Bidsk samfundssatire er et spejl af tidens krænkelsesparathed og selvrealiseringskultur.
Forfatterbranchen og vores samtid får en over nakken i Nina Lykkes syrligt søde satire, hvor den aldrende forfatter Knut både har oplevet berømmelsens tinder og styrtet derfra. En herligt depressiv karikatur af litteraturverdenen og dertilhørende mediecirkus, hvor det mere synes at handle om forfatternes selvrealisering og de rigtige meninger end om selve litteraturen.
Knut er sidst i 50’erne, og karrieren har længe befundet sig på vågeblus ovenpå kun én succesroman 20 år tidligere, Den Berømte Bog. Da Knut modtager en invitation til en paneldebat om utroskab i litteraturen til Lillehammers Litteraturfestival i sidste øjeblik, ved han godt, at han ikke var førstevalget. Men pengepungen og køleskabet er tomt, så han må bide hovedet af al stolthed og takke ja vel vidende, at såvel ekskonens nye mand og ”virkelighedsforfatteren”, som har skrevet om Knut i sin seneste autofiktive roman, også deltager i debatten.
Knuts eneste ven er naboen Frank, som er i et hemmeligt forhold med den gifte, pakistanske læge M. Når det går godt, flytter Frank sit vinkøleskab ind til Frank og helliger sig kun M. Når det ikke går så godt, drikker Frank og Knut vin ad libitum inde hos Frank, hvor Knut harcelerer over, at verden er af lave. Knut kommer ofte i tvivl om, hvorfor han og ekskonen Lene blev skilt (nå jo, de var begge utro), og forholdet til den voksne søn er nærmest ikke-eksisterende trods Knuts håb om en tættere relation. Der er nok at være skuffet over.
Størstedelen af handlingen er én lang optakt til paneldebatten, hvor vi følger med i Knuts ærgrelser over, hvordan tilværelsen formede sig, og hvordan Knut føler sig afkoblet af sin samtid og de litterære tendenser. Hvad skal det hele nytte? ”Alt er gjort og sagt før”, tænker han.
Knut føler sig kastet under bussen af en yngre kvindelig forfatter (som han omtaler som ”Virkelighedsforfatteren”), der har skrevet om ham med hans fulde navn og kaldt ham en overfaldsmand. Knut har en noget anden version af den aften, hvor kvinden ifølge ham tog initiativet. I sine mørkeste selvpinende stunder overvejer han at kaste håndklædet i ringen, springe med på trenden og skrive om sig selv, men: ”Har vi brug for endnu en hvid, midaldrende mand, der fortæller os om sin angst og sit horeri og sit alkoholmisbrug?”. Foruden ”virkelighedslitteraturen” nærer Knut også en indædt modstand mod exofiktionen:
” – forfattere der misbruger afdøde mennesker, ælter og bearbejder dem ind i sin nutid, ind i en form, som skal gøre disse fortidsmennesker spiselige og læselige for os, der lever nu. Fy for fanden!”.
'Vi er her ikke for at have det morsomt' er en tragikomisk fortælling om en bitter mand fanget i en moderne verden, hvor de gammelkendte normer er sat ud af spil. Det er stærkt underholdende at følge med i Knuts vidtforgrenede refleksioner om alt muligt lige fra krænkelseskultur, offermentalitet og metoo til forfatteres frihed til at forme virkeligheden gennem litteraturen og kulturverdenens navlepilleri. Vi får primært Knuts syn på sig selv. Hvem ved, om han selv har en blind vinkel? Selvom Knut er et mavesurt bekendtskab i størstedelen af romanen, så er der måske noget om snakken, og Knut hiver stikket hjem hos denne læser i slutningen, hvor han tager bladet fra munden nærmest som en vis dreng i et kejserligt eventyr og siger det, ingen andre tør, når han giver kultureliten tørt på.
Er du vild med Kirsten Hammans Georg-komplekset er her mere af samme fornøjelige skuffe.
Kommentarer