Anmeldelse
Vejen op, vejen ned af Julian Barnes
- Log ind for at skrive kommentarer
Mesterlige fortællinger om livet. Om kærlighedens svimlende fornemmelse af opdrift ved forelskelse og det dybe fald efter den elskedes død
”Man sætter to ting sammen, som ikke før har været sat sammen. Og så er verden forandret”.
Denne sætning gentages flere gange i Julians Barnes mesterværk om livets op- og nedture. Bogen er en blanding af essay, fiktion og erindring, hvor sorgen – det at være sørgende - står centralt, og de to øvrige tekster, selv om de er selvstændige historier, bruges til at underbygge sorghistorien.
”Man sætter to mennesker sammen, som ikke før har været sat sammen. Sommetider fungerer det, og der skabes noget nyt. På et tidspunkt før eller siden og af den ene eller anden grund bliver en af dem taget bort. Og det, som tages bort, er større end summen af det, der var før”. Julian Barnes var sammen med sin kone i tredive år, og der går kun syvogtredive dage fra diagnosen til døden. Han kan sætte ord på sorgen, så det virker helt rigtigt. Han forstår at bruge sig selv og alligevel nuancere for ”vi sørger i pagt med vores karakterer”. Jeg er nødt til at citere hele tiden, for det er så eminent udtrykt af Barnes. Han tør også stille spørgsmålet: ”Hvad er ”succes” for den sørgende” – og komme med svar. Så hjerteskærende, nøgternt og følsomt har jeg aldrig set sorgen beskrevet før.
Bogen begynder i højden med ballonflyvning og sat sammen med fotografiet opstår mulighed for at se os selv og vores verden på en ny måde. Helt konkret fortælles om franske Felix Tournachon, der som den første tager fotografier fra luften i 1858.
I det midterste stykke mødes ballonflyvning i en kærlighedsaffære mellem skuespilleren Sarah Bernhardt og en britisk oberst Fred Burnaby.
Historierne er gode hver for sig, men hele tiden skabes billeder og sammenhænge, der uddyber fortællingen. ”Hvorfor stræber vi konstant efter kærligheden? Fordi kærlighed er det punkt, hvor sandhed og magi mødes. Sandhed som i fotografiet, magi som i ballonfarten.”
Det er ikke en terapeutisk bog om sorgarbejde, men jeg tror alligevel at mange, der lever med en sorg, vil finde bogen nyttig. Jeg vil varmt anbefale bogen til dem, der omgås sørgende, for der synes jeg, at jeg er blevet meget klogere. Bogen er desuden en litterær oplevelse for alle.
Originally published by Birgit Sloth, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Mesterlige fortællinger om livet. Om kærlighedens svimlende fornemmelse af opdrift ved forelskelse og det dybe fald efter den elskedes død
”Man sætter to ting sammen, som ikke før har været sat sammen. Og så er verden forandret”.
Denne sætning gentages flere gange i Julians Barnes mesterværk om livets op- og nedture. Bogen er en blanding af essay, fiktion og erindring, hvor sorgen – det at være sørgende - står centralt, og de to øvrige tekster, selv om de er selvstændige historier, bruges til at underbygge sorghistorien.
”Man sætter to mennesker sammen, som ikke før har været sat sammen. Sommetider fungerer det, og der skabes noget nyt. På et tidspunkt før eller siden og af den ene eller anden grund bliver en af dem taget bort. Og det, som tages bort, er større end summen af det, der var før”. Julian Barnes var sammen med sin kone i tredive år, og der går kun syvogtredive dage fra diagnosen til døden. Han kan sætte ord på sorgen, så det virker helt rigtigt. Han forstår at bruge sig selv og alligevel nuancere for ”vi sørger i pagt med vores karakterer”. Jeg er nødt til at citere hele tiden, for det er så eminent udtrykt af Barnes. Han tør også stille spørgsmålet: ”Hvad er ”succes” for den sørgende” – og komme med svar. Så hjerteskærende, nøgternt og følsomt har jeg aldrig set sorgen beskrevet før.
Bogen begynder i højden med ballonflyvning og sat sammen med fotografiet opstår mulighed for at se os selv og vores verden på en ny måde. Helt konkret fortælles om franske Felix Tournachon, der som den første tager fotografier fra luften i 1858.
I det midterste stykke mødes ballonflyvning i en kærlighedsaffære mellem skuespilleren Sarah Bernhardt og en britisk oberst Fred Burnaby.
Historierne er gode hver for sig, men hele tiden skabes billeder og sammenhænge, der uddyber fortællingen. ”Hvorfor stræber vi konstant efter kærligheden? Fordi kærlighed er det punkt, hvor sandhed og magi mødes. Sandhed som i fotografiet, magi som i ballonfarten.”
Det er ikke en terapeutisk bog om sorgarbejde, men jeg tror alligevel at mange, der lever med en sorg, vil finde bogen nyttig. Jeg vil varmt anbefale bogen til dem, der omgås sørgende, for der synes jeg, at jeg er blevet meget klogere. Bogen er desuden en litterær oplevelse for alle.
Originally published by Birgit Sloth, Litteratursiden.
Kommentarer