Anmeldelse
Yahya Hassan af Yahya Hassan
Vinder af Politikens og Weekendavisens Litteraturpris. Yahya Hassan debuterer med en sprængfarlig og nyskabende digtsamling, der bryder tabuer ned. Pisken falder hårdt og præcist over forældre, islam og den kultur, han er vokset op i.
Jeg kender ikke til nogen anden dansk digtsamling, som allerede inden udgivelsen har fået så megen omtale som Yahya Hassans debut ’Yahya Hassan.’ Det skyldes først og fremmest de meget kontante udtalelser fra forfatteren, der er blevet lanceret under overskriften i Politiken: ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”. I diverse interviews lægger Hassan heller ikke bånd på sig selv, for eksempel udtaler han: ”Vi blev ikke svigtet af Danmark, men af vores forældre” og ”samtidig med at voksne mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det handler om at få tildelt førtidspension”. Gisp!
Men nu til digtene, for det afgørende må vel være, om Hassan med sin digtsamling blot har begået et debatindlæg, eller om han rent faktisk kan skrive?
Indledningsdigtet ’BARNDOM’ efterlader ingen tvivl – den mand kan skrive! Læs selv:
”FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN [...]
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50 [...]
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN”
Ordene banker sig ind i ens bevidsthed, hvor de bliver hængende i lang tid. Samtidig rammer de digter-jeg’ets situation ind: Han har en sadistisk far og en mor, der ikke kan eller vil gøre nogen forskel. Hun har opgivet og flytter på et tidspunkt fra familien, hvorefter samfundets svar er at tvangsfjerne Hassan fra hjemmet og sende ham fra det ene opholdssted til det andet. Det har man læst om før, men det, der følger, er et voldsomt opgør med forældrene, religionen og den kultur, han er vokset op i.
I sproglig henseende er digtene så voldsomt skrevet, at billederne hamrer sig fast på nethinden, og de lever af en vrede og afsky, som fuldstændig gennemsyrer dem. Alt håb lades dog ikke ude, da der ind i mellem forekommer rørende og gribende momenter, for eksempel da faren skal til at straffe lillebroren med en trælamel:
[...] HAN SAGDE HÆNDERNE ELLER FØDDERNE
OG KNÆKKEDE EN TRÆLAMEL AF SENGEN [...]
HAN RØG EN CIGARET OG SAMLEDE NYE KRÆFTER
OG INDEN DET BLEV MIN BRORS TUR
TOG JEG MINE STRØMPER AF
BAD HAM TAGE DEM OVER SINE EGNE OG SIGE FØDDERNE
Efter endt læsning føles det som om, man har læst et ungt menneskes helt personlige historie og fået en masse at vide om Hassans liv. Yahya Hassan insisterer selv på, at digtsamlingen er selvbiografisk, men selvom digtsamlingen bygger på forfatterens egen historie, er det vigtigt også at huske på, at en tekst aldrig kan være en 1:1-gengivelse af virkeligheden. For glemmer man det, falder man let for fristelsen til ”kun” at læse digtsamlingen som et vredt debatindlæg og ikke som et kunstværk.
Uanset hvordan bogen læses, så har Hassan skrevet en glimrende og nyskabende digtsamling, der fuldstændig uden ynk og selvmedlidenhed efterlader et billede af et menneske, der er dybt ramt i sindet, men som nægter at udfylde den rolle, der er tiltænkt ham. Om projektet er lykkedes for ham personligt, kan jeg kun gisne om, men bogen tyder i høj grad på det.
Digtsamlingen udkommer i et ualmindeligt stort oplag på 6000 eksemplarer, og på grund af den voldsomme eksponering af forfatteren og de ubestridelige kunstneriske kvaliteter vil den sikkert hurtigt blive udsolgt. Det fortjener den, for forfatteren har virkelig noget på hjerte.
Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.
Vinder af Politikens og Weekendavisens Litteraturpris. Yahya Hassan debuterer med en sprængfarlig og nyskabende digtsamling, der bryder tabuer ned. Pisken falder hårdt og præcist over forældre, islam og den kultur, han er vokset op i.
Jeg kender ikke til nogen anden dansk digtsamling, som allerede inden udgivelsen har fået så megen omtale som Yahya Hassans debut ’Yahya Hassan.’ Det skyldes først og fremmest de meget kontante udtalelser fra forfatteren, der er blevet lanceret under overskriften i Politiken: ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”. I diverse interviews lægger Hassan heller ikke bånd på sig selv, for eksempel udtaler han: ”Vi blev ikke svigtet af Danmark, men af vores forældre” og ”samtidig med at voksne mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det handler om at få tildelt førtidspension”. Gisp!
Men nu til digtene, for det afgørende må vel være, om Hassan med sin digtsamling blot har begået et debatindlæg, eller om han rent faktisk kan skrive?
Indledningsdigtet ’BARNDOM’ efterlader ingen tvivl – den mand kan skrive! Læs selv:
”FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN [...]
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50 [...]
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN”
Ordene banker sig ind i ens bevidsthed, hvor de bliver hængende i lang tid. Samtidig rammer de digter-jeg’ets situation ind: Han har en sadistisk far og en mor, der ikke kan eller vil gøre nogen forskel. Hun har opgivet og flytter på et tidspunkt fra familien, hvorefter samfundets svar er at tvangsfjerne Hassan fra hjemmet og sende ham fra det ene opholdssted til det andet. Det har man læst om før, men det, der følger, er et voldsomt opgør med forældrene, religionen og den kultur, han er vokset op i.
I sproglig henseende er digtene så voldsomt skrevet, at billederne hamrer sig fast på nethinden, og de lever af en vrede og afsky, som fuldstændig gennemsyrer dem. Alt håb lades dog ikke ude, da der ind i mellem forekommer rørende og gribende momenter, for eksempel da faren skal til at straffe lillebroren med en trælamel:
[...] HAN SAGDE HÆNDERNE ELLER FØDDERNE
OG KNÆKKEDE EN TRÆLAMEL AF SENGEN [...]
HAN RØG EN CIGARET OG SAMLEDE NYE KRÆFTER
OG INDEN DET BLEV MIN BRORS TUR
TOG JEG MINE STRØMPER AF
BAD HAM TAGE DEM OVER SINE EGNE OG SIGE FØDDERNE
Efter endt læsning føles det som om, man har læst et ungt menneskes helt personlige historie og fået en masse at vide om Hassans liv. Yahya Hassan insisterer selv på, at digtsamlingen er selvbiografisk, men selvom digtsamlingen bygger på forfatterens egen historie, er det vigtigt også at huske på, at en tekst aldrig kan være en 1:1-gengivelse af virkeligheden. For glemmer man det, falder man let for fristelsen til ”kun” at læse digtsamlingen som et vredt debatindlæg og ikke som et kunstværk.
Uanset hvordan bogen læses, så har Hassan skrevet en glimrende og nyskabende digtsamling, der fuldstændig uden ynk og selvmedlidenhed efterlader et billede af et menneske, der er dybt ramt i sindet, men som nægter at udfylde den rolle, der er tiltænkt ham. Om projektet er lykkedes for ham personligt, kan jeg kun gisne om, men bogen tyder i høj grad på det.
Digtsamlingen udkommer i et ualmindeligt stort oplag på 6000 eksemplarer, og på grund af den voldsomme eksponering af forfatteren og de ubestridelige kunstneriske kvaliteter vil den sikkert hurtigt blive udsolgt. Det fortjener den, for forfatteren har virkelig noget på hjerte.
Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.
Kommentarer