Anmeldelse
Tæskeholdet banker på
- Log ind for at skrive kommentarer
Der er flere gode grunde til at læse Jennifer Egans ”Tæskeholdet banker på”. Hvad bogen egentlig handler, om kan det være sværere at beskrive. Merete Trap giver bogen en begejstret anmeldelse her på siden, hvor hun trækker centrale elementer frem: 1) En gruppe mennesker, ”især stjerneproduceren Bennie Salazar og hans medarbejder Sasha, men også deres forældre, børn, kærester, niecer og onkler samt flygtige bekendtskaber”, 2) bogens krydsklippen frem og tilbage i tid og 3) rockmusikken som ”et symbolsk centrum” for bogen. I en lang kommentar til et opslag i en læseklub her på siden, skriver Helene Straarup: ”Hvert kapitel har deres fokuspersoner i historien, således at mange af dem, der var hovedpersonerne i et af kapitlerne, bliver bipersoner i andre.” Formentlig ligger der desuden noget nærmest dybdepsykologisk i den betydning 11. september har i bogen, som man skal være amerikansker for at fange. I en anmeldelse i den Politikenagtige, engelske avis The Guardian, skriver anmelderen Sarah Churchwell, at bogen skal være inspireret af Marcel Prousts store flydende ”På sporet af den tabte tid” og The Sopranos”, og at ”det giver god mening, eftersom den handler om erindring og samhørighed, kontituitet og brud, hvorigennem relationer skifter og kombineres på nye måder."
Blandt de virkelig gode grunde til at læse den, er Jennifer Egans sprog, som er fint omsat til dansk. Det dér tyktflydende, sansende sprog, hvor der hele tiden klinger mere med af hovedpersonernes indre og ydre liv, end der konkret ligger i ordene. Rytmisk er det også en oplevelse med Egans vekslen mellem korte og lange sætninger.
En anden virkelig god grund er at bogen, som ingen rigtig vil kalde hverken roman eller novellesamling, jo reelt er en storbyversion af Smærups mesterværk ”Mærkedage” (2007), der er skruet sammen på samme måde. Og dykker man længere tilbage i litteraturen står den romantiske kunstnerhistorie, Vilhelm Bergsøes ”Fra Piazzo del Popolo” (1866) og venter med sine historier, hvor de samme personer går ind og ud, og bag den ligger uendelige fortællecyklus’er: Arthur-kredsen, Nibelungens Ring, de romerske og græske digtere. Det var simpelthen sådan, man fortalte i begyndelsen. Guardinans anmelder beskriver meget klart, hvad gevinsten er for Egan (og os andre): "Det bliver et symfonisk værk, der bruger sin sammenkædede (interconnected) form til at udforske mellemmenneskelige sammenhænge." Mere kan man vist ikke ønske sig af en roman.
En anden grund er bogens kapitel 12. Det lykkes Egan at skrive et helt kapitel med 75 powerpoint-skilte. Ingen anden tekst. Kun denne flade kommunikationform, som har gjort de fleste kurser så uinspirerende for fantasien de senere mange år, fordi de lukker tænkerummet om det på forhånd givne. I Egans udgave står der ting, der aldrig før har stået på en overhead, det er helt sikkert.
Endelig er der grund til at læse bogen, alene for den fantastiske kleptomani-scene, der åbner bogen. Sasha stjæler en pung på et dametoilet. Historien er fortalt med intens dramatik, samtidig med at Egan formår at spinde en samtale mellem Sasha og hendes psykiater omkring den. Man aner, at Jennifer Egan har et særligt stof at trække på som forfatter, for det er en lignende afmægtigt-dramatisk scene, hvor et ungt menneske prøver moralens grænser af, der åbner hendes første roman ”The Invisible Circus” (1995), der ikke er kommet på dansk . Hovedpersonen møder en gammel bekendt, går med ham hjem og ryger hash, boller og bilder ham ind, at de ikke kan ses igen, fordi hun skal på en stor rejse i næste uge. Det skal hun ikke, hun skal ingenting og det er hendes problem. Også forholdet mellem stjerneproduceren og Sasha minder om forholdet mellem hovedpersonen og hendes rige storebror i debutromanen.
- Log ind for at skrive kommentarer
Der er flere gode grunde til at læse Jennifer Egans ”Tæskeholdet banker på”. Hvad bogen egentlig handler, om kan det være sværere at beskrive. Merete Trap giver bogen en begejstret anmeldelse her på siden, hvor hun trækker centrale elementer frem: 1) En gruppe mennesker, ”især stjerneproduceren Bennie Salazar og hans medarbejder Sasha, men også deres forældre, børn, kærester, niecer og onkler samt flygtige bekendtskaber”, 2) bogens krydsklippen frem og tilbage i tid og 3) rockmusikken som ”et symbolsk centrum” for bogen. I en lang kommentar til et opslag i en læseklub her på siden, skriver Helene Straarup: ”Hvert kapitel har deres fokuspersoner i historien, således at mange af dem, der var hovedpersonerne i et af kapitlerne, bliver bipersoner i andre.” Formentlig ligger der desuden noget nærmest dybdepsykologisk i den betydning 11. september har i bogen, som man skal være amerikansker for at fange. I en anmeldelse i den Politikenagtige, engelske avis The Guardian, skriver anmelderen Sarah Churchwell, at bogen skal være inspireret af Marcel Prousts store flydende ”På sporet af den tabte tid” og The Sopranos”, og at ”det giver god mening, eftersom den handler om erindring og samhørighed, kontituitet og brud, hvorigennem relationer skifter og kombineres på nye måder."
Blandt de virkelig gode grunde til at læse den, er Jennifer Egans sprog, som er fint omsat til dansk. Det dér tyktflydende, sansende sprog, hvor der hele tiden klinger mere med af hovedpersonernes indre og ydre liv, end der konkret ligger i ordene. Rytmisk er det også en oplevelse med Egans vekslen mellem korte og lange sætninger.
En anden virkelig god grund er at bogen, som ingen rigtig vil kalde hverken roman eller novellesamling, jo reelt er en storbyversion af Smærups mesterværk ”Mærkedage” (2007), der er skruet sammen på samme måde. Og dykker man længere tilbage i litteraturen står den romantiske kunstnerhistorie, Vilhelm Bergsøes ”Fra Piazzo del Popolo” (1866) og venter med sine historier, hvor de samme personer går ind og ud, og bag den ligger uendelige fortællecyklus’er: Arthur-kredsen, Nibelungens Ring, de romerske og græske digtere. Det var simpelthen sådan, man fortalte i begyndelsen. Guardinans anmelder beskriver meget klart, hvad gevinsten er for Egan (og os andre): "Det bliver et symfonisk værk, der bruger sin sammenkædede (interconnected) form til at udforske mellemmenneskelige sammenhænge." Mere kan man vist ikke ønske sig af en roman.
En anden grund er bogens kapitel 12. Det lykkes Egan at skrive et helt kapitel med 75 powerpoint-skilte. Ingen anden tekst. Kun denne flade kommunikationform, som har gjort de fleste kurser så uinspirerende for fantasien de senere mange år, fordi de lukker tænkerummet om det på forhånd givne. I Egans udgave står der ting, der aldrig før har stået på en overhead, det er helt sikkert.
Endelig er der grund til at læse bogen, alene for den fantastiske kleptomani-scene, der åbner bogen. Sasha stjæler en pung på et dametoilet. Historien er fortalt med intens dramatik, samtidig med at Egan formår at spinde en samtale mellem Sasha og hendes psykiater omkring den. Man aner, at Jennifer Egan har et særligt stof at trække på som forfatter, for det er en lignende afmægtigt-dramatisk scene, hvor et ungt menneske prøver moralens grænser af, der åbner hendes første roman ”The Invisible Circus” (1995), der ikke er kommet på dansk . Hovedpersonen møder en gammel bekendt, går med ham hjem og ryger hash, boller og bilder ham ind, at de ikke kan ses igen, fordi hun skal på en stor rejse i næste uge. Det skal hun ikke, hun skal ingenting og det er hendes problem. Også forholdet mellem stjerneproduceren og Sasha minder om forholdet mellem hovedpersonen og hendes rige storebror i debutromanen.
Kommentarer