Anmeldelse
Villads fra Valby af Anne Sofie Hammer
- Log ind for at skrive kommentarer
Villads fra Valby er en herlig og jordbunden læseoplevelse om det, der optager de fleste børn i hverdagens forsøg på at kombinere leg og læring.
I bogen Villads fra Valby får vi små episodiske kig ind i en helt almindelig drengs liv. Villads bor i Valby med sine forældre og sin storesøster. Han går på Musvitstuen i børnehaven, og én af hans bedste venner er den næsten jævnaldrende nabopige Frida. Villads ønsker sig, som de fleste små søskende, at blive storebror, og som de fleste drenge ønsker han sig et lyssværd. Her er hverken fabeldyr, monstre eller magiske verdener, men blot fortællingen om en ganske ordinær knægt i sin bedste legealder. Det er jordnært, enkelt og effektivt.
Bogen er på børnenes præmisser, og både i fortællingen og i sproget rammer forfatteren plet. Den er inddelt i små kapitler, som beskriver mange af de udfordringer, drømme og tanker, som de fleste børn bærer på i børnehavealderen. Og ikke mindst er bogen en stor hyldest til legen, som centrum i børns liv. Det ene øjeblik er livet enkelt, harmonisk og umiddelbart ligetil, mens det i samme sekund kan skifte til en uforståelig og ubrydelig barriere. Denne splittelse i et barns sind er fantastisk fint berørt i baggrunden af teksten.
Flere steder i bogen er det nærliggende at drage paralleller til Emil fra Lønneberg. For ligesom Emil, har Villads samme uheldige evne til at blive misforstået i alt, hvad han gør. Han er i de voksnes øjne lidt af en ballademager, mens han i vores, som læsere, er en almindelig dreng med gode intentioner, men uheldig timing. For eksempel når Villads fluks smider Fridas mors fine puder og sko i vaskemaskinen efter, at de har været med til huleleg i haven og uheldigvis er blevet indsmurt i kattelort. Tanken er god, men resultatet skidt. Denne charmerende børnelogik går igen i flere situationer i bogen.
I særlig grad har Villads svært ved at forstå Fridas mor, som er pernitten og helst ser, at hjemmets nips og inventar forbliver uberørt af børnehænder. Selv Fridas tøjdyrsslange er underlagt visse regler. For selvom Villads, som ridder jo må beskytte prinsesse Frida fra slangen, må han ikke hugge i den med sit sværd. Det er den slet ikke beregnet til, siger Fridas mor. Villads undrer sig over, hvad den egentlig så kan bruges til, hvortil moren svarer, at den mest er til pynt: ”Nå sagde Villads forbavset. Det, synes han, var en mærkelig form for pynt”. Det er blandt andet disse humoristiske beskrivelser, der gør bogen til en herlig læseoplevelse. De fleste forældre kan genkende sig selv i situationen, og de fleste børn kan genkende noget fra forældrenes til tider bizarre verden af regler og fornuft.
Bogen kredser om eviggyldige emner for forældre med børn, og for børn i en alder, hvor fantasien og legen er de bærende elementer. Det er hyggelig og velskrevet børnelitteratur. Og efter endt læsning kan man heldigvis glæde sig over, at der er flere bøger om den helt almindelige Villads fra Valby.
Bogen er særligt velegnet til børn fra 4 - 7 år.

Kommentarer