Anmeldelse
Verdens ende af Jytte Borberg
- Log ind for at skrive kommentarer
Ved verdens ende ligger Paradis, men hvordan der er/skal være i Paradis, kan vi sjældent blive enige om. Og så er der jo slangen.
I 1930’erne slog filosoffen Dr. Friedrich Ritter og hans elskede Dore Strauch sig ned på Floreana, en af Galapagos-øerne. Her ville de genskabe et Paradis på jord, ubesmittet af civilisationen, og i samstemmighed med Friedrich Nietzsches tanker opbygge en ny civilisation.
De lever det naturlige liv, er nudister og vegetarer – som Adam og Eva – med undtagelse af, at de har fået trukket deres tænder ud for ikke at risikere tandpine. Idyllen indfinder sig ikke, tværtimod. Men da ægteparret Wittmer, ansporet af Ritters artikler i den tyske presse om det enkle, naturlige liv, ankommer til Floreana for at udleve deres idé om Paradis, forenes Ritter og Dore i foragten for de indtrængende burgøjsere. Wittmers hælder til Darwins teorier om ”survival of the fittest” og opbygger en pastoral idyl.
Ritter/Strauch/Wittmer formår dog at skabe en fælles front , da en baronesse ankommer med to elskere og en tjener for at opføre et luksushotel på øen, et paradis for millionærer. Hendes ’bibel’ er ”Dorian Grays billede” af Oscar Wilde, hvor hun identificerer sig med Lord Henry, overleveren.
Fortællerne er efter tur Dore Strauch, Margret Wittmer og Baronessen samt Allan Hancock, kaptajn på et flydende videnskabeligt laboratorium, der lægger til ved Floreana fra tid til anden, og vi får som læsere indblik i de intriger og rænker, øens beboere spinder om hinanden, og som kun kaptajnen synes at være hævet over. Hans besøg skaber afveksling og midlertidig forsoning blandt de stridende parter, men måske er han slangen i paradiset, der sætter ø-boernes daglige liv i perspektiv med sine ’candle-light suppers’ og musiceren.
Som for Robinson Crusoe på hans øde ø handler det om at overleve i en fjendtlig natur, men her handler det også om at overleve de andre. Baronessen forsvinder sporløst sammen med sin førsteelsker, Ritter anklager offentligt Wittmer for mord i verdenspressen, hvorefter han dør af madforgiftning.
Men intet er, som det synes, og ingen ved egentlig, hvad der skete. Ingen har set noget - måske med undtagelse af Wittmers næsten blinde søn, Harry. Som ingenting siger.
”Verdens ende” bygger på en sand begivenhed, som forfatteren har researchet og bygget sin bog over. Det er en grum historie om magt, om hvordan man, selv den mindste gruppe, befinder sig i en uigennemskuelig magtkamp. Man behøver såmænd ikke tage til en øde ø for at studere dette interessante fænomen, det finder sted overalt.
Der er ingen sympatiske personer i denne bog, med undtagelse af forfatteren, der som altid skriver en eminent flot prosa. Og trods sin høje alder bliver hun ved - tak for det!
Munksgaard/Rosinante, 1996. 200 sider
- Log ind for at skrive kommentarer
Ved verdens ende ligger Paradis, men hvordan der er/skal være i Paradis, kan vi sjældent blive enige om. Og så er der jo slangen.
I 1930’erne slog filosoffen Dr. Friedrich Ritter og hans elskede Dore Strauch sig ned på Floreana, en af Galapagos-øerne. Her ville de genskabe et Paradis på jord, ubesmittet af civilisationen, og i samstemmighed med Friedrich Nietzsches tanker opbygge en ny civilisation.
De lever det naturlige liv, er nudister og vegetarer – som Adam og Eva – med undtagelse af, at de har fået trukket deres tænder ud for ikke at risikere tandpine. Idyllen indfinder sig ikke, tværtimod. Men da ægteparret Wittmer, ansporet af Ritters artikler i den tyske presse om det enkle, naturlige liv, ankommer til Floreana for at udleve deres idé om Paradis, forenes Ritter og Dore i foragten for de indtrængende burgøjsere. Wittmers hælder til Darwins teorier om ”survival of the fittest” og opbygger en pastoral idyl.
Ritter/Strauch/Wittmer formår dog at skabe en fælles front , da en baronesse ankommer med to elskere og en tjener for at opføre et luksushotel på øen, et paradis for millionærer. Hendes ’bibel’ er ”Dorian Grays billede” af Oscar Wilde, hvor hun identificerer sig med Lord Henry, overleveren.
Fortællerne er efter tur Dore Strauch, Margret Wittmer og Baronessen samt Allan Hancock, kaptajn på et flydende videnskabeligt laboratorium, der lægger til ved Floreana fra tid til anden, og vi får som læsere indblik i de intriger og rænker, øens beboere spinder om hinanden, og som kun kaptajnen synes at være hævet over. Hans besøg skaber afveksling og midlertidig forsoning blandt de stridende parter, men måske er han slangen i paradiset, der sætter ø-boernes daglige liv i perspektiv med sine ’candle-light suppers’ og musiceren.
Som for Robinson Crusoe på hans øde ø handler det om at overleve i en fjendtlig natur, men her handler det også om at overleve de andre. Baronessen forsvinder sporløst sammen med sin førsteelsker, Ritter anklager offentligt Wittmer for mord i verdenspressen, hvorefter han dør af madforgiftning.
Men intet er, som det synes, og ingen ved egentlig, hvad der skete. Ingen har set noget - måske med undtagelse af Wittmers næsten blinde søn, Harry. Som ingenting siger.
”Verdens ende” bygger på en sand begivenhed, som forfatteren har researchet og bygget sin bog over. Det er en grum historie om magt, om hvordan man, selv den mindste gruppe, befinder sig i en uigennemskuelig magtkamp. Man behøver såmænd ikke tage til en øde ø for at studere dette interessante fænomen, det finder sted overalt.
Der er ingen sympatiske personer i denne bog, med undtagelse af forfatteren, der som altid skriver en eminent flot prosa. Og trods sin høje alder bliver hun ved - tak for det!
Munksgaard/Rosinante, 1996. 200 sider
Kommentarer