Anmeldelse
Til stranden af Peter Højrup
- Log ind for at skrive kommentarer
Endnu en sproglig perle om det moderne menneskes dilemmaer. Højrup skriver, så havmågerne synger, og man glemmer, at det meste af fortællingen er stillestående som en sommerdag på stranden.
Hver en side bør nyder langsomt i denne kollektivroman om et forhenværende norsk kollektiv, der holder ferie sammen og hver for sig. Turen går til Tyrkiet og ferie, fællesskab, fortielser og flygtninge, der skyller op på stranden. Bozcaada er tær på den globale virkelighed, men langt fra en lufthavn og andre irriterende nordmænd. Her kan de gamle venner holde ferie på øen
Hvor duften af tunge parfumer blander sig med duften af bougainvillea, og musikken strømmer ud fra cafeerne. Hermann lægger armen om Ernst skulder, de når ned til vandet. Borgen på den anden side af bugten er oplyst, Linn er taget hjem med børnene og Ib. Betty går i vandkanten på kvindestranden, hun har sin sølvkjole på, hun ligner en fisk, månen hænger over hende som en krog, hun hiver op i kjolen, vandet går hende til knæene, og det stiger (…)
Fotografen Ernst er i krise. Han har forladt sin kone og sine drenge og rejser rundt med sin meget yngre kæreste, Betty, der gerne vil have børn, mens Ernst vil gøre noget ved verdens uretfærdighed. Hermann lytter til hans dilemmaer, mens hans egen kone Linn passer deres tre børn, som hun ind i mellem forlader i vrede. Hun har ofte hovedpine og lyst til en drink. Her har hun godt selskab i Ib. Der er ikke mange bogstaver i hans navn, og man vil næppe huske ham for meget andet end hans mad, men han forstår iagttagelsens kunst.
Ind ad vinduet og ud af den åbne dør farer vinden, der har så travlt, men alligevel når at gribe varmen, som hænger over Ibs krop, og føre den langt bort ud over bugten. Han sætter sig op i sengen og ser, hvordan skibene ligger og skutter sig, indtil den lægger sig, og de sikkert kan tøffe videre op gennem strædet. Gardinerne er trukket for, de udfører en hysterisk dans. Sikke en livlig dag at vågne op til, tænker han og lægger sig ned igen.
Og det bliver en livlig dag i sommervarmen. Betty får en mere central rolle, da Ernst forlader selskabet for at dokumentere forholdene for flygtningene, der skyller op på stranden. Pludselig udspiller der sig et drama i en handling, der ellers har været stillestående som sommervarmen. Resten må du selv læse. Linn berører noget centralt i historien, da hun siger til sin mand Hermann: ’Du skal ikke tro, andre menneskers liv er en ferie’. Truppen er havnet på ferie i den globale virkelighed, og alle de norske nisser er fløjet med.
'Til stranden' er en historie om et væsentligt dilemma; kan man drikke øl fra mikrobryggerier og bade på stranden, mens flygtningene skyller i land? Det poetiske og sanselige sprog og forfatterens sans for detaljer og genkendelige betragtninger er eminente. Sproget har en musikalitet og en fremdrift, som man ikke finder i handlingen.
Peter Højrup gør sig umage med sproget, og det er derfor, du skal læse ham. Hvis han skulle skrive en vejrudsigt eller en fodboldbiografi, ville jeg også glæde mig til at læse med. Jeg var dog ikke helt så opslugt af denne bog, som jeg var af forfatterens helt formidable forgænger Island, hvor fortællingen greb mig mere. 'Island' kunne være historien om Hermann og Linn og deres kuldsejlede parforhold. Min opfordring til nye læsere vil under alle omstændigheder være at starte i Nordatlanten.
- Log ind for at skrive kommentarer
Endnu en sproglig perle om det moderne menneskes dilemmaer. Højrup skriver, så havmågerne synger, og man glemmer, at det meste af fortællingen er stillestående som en sommerdag på stranden.
Hver en side bør nyder langsomt i denne kollektivroman om et forhenværende norsk kollektiv, der holder ferie sammen og hver for sig. Turen går til Tyrkiet og ferie, fællesskab, fortielser og flygtninge, der skyller op på stranden. Bozcaada er tær på den globale virkelighed, men langt fra en lufthavn og andre irriterende nordmænd. Her kan de gamle venner holde ferie på øen
Hvor duften af tunge parfumer blander sig med duften af bougainvillea, og musikken strømmer ud fra cafeerne. Hermann lægger armen om Ernst skulder, de når ned til vandet. Borgen på den anden side af bugten er oplyst, Linn er taget hjem med børnene og Ib. Betty går i vandkanten på kvindestranden, hun har sin sølvkjole på, hun ligner en fisk, månen hænger over hende som en krog, hun hiver op i kjolen, vandet går hende til knæene, og det stiger (…)
Fotografen Ernst er i krise. Han har forladt sin kone og sine drenge og rejser rundt med sin meget yngre kæreste, Betty, der gerne vil have børn, mens Ernst vil gøre noget ved verdens uretfærdighed. Hermann lytter til hans dilemmaer, mens hans egen kone Linn passer deres tre børn, som hun ind i mellem forlader i vrede. Hun har ofte hovedpine og lyst til en drink. Her har hun godt selskab i Ib. Der er ikke mange bogstaver i hans navn, og man vil næppe huske ham for meget andet end hans mad, men han forstår iagttagelsens kunst.
Ind ad vinduet og ud af den åbne dør farer vinden, der har så travlt, men alligevel når at gribe varmen, som hænger over Ibs krop, og føre den langt bort ud over bugten. Han sætter sig op i sengen og ser, hvordan skibene ligger og skutter sig, indtil den lægger sig, og de sikkert kan tøffe videre op gennem strædet. Gardinerne er trukket for, de udfører en hysterisk dans. Sikke en livlig dag at vågne op til, tænker han og lægger sig ned igen.
Og det bliver en livlig dag i sommervarmen. Betty får en mere central rolle, da Ernst forlader selskabet for at dokumentere forholdene for flygtningene, der skyller op på stranden. Pludselig udspiller der sig et drama i en handling, der ellers har været stillestående som sommervarmen. Resten må du selv læse. Linn berører noget centralt i historien, da hun siger til sin mand Hermann: ’Du skal ikke tro, andre menneskers liv er en ferie’. Truppen er havnet på ferie i den globale virkelighed, og alle de norske nisser er fløjet med.
'Til stranden' er en historie om et væsentligt dilemma; kan man drikke øl fra mikrobryggerier og bade på stranden, mens flygtningene skyller i land? Det poetiske og sanselige sprog og forfatterens sans for detaljer og genkendelige betragtninger er eminente. Sproget har en musikalitet og en fremdrift, som man ikke finder i handlingen.
Peter Højrup gør sig umage med sproget, og det er derfor, du skal læse ham. Hvis han skulle skrive en vejrudsigt eller en fodboldbiografi, ville jeg også glæde mig til at læse med. Jeg var dog ikke helt så opslugt af denne bog, som jeg var af forfatterens helt formidable forgænger Island, hvor fortællingen greb mig mere. 'Island' kunne være historien om Hermann og Linn og deres kuldsejlede parforhold. Min opfordring til nye læsere vil under alle omstændigheder være at starte i Nordatlanten.
Kommentarer