Anmeldelse
Tristanakkord af Hans-Ulrich Treichel
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
De to hovedpersoner er den unge germanist og digter/forsker-in-spe Georg Zimmer, og den modne, berømte komponist Bergmann; men det er ikke nogen kunstnerroman. Snarere en skildring af vor tids snobberi, trend-søgning – og usikkerhed.
Anbefalet af bibliotekar Ianne Elo, Bibliotekerne i Søllerød
Lån bogen på 
"Tristanakkorden var den eneste akkord, som Georg kendte navnet på. Derfor havde han en tilbøjelighed til straks at sige "tristanakkorden", når han hørte Wagner eller noget wagnerlignende og en længselsfuldt-sørgelig og på en eller anden måde uforløst akkord. Det havde undertiden gjort indtryk, især på visse kvindelige tyskstuderende…"
"Før i tiden mens han endnu gik i skole, havde Georg altid forestillet sig noget, når han hørte klassisk musik. Hos Bach havde han for eksempel forestillet sig de hårde kirkebænke i kirken i Emsfelde eller det dårlige vejr, som den gode Gud straffede Emsland med for dets synder. … Hos Beethoven derimod havde han set sig selv til hest, ridende over marker og landeveje. Han var ikke særlig vild med heste; og han brød sig heller ikke særlig meget om Beethoven. … Når han hørte Chopin, vidste han, at han ville dumpe til studentereksamen."
Via en avisanmeldelse fik jeg vældig lyst til at læse denne bog, da den udkom sidste forår. Så jeg lånte bibliotekets tyske udgave, for jeg er da ret god til tysk – troede jeg! Men viddet og ironien kunne jeg slet ikke få fat på. Senere greb jeg den (fine) danske oversættelse, og så kom bogens helt specielle stil frem. Faktisk lo jeg mange gange undervejs – både inde i mig selv og højt. Bogens historie kan dog ikke kaldes decideret morsom. Faktisk er den lidt tragisk, men læseoplevelsen bliver alligevel meget munter, fordi personerne er temmeligt naragtige som mennesker, og bogens enkelte situationer er så kosteligt beskrevet.
De to hovedpersoner er den unge germanist og digter/forsker-in-spe Georg Zimmer, og den modne, berømte komponist Bergmann. Men det er ikke nogen kunstnerroman – snarere en skildring af vor tids snobberi, trend-søgning – og usikkerhed.
Georg, nyuddannet i germansk filologi og p.t. på bistandshjælp, får ved et tilfælde et sommerjob hos den berømte og rige Bergmann, hvis planlagte memoirer han skal gennemgå. Det foregår i første runde på en våd, skotsk ø, fører senere til et par dage i New York, og ender i Bergmanns luksusvilla på Sicilien.
Mødet med den koleriske og umådeligt selvoptagede kunstner er noget af et kulturchok for den af natur beskedne og ubeslutsomme Georg – ikke for ingenting er han opvokset i det flade, våde Emsland. Hans følelser over for den store maestro er skiftevis højt oppe i beundring og en illusion om samhørighed, og langt nede i selv-usikkerhed. Men han oplever da noget nyt, kommer gratis til udlandet, og bliver endda forelsket.
Hele affæren er selvfølgelig dømt til at ende brat, for Georg er jo et vattet nul, som Bergmann ikke kan bruge til noget – slet ikke til hymneskrivning. Og vi læsere gætter på, at Georgs afhandling om "Glemslen i litteraturen" heller aldrig vil blive til noget.
Treichel, bogens forfatter, er litteraturprofessor, og han er meget vidende om mange ting, som det fremgår af bogens scener. Hans stil er lidt speciel, og vil sikkert ikke fænge hos alle. Bogen er nemlig på én måde meget letlæst, for sætningerne er korte, og sproget er bedragende "barnligt", men alligevel helt bevidst lidt omstændeligt. Opsætningen er også speciel, for på de 160 sider er der kun 5 afsnit, og slet ingen kapitelinddelinger.
Selv om Georg, bogens virkelige hovedperson, er både psykisk og fysisk blåøjet og konturløs (Emsland-arven igen!) kom jeg alligevel til at holde af ham – han vil jo så gerne alt det "gode" – nydelse, begejstring, viden, kærlighed, anerkendelse. Det genkender man da? Så følg med til Georgs møde med maestroen, lige fra han står på den våde Hebride-ø’s færgekaj og venter: "Netop som han var ved at indse, at man gør klogt i at lade være med at tage regnfrakken af i Skotland, selv om vejret er godt, så han en bil komme kørende … Det måtte være hans vært. Vognen var en sort limousine, der på afstand lignede en Rolls Royce og gjorde ham urolig. … han kunne mærke sin puls stige, og samtidig følte han en brænden i halsen og en trykken under ganen."
Rosinante, 2001, 160 sider
Desuden på dansk: Den bortkomne. 1999
Romannet - 2. maj 2002
Links:
Kort om bogen og forfatteren på Goethe instituttets site
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
De to hovedpersoner er den unge germanist og digter/forsker-in-spe Georg Zimmer, og den modne, berømte komponist Bergmann; men det er ikke nogen kunstnerroman. Snarere en skildring af vor tids snobberi, trend-søgning – og usikkerhed.
Anbefalet af bibliotekar Ianne Elo, Bibliotekerne i Søllerød
Lån bogen på
"Tristanakkorden var den eneste akkord, som Georg kendte navnet på. Derfor havde han en tilbøjelighed til straks at sige "tristanakkorden", når han hørte Wagner eller noget wagnerlignende og en længselsfuldt-sørgelig og på en eller anden måde uforløst akkord. Det havde undertiden gjort indtryk, især på visse kvindelige tyskstuderende…"
"Før i tiden mens han endnu gik i skole, havde Georg altid forestillet sig noget, når han hørte klassisk musik. Hos Bach havde han for eksempel forestillet sig de hårde kirkebænke i kirken i Emsfelde eller det dårlige vejr, som den gode Gud straffede Emsland med for dets synder. … Hos Beethoven derimod havde han set sig selv til hest, ridende over marker og landeveje. Han var ikke særlig vild med heste; og han brød sig heller ikke særlig meget om Beethoven. … Når han hørte Chopin, vidste han, at han ville dumpe til studentereksamen."
Via en avisanmeldelse fik jeg vældig lyst til at læse denne bog, da den udkom sidste forår. Så jeg lånte bibliotekets tyske udgave, for jeg er da ret god til tysk – troede jeg! Men viddet og ironien kunne jeg slet ikke få fat på. Senere greb jeg den (fine) danske oversættelse, og så kom bogens helt specielle stil frem. Faktisk lo jeg mange gange undervejs – både inde i mig selv og højt. Bogens historie kan dog ikke kaldes decideret morsom. Faktisk er den lidt tragisk, men læseoplevelsen bliver alligevel meget munter, fordi personerne er temmeligt naragtige som mennesker, og bogens enkelte situationer er så kosteligt beskrevet.
De to hovedpersoner er den unge germanist og digter/forsker-in-spe Georg Zimmer, og den modne, berømte komponist Bergmann. Men det er ikke nogen kunstnerroman – snarere en skildring af vor tids snobberi, trend-søgning – og usikkerhed.
Georg, nyuddannet i germansk filologi og p.t. på bistandshjælp, får ved et tilfælde et sommerjob hos den berømte og rige Bergmann, hvis planlagte memoirer han skal gennemgå. Det foregår i første runde på en våd, skotsk ø, fører senere til et par dage i New York, og ender i Bergmanns luksusvilla på Sicilien.
Mødet med den koleriske og umådeligt selvoptagede kunstner er noget af et kulturchok for den af natur beskedne og ubeslutsomme Georg – ikke for ingenting er han opvokset i det flade, våde Emsland. Hans følelser over for den store maestro er skiftevis højt oppe i beundring og en illusion om samhørighed, og langt nede i selv-usikkerhed. Men han oplever da noget nyt, kommer gratis til udlandet, og bliver endda forelsket.
Hele affæren er selvfølgelig dømt til at ende brat, for Georg er jo et vattet nul, som Bergmann ikke kan bruge til noget – slet ikke til hymneskrivning. Og vi læsere gætter på, at Georgs afhandling om "Glemslen i litteraturen" heller aldrig vil blive til noget.
Treichel, bogens forfatter, er litteraturprofessor, og han er meget vidende om mange ting, som det fremgår af bogens scener. Hans stil er lidt speciel, og vil sikkert ikke fænge hos alle. Bogen er nemlig på én måde meget letlæst, for sætningerne er korte, og sproget er bedragende "barnligt", men alligevel helt bevidst lidt omstændeligt. Opsætningen er også speciel, for på de 160 sider er der kun 5 afsnit, og slet ingen kapitelinddelinger.
Selv om Georg, bogens virkelige hovedperson, er både psykisk og fysisk blåøjet og konturløs (Emsland-arven igen!) kom jeg alligevel til at holde af ham – han vil jo så gerne alt det "gode" – nydelse, begejstring, viden, kærlighed, anerkendelse. Det genkender man da? Så følg med til Georgs møde med maestroen, lige fra han står på den våde Hebride-ø’s færgekaj og venter: "Netop som han var ved at indse, at man gør klogt i at lade være med at tage regnfrakken af i Skotland, selv om vejret er godt, så han en bil komme kørende … Det måtte være hans vært. Vognen var en sort limousine, der på afstand lignede en Rolls Royce og gjorde ham urolig. … han kunne mærke sin puls stige, og samtidig følte han en brænden i halsen og en trykken under ganen."
Rosinante, 2001, 160 sider
Desuden på dansk: Den bortkomne. 1999
Romannet - 2. maj 2002
Links:
Kort om bogen og forfatteren på Goethe instituttets site
Kommentarer