Anmeldelse
Vildfarelser af Birgitte Bartholdy
- Log ind for at skrive kommentarer
På trods af mange ord lykkes det ikke forfatteren at tegne noget overbevisende billede af hverken personer eller miljø i denne politiske generationsroman om fortidens fejltagelser.
Birgitte Bartholdys nyeste roman kan bedst sammenlignes med Hanne Vibeke Holsts politiske trilogi eller Niels Krause Kjærs ’Kongekabale’. Trods gode intentioner og et gådefuldt plot, når denne bog dog slet ikke op på de disse bøgers standard.
Forfatteren forsøger at skildre fortidens spøgelser og virkningen på hovedpersonernes liv og sætter samtidig fokus på politikere og deres indbyrdes magtkampe kombineret med de sensationslysne journalisters evige bestræbelser på at finde den gode historie. Ingen af delene lykkes særlig godt.
Sofus vokser op i et politisk kollektiv i 1970erne og 80erne, og da han er seks år, dør hans mor på mystisk vis under en skitur. Hans far, Klaus, indleder et nyt forhold til Ditte, som er mor til Esther, og de to sammenbragte børn finder sammen i et ubrydeligt venskab.
Igennem hele sin opvækst har Sofus været besat af at opklare, hvad der skete i kollektivet, og om moderen i virkeligheden blev myrdet. Som voksen får han endelig nye spor, og Esther indblandes i hans efterforskning, en efterforskning som også involverer hendes nye kærlighed, politikeren Bo Holmsted.
Bo Holmsted var angiveligt en del af kollektivets politiske bevægelse, men under et andet navn, og Sofus prøver nu desperat at finde ud af, hvad der skete i kollektivet. Hans far Klaus beslutter endelig at fortælle om fortiden, der bl.a. indeholdt en massiv støtte til frihedsbevægelser i Sydamerika og deciderede terroraktioner, men inden Klaus når at fortælle hele historien, dør han af et hjerteanfald.
Ambitionerne fejler ikke noget i Bartholdys roman, men selvom skildringen fra kollektivet egentlig er ganske udmærket, bliver hendes historie ikke et originalt bidrag til genren. Plottet udvikler sig i takt med, at der skrælles lag på lag af en fortid, som nogle af de involverede kender til men kun nødigt fortæller om. Det er en teknik, der tillader, at man kan fylde på med vilkårligt stof, når energikurven truer med at dale, hos Bartholdy dog uden noget som helst tilløb til humor.
På trods af de mange ord, lykkes det ikke forfatteren at tegne noget overbevisende billede af hverken personer eller miljø.
Beskrivelser og dialog går i sproglig tomgang, og personerne bliver egentlig aldrig levende og vedkommende. Resultatet er en historie, der ganske vist tilfredsstiller en basal nysgerrighed efter at få at vide, hvad der førte til moderens uventede død, og hvilken rolle den mystiske politiker havde i dette, men som derudover ikke rigtigt har noget at byde på.
- Log ind for at skrive kommentarer
På trods af mange ord lykkes det ikke forfatteren at tegne noget overbevisende billede af hverken personer eller miljø i denne politiske generationsroman om fortidens fejltagelser.
Birgitte Bartholdys nyeste roman kan bedst sammenlignes med Hanne Vibeke Holsts politiske trilogi eller Niels Krause Kjærs ’Kongekabale’. Trods gode intentioner og et gådefuldt plot, når denne bog dog slet ikke op på de disse bøgers standard.
Forfatteren forsøger at skildre fortidens spøgelser og virkningen på hovedpersonernes liv og sætter samtidig fokus på politikere og deres indbyrdes magtkampe kombineret med de sensationslysne journalisters evige bestræbelser på at finde den gode historie. Ingen af delene lykkes særlig godt.
Sofus vokser op i et politisk kollektiv i 1970erne og 80erne, og da han er seks år, dør hans mor på mystisk vis under en skitur. Hans far, Klaus, indleder et nyt forhold til Ditte, som er mor til Esther, og de to sammenbragte børn finder sammen i et ubrydeligt venskab.
Igennem hele sin opvækst har Sofus været besat af at opklare, hvad der skete i kollektivet, og om moderen i virkeligheden blev myrdet. Som voksen får han endelig nye spor, og Esther indblandes i hans efterforskning, en efterforskning som også involverer hendes nye kærlighed, politikeren Bo Holmsted.
Bo Holmsted var angiveligt en del af kollektivets politiske bevægelse, men under et andet navn, og Sofus prøver nu desperat at finde ud af, hvad der skete i kollektivet. Hans far Klaus beslutter endelig at fortælle om fortiden, der bl.a. indeholdt en massiv støtte til frihedsbevægelser i Sydamerika og deciderede terroraktioner, men inden Klaus når at fortælle hele historien, dør han af et hjerteanfald.
Ambitionerne fejler ikke noget i Bartholdys roman, men selvom skildringen fra kollektivet egentlig er ganske udmærket, bliver hendes historie ikke et originalt bidrag til genren. Plottet udvikler sig i takt med, at der skrælles lag på lag af en fortid, som nogle af de involverede kender til men kun nødigt fortæller om. Det er en teknik, der tillader, at man kan fylde på med vilkårligt stof, når energikurven truer med at dale, hos Bartholdy dog uden noget som helst tilløb til humor.
På trods af de mange ord, lykkes det ikke forfatteren at tegne noget overbevisende billede af hverken personer eller miljø.
Beskrivelser og dialog går i sproglig tomgang, og personerne bliver egentlig aldrig levende og vedkommende. Resultatet er en historie, der ganske vist tilfredsstiller en basal nysgerrighed efter at få at vide, hvad der førte til moderens uventede død, og hvilken rolle den mystiske politiker havde i dette, men som derudover ikke rigtigt har noget at byde på.
Kommentarer