Amerikanske kvinder fortæller om deres oplevelser med det ukendte land 'dernede'.
”Det dernede”, så meget har vi tilfælles med vore amerikanske søstre, den diskrete betegnelse på vore ’hemmelige’ legemsdele: klitoris, skamlæber, vulva, skede - vagina. Det dæmpede stemmeleje, det kvindelige selskab – det her er jo vores hemmelighed, vigtige legemsdele, men alligevel noget at skamme sig over
Jo, det er noget kvinder i min generation nikker genkendende til. Men at man skulle falde på halen af benovelse over, at en amerikansk dramatiker for 10 år siden opdagede sin vagina, er lidt af en overraskelse. En veluddannet kvinde, der kommer fra et land, der har fostret kvindesagskvinder, vi har set op til, f.eks. Gloria Steinem og Betty Friedan. Men måske er vi privilegerede, vi der tyve år tidligere stiftede bekendtskab med ’Kvinde kend din krop’, der satte de der dele på plads. Sådan!
Den amerikanske dramatiker, Eve Ensler, interviewede i 1990’erne en række kvinder om deres ”dernede”. Det kom der en række monologer ud af, der har gået deres sejrsgang på teatre verden over. Og monologerne har bedst af at blive hørt og set, at læse et teaterstykke kommer altid i anden række, men i mangel af bedre kan det dog lade sig gøre.
De interviewede kvinder kommer fra mange aldersgrupper, fra forskellige seksuelle og sociale grupper, og de afslører mange generationers fortrængning af det seksuelle. De afslører også mange sanseoplevelser i forbindelse med vagina, duft, smag og farve.
To interviews har fæstnet sig særligt i min hukommelse: En ældre dames benovelse over at skulle tale om sit ’dernede’, det havde hun ikke beskæftiget sig med siden sin grønne ungdom, hvor det som følge af heftig kysseaktivitet på forsædet af kærestens bil forårsagede en veritabel oversvømmelse med plettet forsæde og kærestens væmmelse og forstødelse som resultat.
Det andet beskriver, hvordan fortælleren lærte at elske sin vagina efter mødet med en meget almindelig og tilsyneladende uinteressant mand ved navn Bob, der viste sig at kunne betragte vaginaer i timevis.
’Vaginamonologerne’ er ikke den store litterære oplevelse, men den kan sikkert hjælpe kvinder med at erkende, at deres ’dernede’ ikke er noget at skamme sig over. Og monologerne er også et besøg værd, hvis de kommer til et teater i nærheden.
Oversat fra engelsk af Jens og Mette Bom efter 'The vagina monologues' . Aschehoug, 2001. 168 sider.
Kommentarer