligdags ting som møder på et kontor, trafikkaos og familiemorgenmad falder uden for denne genre, som er enkelheden selv, nærmest kliché-agtig (og for denne forfatter er en kliché ikke nødvendigvis foragtelig). Klichéen er der for at fremhæve det vigtige: valgene, kampen mod trusler og skurke, bestræbelsen på at modnes til et helt og fuldbårent menneske,
Den proces følger man jo også i mere realistiske romaner, som kaldes Bildungs-romaner: dannelsesromaner. Men i fantasy er modstanderne ikke kolleger, elsker(inder), aktiekriser eller arbejdsløshed. De er drager, onde riddere eller magtsyge slægter som Malfoy-slægten, overnaturlige væsener som Sauron eller Dødninge.
Men igen kan man spørge, hvad vi skal med den slags sludder? Der har da også altid været dem, der mener at fantasy eller ridderromaner er spild af tid eller direkte skadeligt for evnen til at leve op til de ansvar og den erkendelse af det virkelig livs udfordringer, som alle individer er nødt til at tilegne sig. Fantasy er eskapisme, dvs. virkelighedsflugt.
Det er rigtigt at fantasy kan blive så altopslugende en beskæftigelse, at læseren ikke kan komme ud af sengen og glemmer, at verden rummer skolearbejde og deadlines. Men selv mener jeg, at fantasy-læsning langt hen ad vejen er af det gode.
Det gode kommer af, at vores verden, styret som den nødvendigvis er af fornuftmæssige hensyn, planlægning ud fra synkroniserede ure og nøje udformede skemaer og mødesteder, alle kan nå frem til (skoler, FN-bygningen, Paris, lufthavne), ikke er et menneskes fulde og hele virkelighed. Faktisk er det kun ganske få vigtige anliggender, som fornuften kan planlægge og regulere.
Mennesket styres også af følelser og fantasi: Vi har drømme og forventninger, som medvirker når vi træffer væsentlige valg. Når vi vælger en livspartner, er det sjældent den kølige fornuft, der er afgørende. (Det handler megen litteratur om, tænk bare på Romeo og Julie, og hvor stærkt stykket virker på os.) Vores erhvervsvalg påvirkes af vores lyster og drømme, og vi gør masser af ting, som føles rigtige selv om de er tåbelige: Jeg forsøger at redde et barn fra at blive kørt over, selv om jeg set i fornuftens lys er et fjols, for jeg risikerer jo selv at dø under forsøget. Nogle bliver soldater fordi de føler, de skal tjene deres land, hvilket sjældent bidrager til deres personlige lykke eller helbred. Og så videre og så videre. Disse prioriteter og drifter hen mod noget ikke-rationelt er jeg nødt til at kende, forstå og forholde mig til.
Her er det fantasy træder til som en genre, der netop handler om, hvad der er vigtigt for mennesket som væsen. Et væsen, der altid har følt sig som noget særligt, midt-imellem eller hverken-eller. Dyr er dyr, og mennesket er et dyr, men det er også noget andet. Hamlet udtrykker det helt traditionelt, når han taler om menneskets særstatus som: ”lavere end englene, højere end dyrene.” Og samtidig med, at vi er adskilt fra alle andre væsener, er vi dog i slægt med dem, og vi føler at naturen – dyr og planter – både er bekendte og samtidig fremmede.
Fantasy udforsker menneskets verden i alle dens dimensioner. Fornuften kan udrette bestemte ting, men den kan ikke forklare de mere mystiske følelser, drømme og længsler, der driver os, når vi træffer de store valg i livet.
De redskaber, mennesket anvender til denne udforskning, ligger lige for; de er der faktisk endnu før fantasy-forfatteren går i gang.
For vores sprog er allerede en fantasy-verden. Mennesket kan slet ikke erkende verden uden at spejle den i, eller filtrere den gennem sproget, og sproget er fuldt af sære væsener, umulige koblinger og påstande om, at jeg kan være alle mulige ikke-menneskelige ting. Mit sprog er fuldt af udtryk, der ud fra et fornuftskriterium er det rene sludder. Se f.eks. på de helt almindelige afsnit, hvormed jeg begyndte min artikel:
De seneste år har oplevet en opblomstring i en bestemt form for fiktion – den vi med et engelsk låneord kalder fantasy. Fantasy er ikke noget nyt: den er beslægtet med folkeeventyr, og dens forgænger i litteraturhistorien er ridderromanen (eller romancen, som den også kan kaldes). Og så har fantasy en mørk eller dæmonisk slægtning, som vi betegner som den gotiske roman.
Der er altså, har altid været, og vil altid være, masser af fantasy. Men det troede man ikke for 50-60 år siden. I sin bog 'The Romance' siger en fremragende forsker, Gillian Beer, at romancen stort set er død, bortset fra et par sene rester skrevet af nostalgiske forskere – og hun tænker naturligvis her på Tolkien med Ringenes Herre, og jeg tilføjer selvfølgelig C.S.Lewis’ Narniakrøniker.
Udover Tolkien og Lewis var der kun få og dårlige forfattere, der beskæftigede sig med fantasy – Jens Lyn (Flash Gordon) er et eksempel. Den almindelige mening var, at verden nu havde bevæget sig så langt frem ad fornuftens veje, at de hjernespind som fantasien væver, ikke mere tilfredsstillede en oplyst menneskehed, så genren var ved at uddø.
En genre kan ikke blomstre, den har ingen familie, og den er ikke en dæmon. En genre kan ikke dø, fornuften er ikke en vej, og min fantasi er ikke en væv, som jeg kan spinde på (her blander endnu et væsen sig, for spind laves gerne af edderkopper). Mit verdensbillede tænder ingen lamper, så hvor kommer lyset over den ’oplyste’ menneskehed fra?
Sagen er, at vi slet ikke ville kunne redegøre for vores opfattelse og forståelse af noget som helst, hvis vi ikke brugte disse ikke-rationelle sider af sproget. Flere eksempler: Forelskelse får mig til at ”fly on the wings of love”, den gør at jeg taber eller giver mit hjerte til en anden, om hvem jeg kan synge at ”you are my sunshine”. Jeg kan ikke flyve, jeg kan ikke tage mit hjerte ud af brystet og min elskede er ikke solstråler. Men jeg bruger disse ord for at udtrykke, hvad jeg føler, snarere end jeg bruger nogle fakta: der er væsensforskel på ”du er min partner” (faktum) og ”you are my sunshine” (oplevelse).
Sprogets fantasiverden
Sprogets fantasiverden ligger lige til benet for fantasygenren, og i det følgende kommer jeg med nogle eksempler, store som små, fra de seneste års store fantasyværker:
I 'Harry Potter' er der frygtede dementorer, som suger energi ud af deres ofre og får alt til at forekomme ligegyldigt. Beskrivelsen henviser tydeligvis til symptomerne på depression, som netop gør mennesker kraftesløse og handlingslammede, og der skal meget til at afhjælpe det problem: for Harry gælder det om ved en kraftanstrengelse at forestille sig sin fars patronus (Lat. for beskytter), den stærke kærlighed, der modvirker følelsen af passiv magtesløshed.Der er også de mindre farlige, men dog væmmelige boggarts eller bussemænd, som plager børn. Det er nogle væmmelige små bæster, som antager den skikkelse, det enkelte barn er bange for. Det magiske tryllemiddel imod disse er at fremkalde en forestilling om dem i en situation eller et udstyr, der undergraver uhyggen: Snape udstyres med dametøj, så det skræmte offer kommer til at le, og dermed ”ler sine sorger bort,” ( ”laugh away your fears”); Ron ser for sig den skræmmende edderkop uden ben, og det gør den komisk i stedet for uhyggelig. Skulle man være en lille smule bekymret alligevel, får vi at vide, at et stykke chokolade hjælper, og alle, der kender til at trøstespise, ved, at chokolade er en strålende kur mod alt ondt! Næsten alt magisk i Harry Potter udspringer således af sprogets ikke-rationelle måder at forholde sig til menneskets virkelighed på: Når Tante Marge puster sig op i sin harme over Harry, bliver hun bogstavelig talt pustet op som en ballon og svæver rundt under loftet. Fantasy bogstaveliggør altså ting, der allerede er i vores sprog. Man kan endda sige, at fantasy fortæller om virkeligheden på den måde, vi opfatter den på, snarere end som den findes i objektiv forstand. Fantasy er dermed den ægte realisme!
I 'Ringenes herre' spiller Tolkien på de mange spor i sproget af menneskets oplevelse af en forbindelse med naturen. Der er en glidende overgang fra mennesker og hobbitter over elver og dværge (som rummer elementer af hhv. planterigets og bjergenes kraft) til Træskæg, en træhyrde der efterhånden er blevet som sine elskede træer. Træerne er også levende – vi ved alle, at træer hvisker i vinden, ikke sandt? – og at de ikke bare flytter sig, men kan også opsluge en hel hær af orker (oplevelser der kan oversættes til, at når man farer vild, synes skoven hele tiden at forandre sig; og kan man ikke finde ud, har skoven opslugt en). Det fantastiske øjeblik, hvor Træerne splintrer Sarumans Isengard har de ellers glimrende film fået helt galt i halsen, når de viser træer, der kaster med klipper. I Tolkiens tekst er der en forrygende beskrivelse af den måde, trærødder over århundreder gnaver sig vej gennem selv de hårdeste sten, en erosionsproces, der under belejringen af Isengard blot foregår i lynende fart.
Den glidende overgang mellem natur og menneske kan gestaltes på mange måder, og som sidste eksempel kan nævnes det særlige bånd, der i Game of Thrones eksisterer mellem de hvide ulve og Starkslægten. I dette værk spiller den sproglige fantasi dog en mindre rolle end i Harry Potter og lader mere personlige og politiske aspekter fra ’det virkelige liv’ komme til.
Der er i det hele taget en tendens til på det seneste at udvide fantasys repertoire til at spejle verden mere direkte, og det kan den uden at miste sin fabulerende og sprog-afledte karakter: Terry Pratchett, som desværre døde alt for tidligt i 2015, skrev med sin Discworld-serie en satirisk spejling af vores egen verden, som den opfattes af mennesker: Vi oplever jo alle jorden som flad som en pandekage (”a disc”), og de væsener, der bor på Discworld – dværge, trolde, vampyrer, mennesker mm – har deres hyr med at etablere en fredelig sameksistens, ikke mindst i storbyen Ankh-Morpork, hvor samarbejde er en nødvendig forudsætning for det komplekse samfunds opretholdelse. Her får vi samfundssatire af højeste karat i en humoristisk sammenhæng, der gør Pratchett til et af de virkelige fyrtårne i fantasygenren, og hans verden er nutidig og by-centreret til forskel fra de fleste fantasy-værker, der gerne sender sine helte på rejse til det ydre rum eller til jordens indre.
Så læs bare fantasy.
Selvfølgelig skal man kende forskel på virkelighed og fantasi, men det er også vigtigt at kende den måde, fantasien former vores verden på. Forskellen på misbrug og udbytte er at vide, hvad der er hvad. Og der er ingen tvivl om, at Harry Potter og alle de andre har gavnet børns evne til at læse både rent teknisk og erkendelsesmæssigt.
Kommentarer