Bog

Tristanakkord

Af (
2001
)

Anmeldelse

Tristanakkord af Hans-Ulrich Treichel

17 sep.01

Hans-Ulrich Treichels debut på dansk, "Den bortkomne", var en rigtig god, lille fortælling. Derfor måtte jeg også læse hans næste bog, "Tristanakkord".

Den handler om Georg Zimmer, der ved et tilfælde får et job med at hjælpe den verdensberømte komponist Bergmann med at færdiggøre dennes erindringer. Georg er en lidt kluntet og genert ung mand, der lige er blevet færdig med sit studium i germansk filologi. Han er ikke kommet i gang med næste trin på karrierens stige, en afhandling om glemselen i tysk litteratur. Så han rejser til Hebriderne, senere også til New York, i den kosmopolitiske Bergmanns fodspor.

Her oplever Georg kunstneren på nært hold, men han har uhyre svært ved at komme ind på livet af ham. Bergmann er excentrisk, lunefuld, til tider endda ondskabsfuld, men konstant skabende og meget vidende. Georg er i modsætning til dette geni temmelig middelmådig, men udfylder tilsyneladende sin plads til Bergmanns tilfredshed.

Georgs midlertidige ophold i dette fremmedartede miljø er sørgmodigt og uforløst som Wagners Tristanakkord. Georg er i det små også digter, men han kan ikke skrive, når han opholder sig hos Bergmann. Han vil så gerne være et akademisk og kulturelt menneske, men må indse, at han er og bliver en bondeknold fra Emsfelde i Nordtyskland. Ved tidligere lejligheder er han faldet pinagtigt igennem, når han skulle gi' den som musikkender:
"Tristanakkorden var den eneste akkord, som Georg kendte navnet på. Derfor havde han også en tilbøjelighed til straks at sige "tristanakkorden" når han hørte Wagner eller noget wagnerlignende og en længselsfuldt-sørgelig og på en eller anden måde uforløst akkord. Det havde undertiden gjort indtryk, især på visse kvindelige tyskstuderende, lige til den dag han var havnet hos en tyskstuderende med musik som bifag."

Han holder klogeligt lav profil i cirklerne omkring Bergmann. Men han begår den dumhed ikke at sige fra, da han - smigret og med håbet om en smule berømmelse - påtager sig at skrive en hymne til Bergmanns næste værk.

Selv om Georg er lidt af et skvat, er han den eneste person i bogen, man kan leve sig ind i og få sympati for. Forfatteren spidder snobberiet og rivaliseringen inden for det akademiske miljø og i komponistkredse med sin ironiske pen, og den øvrige medieverden går heller ikke fri. Bogen er raffineret og eminent skrevet - teksten flyder af sted uden kapitler og med ganske få afsnit, den er morsom og en fryd at læse, takket være den sproglige spændstighed og humoren.

Dog er den ikke så vedkommende og medrivende som "Den bortkomne", der gjorde et mere langtidsholdbart indtryk. Derfor må den nøjes med 3 roser.

Rosinante, 2001. 159 sider

BogWeb - 17. september 2001

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
23455579
ISBN
9788762101326
Antal sider
159

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer