Sus af Jonas T. Bengtsson

Sus har et projekt. Hun forbereder sig på sin fars løsladelse, hun vil nemlig slå ham ihjel. Ingen kan som Bengtsson skrive om personer og miljøer fra Danmarks bagside.

Sus er 19 år, men hun ligner ikke én, der er en dag over 12. Hun bor i blokken, hvor hun også er født og opvokset. Hendes storebror er kommet hjem fra Afghanistan med en granatsplint i hovedet, hendes far afsoner en dom, og hendes mor er død – det er derfor, hendes far sidder i fængsel, og dér sidder han sådan set godt. Dels fordi han mentalt er mere monster end menneske, og dels fordi Sus bruger al sin tid på at forberede hans endeligt, når han engang slipper ud. Og det gør han måske snart grundet god opførsel.

Jonas T. Bengtsson kan om nogen tegne portrætter og miljøer fra Bagside-Danmark, så man lider med de benhårde skæbner, for hvem man ønsker det bedste, men, med god grund, frygter det værste. Sus er ingen undtagelse. Vold og anden kriminalitet er øverst på dagsordenen sideløbende med hendes projekt om at gøre helvede hedt for sin forhadte far. Sus er måske nok barn af et monster, men hun er ikke selv ét. Selvom det rager hende en skid, hvad både omverdenen og læseren måtte mene om noget som helst, og selvom hun er hårdkogt og iskold, sniger der sig fra tid til anden nogle varme følelser forbi, som blødgør hende. Om ikke andet så bare for en lille stund. Det er dybt rørende og meget menneskeligt.   

Bengtsson er mere ordknap i ’Sus’ end i sine tre foregående romaner, men han er præcis og distinkt: ”Sus har mistet mange ting i sit liv. Hvad der er dumt, fordi hun aldrig har haft så meget til at begynde med.” Det kan sådant set ikke siges tydeligere. Sus´ odds har lige fra begyndelsen været dårlige. Ingen ressourcer af nogen art, bortset fra at hun er drevet af had og hævn over den far, der var skyld i morens død, og som pinte og plagede storebroren, mens Sus selv gemte sig i skabet med støvsugeren. Det er ikke den slags oplevelser, man bliver et muntert menneske af. Men åh, hvor kunne jeg unde Sus noget medgang. Måske fyren med de ildelugtende dreadlocks kan bidrage med det? Spørgsmålet er så, om Sus er i stand til at tage imod det gode.   

’Sus’ er lige så læseværdig, som alt andet fra Bengtssons pen. Det gør pissehamrende ondt, og det er dybt troværdigt. Det er sådant set danmarkshistorie.