Vellykket roman om at skrive, om venskab og kollegieliv og om fortiden, som ikke slipper sit tag. Tine Høeg har sin helt egen stemme i dansk litteratur.
33-årige Asta er forfatter og skriver på sin anden bog, som – i hvert fald i første omgang – handler om en polsk portrætkunstner. Men da hun modtager en invitation til en mindehøjtidelighed, der skal markeret ti-året for vennen Augusts død, tager skriveriet en uventet drejning, der fører både Asta og læseren tilbage i tiden. Dengang boede Asta og hendes veninde Mai på kollegie sammen med bl.a. August, som Mai var kærester med, og under en løssluppen Tour de chambre gik alt galt.
Tine Høeg er lykkedes på flotteste facon med sin egen "svære toer", der er lige så velkomponeret og –skrevet som den prisbelønnede debutroman Nye rejsende. Høeg har fået sin helt egen stemme indenfor ny, dansk litteratur – og dén lyder godt.
Den kortprosa-form, Høeg demonstrerede i Nye rejsende, føres videre i ’Tour de chambre’. Der er luft mellem linjerne, og det er ikke så underligt, for der står nemlig rigtig meget mellem disse kort og koncise linjer. Samtidig bliver romanen et stykke metafiktion, da den flere gange refererer til sig selv og sin egen tilblivelse, og dette kommer til at spille i en rolle i forhold til det ærinde, Asta er ude i. Hun ender nemlig med at skrive en bog om tiden på kollegiet, der kulminerer den nat, de studerende afholder den skæbnesvangre Tour de chambre.
Asta og Mai er stadig veninder og ses næsten dagligt. Mai er alene med sønnen Bertram, som Asta også har et varmt og hjerteligt forhold til. Men da de to veninder bliver inviteret til mindehøjtideligheden, fornemmer man, at der er noget uforløst og usagt omkring denne afdøde August, som Mai var kærester med dengang for ti år siden. Langsomt afdækkes Astas forhold til den afdøde ven, og da bogen, som også er den, læseren sidder med i hånden, er færdig, får Mai lov at læse den. Og herfra er både Asta og den inddragede læser spændt på, hvordan Mai vil reagere.
Tine Høeg har sans for de mange små betydningsmættede detaljer, som er med til at tegne både tiden, figurerne og stemningerne. Det kan være det søde, ungdommelige kollegieliv med dets sociale fordele og udfordringer. Det kan være Astas nuværende, halvhjertede dating-tilværelse. Det kan være skriveopholdet på Lolland, eller det kan være fornemmelsen af at sidde med et sovende barn. Tiderne, nu og dengang, afløser let og smidigt hinanden, nøjagtigt som man ved, de gør, når man selv bliver mindet om noget. Fortiden slipper os ikke.
Kommentarer