Bog

Sus

Af (
2017
)

Anmeldelse

Sus af Jonas T. Bengtsson

19 maj.17

Sus har et projekt. Hun forbereder sig på sin fars løsladelse, hun vil nemlig slå ham ihjel. Ingen kan som Bengtsson skrive om personer og miljøer fra Danmarks bagside.

Sus er 19 år, men hun ligner ikke én, der er en dag over 12. Hun bor i blokken, hvor hun også er født og opvokset. Hendes storebror er kommet hjem fra Afghanistan med en granatsplint i hovedet, hendes far afsoner en dom, og hendes mor er død – det er derfor, hendes far sidder i fængsel, og dér sidder han sådan set godt. Dels fordi han mentalt er mere monster end menneske, og dels fordi Sus bruger al sin tid på at forberede hans endeligt, når han engang slipper ud. Og det gør han måske snart grundet god opførsel.

Jonas T. Bengtsson kan om nogen tegne portrætter og miljøer fra Bagside-Danmark, så man lider med de benhårde skæbner, for hvem man ønsker det bedste, men, med god grund, frygter det værste. Sus er ingen undtagelse. Vold og anden kriminalitet er øverst på dagsordenen sideløbende med hendes projekt om at gøre helvede hedt for sin forhadte far. Sus er måske nok barn af et monster, men hun er ikke selv ét. Selvom det rager hende en skid, hvad både omverdenen og læseren måtte mene om noget som helst, og selvom hun er hårdkogt og iskold, sniger der sig fra tid til anden nogle varme følelser forbi, som blødgør hende. Om ikke andet så bare for en lille stund. Det er dybt rørende og meget menneskeligt.   

Bengtsson er mere ordknap i ’Sus’ end i sine tre foregående romaner, men han er præcis og distinkt: ”Sus har mistet mange ting i sit liv. Hvad der er dumt, fordi hun aldrig har haft så meget til at begynde med.” Det kan sådant set ikke siges tydeligere. Sus´ odds har lige fra begyndelsen været dårlige. Ingen ressourcer af nogen art, bortset fra at hun er drevet af had og hævn over den far, der var skyld i morens død, og som pinte og plagede storebroren, mens Sus selv gemte sig i skabet med støvsugeren. Det er ikke den slags oplevelser, man bliver et muntert menneske af. Men åh, hvor kunne jeg unde Sus noget medgang. Måske fyren med de ildelugtende dreadlocks kan bidrage med det? Spørgsmålet er så, om Sus er i stand til at tage imod det gode.   

’Sus’ er lige så læseværdig, som alt andet fra Bengtssons pen. Det gør pissehamrende ondt, og det er dybt troværdigt. Det er sådant set danmarkshistorie. 

Analyse

Bengtsson, Jonas T. - Sus

Hvordan forbereder man sig på at slå ihjel? Især når målet er éns egen far? Dette spørgsmål tager Jonas T. Bengtssons roman Sus livtag med i en kulisse af trøstesløse betonomgivelser i Københavns Nordvestkvarter.
 

Navnet Sus er ikke blot titlen på Bengtssons seneste værk, men også det allerførste ord vi møder i romanen. Sus er en underudviklet, androgyn teenager, der bruger det meste af sin tid på at ryge joints, tænke på joints og at skaffe penge til joints, når hun da ikke lige sliber sin velvoksne knivsamling eller fremprovokerer slagsmål med sammenbidte steroide drenge på den lokale netcafé.

Som i Bengtssons foregående romaner, Aminas breve, Submarino og Et eventyr skildres et miljø på samfundets bund, hvor pengene til den næste guldøl er knappe, hvor misbrug er en velkendt følgesvend, og hvor mange børn vokser op uden for synsvidde af deres hårdtprøvede forældre. 

Karaktererne synes konstant at være på vagt. På vagt overfor de andre i kvarteret, overfor politiet, men også på vagt overfor de sider i deres egen natur, der i sidste ende alligevel synes at drive dem til en stadigt mere desperat ageren i verden.

Sus er ingen undtagelse, og Bengtsson skriver en hovedperson frem, der står som en figur på tærsklen mellem barndomsliv og voksenland, uden hun for alvor er i stand til at løfte fødderne og træde gennem døren. Forfatteren tegner en karakter, hvis forståelse af det at være voksen primært drejer sig om at blive et handlende væsen i verden. Også selvom det betyder, at det handlende væsen må slå sin egen far ihjel.

Dermed skriver Bengtsson sig ind i et af litteraturens kernetemaer, nemlig fadermordet. Men hvor dette mord i de fleste litterære tilfælde er af freudiansk-symbolsk karakter, bliver det meget bogstaveligt i Sus’ tilfælde. Hun er på et togt for at hævne faderens mord på hendes mor, og hendes forsøg på at hærde sig selv ved hjælp af kattekillingedrab og kravlen rundt på boligblokkenes tage, er, om end voldsomme og pubertære, så stadig en del af Sus’ bestræbelser for at komme overens med sit jeg.

Sus er altså ikke bare en stakkel, men et handlende menneske, der forsøger at tage magten over en skæbne, der synes at være afgjort på forhånd af den socialklasse, hun er født ind i.

Man kan fristes til at sige, at der netop i det konkrete mord på faderen ligger en nøgle til at blive sig selv, at blive voksen. Hun må ganske enkelt slå sin far ihjel for at blive fri. 

Stilistisk set er romanen en klassisk socialrealistisk fortælling – ikke blot på grund af emnevalg og tematikker, men også i høj grad i sproglig forstand. Sproget afspejler den tone og det miljø, der beskrives. Det er ligefremt, voldsomt og næsten voldeligt i sit udtryk. Det er nøgternt, profant og præget af korte hovedsætninger, der beskriver Sus’ gøren og laden på relativt lakonisk vis. Det er en kontrolleret prosa, der giver læseren afmålte bidder af Sus’ følelsesliv i en nonchalant forbifart af indskudte sætninger fra 3.-personsfortælleren. Vi får altså serveret et indre syn, men hele tiden kun nok til, at vi som læsere må gætte os til mange af Sus’ bevæggrunde. Det er for eksempel først et langt stykke inde i romanen, at vi får afsløret, hvorfor og hvordan Sus’ mor er død. Og baggrunden for, at Sus’ bror svæver rundt som et fravær i hendes tilværelse, bliver også kun antydet undervejs.

Det sikrer – sammen med de komprimerede kapitler og det knappe sprog – et tempo i teksten, hvor man hele tiden lige må læse det næste lille kapitel i håb om at få indblik i, hvad der motiverer vores hovedperson.

Bengtsson har skrevet en roman, der som sine forgængere fra denne forfatters hånd, udmærker sig ved sin nøgterne skildring af tilværelser i afmagt. Afmagt over systemerne - over den skæbne, der synes at være udlagt på forhånd og den ligegyldighed, der præger livet på bunden af samfundshierarkiet. Men Bengtsson forsøger også at tildele disse skæbner en stemme, der ikke blot er offerets. Sus er ikke en decideret politisk eller samfundsrevsende roman, men en roman, der holder med sine karakterer. Om end teksten kan karakteriseres som socialrealisme, synes målet ikke at være forargelsen eller medfølelsen, der skal føre til konkret politisk handling. Snarere bliver Sus en bog om den psykologi, der udspiller sig hos en ung kvinde, når hun med bogstavelig vold og magt må kæmpe for at blive sig selv.

Kilder, links og centrale værker

27 jun.19

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
53114431
ISBN
9788763851527
Antal sider
271

Tema

Deltag i debatten

16 indlæg
AfMette Børve-Jørgensen
lør, 17/02/2018 - 14:27

Frederiksværk bibliotek var fra starten ret uenige om bogens kvaliteter...fik karakterer fra 2 til 6 og det satte en god diskussion igang om hvor realistisk beskrivelsen af miljøet og personerne var. Flere kunne fra eget arbejdsliv genkende de vanskelige livsvilkår  som børn og unge fra udsatte miljøer har fået. Bliver man så fanget i de livsvilkår,eller kan man komme videre i sit liv.

håbet er jo nok ikke så stort for en pige som Sus, der har været udsat for totalt omsorgssvigt og hvis eneste mål i tilværelsen er at få hævnet sig på faderen..og det har lange udsigter, da han ikke bliver løsladt  foreløbig.

vi fik nogle gode diskussioner om de mennesker der tegner miljøet—de fremmede, politiet, pusheren-som i sig selv er en skøn og humoristisk beskrivelse af den handikappede “stakkel”-

de fleste havde haft en rigtig god læseoplevelse- en beskrivelse af et miljø de færreste kender indefra- og karakteren løftede sig da også et point da vi sluttede

AfErling Lykke
ons, 31/01/2018 - 08:23

Kære læsere

Det er i dag sidste dag med debat om Jonas T. Bengtsson: Sus. 

Jeg synes, det har været en rigtig god debat. Der er kommet mange tanker og spørgsmål frem. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Jonas for at have besvaret spørgsmål og kommentarer. 

Hvis man gerne vil møde Jonas, er der mulighed for det på Ordkraft, Aalborgs Litteraturfestival, som finder sted i Nordkraft 5. - 7. april. Programmet bliver offentliggjort på www.ord-kraft.dk, ligesom man også kan finde listen over samtlige deltagere.

Fra i morgen gælder det Agnete Friis: Sommeren med Ellen. Jeg kan allerede nu røbe, at også Agnete Friis har sagt ja til at deltage i debatten her på siden.

De bedste hilsner

Erling Lykke

man, 29/01/2018 - 16:14

DR Romanklubben på Ishøj Bibliotek har ikke bare læst Jonas T. Bengtssons roman ’Sus’. Vi har sørme også haft besøg af forfatteren den 17. januar, og begge dele var en stor oplevelse.

Den ene større end den anden, forstået på den måde, at Jonas T. Bengtsson kom til at fylde mere end Sus på selve aftenen, også helt fysisk, men begge var så udmærket selskab. DR Romanklubbens medlemmer er i hvert fald klar til en to’er, for det er så meget, vi ikke har fået svar på endnu.

Medlemmerne af DR Romanklubben i Ishøj havde på forhånd stillet spørgsmål til Jonas T. Bengtsson, som både blev hevet ud af en død kat på aftenen og stillet ud i rummet, når uroen bredte sig blandt publikum. Og spørgsmålene var mange:

  • Er der noget håb for Sus? 
  • Er det bevidst, at der ikke er et lille bitte håb for, at Sus kan bryde den sociale arv?
  • Er det ikke svært at skrive en roman, hvor der intet håb er?
  • Hvordan kan Sus være så målrettet, når hun er så påvirket?
  • Hvilken genre hører romanen under?
  • Hvad er socialrealisme for dig?
  • Hvorfor har du valgt, at Adrian skal sidde i en kørestol / være handicappet?
  • Hvorfor besøger Sus kun sin bror én gang, er det fordi han ikke kan svare hende?
  • Hvad er dit overordnede budskab? Samfundskritik? Under Danmark? Skabe forståelse for de svage?
  • Hvorfor kan Sus ikke lave en anden, mere positiv plan?
  • Hvad sker der med Sus om to år, når faren bliver løsladt?
  • Hvorfor skulle katten dø?

Jonas, du skal ikke svare. Det har du allerede gjort, og I andre kan høre spørgsmål og svar på vores podcast, som kommer til at ligge på Ishøj Biblioteks hjemmeside.

Tak for en god aften med Sus og med opfinderen af hende. Jonas T. Bengtsson præsenterede i øvrigt hele sit forfatterskab, og vi kom også ind i kunstens nødvendighed og rundt om kunstnerens bøvlede sind og måde at arbejde på. Alt sammen spændende. Nu skal vi bare have læst de andre romaner af forfatteren, inden vi er klar til den måske kommende to’er om Sus.

DR Romanklubben på Ishøj Bibliotek

Marianne Träff & Gitte Sørensen

AfBirgit Borum
tir, 23/01/2018 - 15:46

Vi får åbnet øjnene til en verden, som vi  fra de "pæne" forstæder  ikke kender til.. Spændende , indsigtfuldt og tankevækkende..

Vi får oprullet det had, Sus nærer til sin far, det er det hun lever for,  og som holder hende oppe.. Hun har kun et mål, og det er at gøre det af med sin far. 

Slutningen lagde op til megen diskussion, faren kommer ikke ud, katten er død, pisolen lokker, hvad så med målet, hvad har hun så at leve for?  To år mere på samme måde må være udsigtsløst.

På et tidspunkt håbede vi, at katten fik lov til at leve - at Sus trods alt havde kunnet knyttet sig så meget til den igenem al den omsorg , hun havde givet og måske havde følt at katten også havde givet så meget igen, at det kunne have oveskygget målet.

tor, 11/01/2018 - 09:40

Betragtninger fra læseklubben i Fredericia

Nogle af vores overvejelser er tilsvarende de andre gode indlæg her på siden, men der vil også blive tilføjet nye vinkler.

Først og fremmest havde langt de fleste af os en god og gribende læseoplevelse.

Bogens største force er først og fremmest en stærk og troværdig miljøbeskrivelse. En side af Danmark, som de færreste befinder sig i, men som vi efterfølgende følte, vi havde fået større forståelse for. Derudover selvfølgelig en meget fængende hovedperson, Sus, som det var svært ikke at holde af, på trods af mange usympatiske træk.

Alle de mange Salander-referencer var spændende at tale om. Ligesom Salander er Sus en androgyn karakter, drevet af had, og til dels udstyret med samme kløgt. Det Sus manglede i forhold til Salander var netop det hele hendes mission gik ud på: at være i stand til at slå ihjel. Hvor bevidst har Hr. Bengtsson mon ladet sig inspirere af Stieg Larssons yndling?

En af Bengtssons kvaliteter er hans tæft for det realistiske sprog. Det var meget læsevenligt og effektivt. Sætningerne besidder stor præcision og har en rå ’ind til benet’-attitude.  Tonen passer perfekt til karaktererne og miljøet.

Noget andet vi kom omkring, var den æggende måde hele historien blev oprullet på. Spørgsmål man stiller sig undervejs: Hvad har faren gjort, der er så modbydeligt? Hvor er moren egentlig? Hvad er der sket med broren? I små doserende mængder formår Bengtsson at svare på disse spørgsmål. Det er meget effektivt konstrueret og man føler sig drevet til at få opklaret alle aspekter af det ulykkelige morads Sus befinder sig i. 

Andre ting vi kom omkring:

-          Humoren (Katten Væk-i-morgen, pusheren i kørestol, Adrian, der ikke kan nå sin fjernbetjening, osv.)

-          Titlens mange fortolkningsmuligheder: Som andre har bemærket S.O.S, eller ’et sus’, både som i hentydning til stofferne men også som i noget let overset og noget der passerer hurtigt forbi. Her var vi nysgerrige på, hvad forfatteren mon har tænkt med titlen. 

Til sidst gav slutningen mange overvejelser: den var på sin vis ret overraskende, da den hævnfulde forløsning udeblev, men gav til gengæld fint rum til fortolkning:

1.       Begik hun selvmord? Sus indser at hun ikke kan fortsætte på samme måde i to år mere, hun har opnået evnen til at slå ihjel(katten) og nu står hun med pistolen i hånden. Et af de vildere bud var at selvmord faktisk tilbød en art positiv slutning: på en måde er Sus blevet ligeså afstumpet som faren og en måde at bryde den sociale arv ville være at begå selvmord.

2.       Muligheden for en Sus 2? Nogle så også muligheden for en efterfølger, hvor Sus evt. kunne fortsætte sin mission med pistolen i hånden og et lille besøg hos faren i fængslet...

Der var enkelte i gruppen, der også var kritiske over for bogen: var det egentlig ikke en ret stereotyp fremstilling og har vi ikke hørt den her historie tusinde gange før? Valide synspunkter, som kunne give anledning til en god debat, evt. her på siden?

man, 15/01/2018 - 19:25

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Kære læsere i Fredericia

 

Lad mig straks kaste mig ud i at besvare jeres glimrende spørgsmål:

 

Da jeg skrev Sus vidste jeg at hun sandsynligvis ville blive sammenlignet med Lisbet Salander. Hvordan kunne det undgås her i norden? Jeg kan dog ikke sige at jeg direkte har ladet mig inspirere, har kun læst den første af millennium trilogien, og da min søde redaktør påpegede et slægtskab undgik jeg på nogen måde at læse videre.

Jeg synes dog at en ret væsentligt forskel er at Salander fremstår som lidt af et übermensch – Salander kan slås, hun kan hacke en computer, hun kan overleve kun med en grankogle og en dåse Jakabov. Hun er underklassens James Bond. Hvad de to karakterer dog har tilfælles er at de er mere end almindligt udfordret i deres opvækst. Men Sus er på mange måder en ”almindelig” pige, hvis det findes. En pige der bliver nødt til at finde nogle nye ressourcer i sig selv, hærde sig selv, men intet af det her kommer naturligt til hende 

”Sus” er ikke en særligt gennemtænkt titel. På tysk hedder bogen Kugelfisch – altså kuglefisk, eller blowfish som Sus selv nævner et par gange i løbet af bogen. Det er en fisk der blæser sig op for at skræmme sine fjender, og en fisk der er meget giftig hvis den ikke bliver tilberedt ordentlig (en stor japansk delikatesse.)  Se nu der har vi grobund for en rigtig heftig fortolkning :)

Jeg tænker ikke Sus begår selvmord. Der er for meget livskraft i hende. Men det er med vilje at jeg lader muligheden stå åben, det bør man næsten når man efterlader en hovedperson med en pistol.

Kunne godt forestille mig på et tidspunkt at vende tilbage til Sus som karakter. Både hende og Adrian. Jeg holder meget af dem. Ved endnu ikke hvad deres vej så måtte være. Men gør mig tanker.

Dem i jeres læsegruppe der var i tvivl om hvorvidt at Sus var stereotyp, og hvorvidt vi har hørt denne slags historie tusind gange før – tager fejl. Men de er sikkert gode mennesker alligevel.

De bedste hilsner

 

Jonas

AfAnnette Ridder
ons, 10/01/2018 - 09:37

Halsnæs-klubben er enig med Hillerød i, at Sus er en vigtig bog fra velfærdssamfundets skyggeside, som burde overrækkes til Lars Løkke, der kun snakker om at rive ned og ikke bygge op. Obligatorisk læsning i social- og sundhedssektoren og som undervisningsmateriale. Formen med mange korte kapitler og blanke sider driver læseren frem. Forfatterens greb med at fortælle historien kort og drypvist er virkelig godt – ellers ville man da slet ikke kunne holde ud at læse den. Nogle af os har meget svært ved det, fordi det er så håbløst og mørkt – efterlyser skønhed, humor og kærlighed, hvad der er meget lidt af her, om overhovedet noget.

Måske er det at tage munden for fuld at kalde den en ny litterær klassiker, men den fortæller en vedkommende historie om nogle skæbner, som findes lige uden for vores dør. Fantastisk skildring af normløsheden i miljøet. Sammenligning med Morten Pape, og de gamle mestre som Andersen Nexø, og Pontoppidan og store malere, som dristede sig til at udfordre skønhedsidealerne og vise udsatte folk og almue.

Vi talte os om Bengtssons Et eventyr, som vi tidligere har læst med stor fornøjelse.

At der er tale om en omsorgssvigtet og kvæstet ung pige, som kun med nød og næppe overlever ved konstant at søge ”under radaren” og gøre sig usynlig. Man ser hende for sig siddende i kosteskabet og gøre sig lille bitte. Drømmescenerne står stærkt, hun forsøger at spise sig selv, er konstant plaget af mareridt.

Hvor slutter historien? Ja det får stå åbent. To år er lang tid, siger politimanden, og for Sus er to år helt uoverskueligt lang tid – hvad stiller hun op med sig selv og sit liv?

 

 

 

 

man, 15/01/2018 - 16:44

Som svar til af ridder1

Kære Halsnæs-klubben

 

Det er absolut ikke at tage munden for fuld at kalde "Sus" en ny litterær klassiker. Men fornemmer at det muligvis ikke var et spørgsmål rettet mod mig... 

Hvad slutningen angår kan jeg sige to ting: Jeg forsøgte for det første at holde bogen så realistisk som muligt. Sus er ikke en krimi, der per definition næsten altid går op til sidst. I modsætning til det virkelige liv. Som er bøvlet og hvor alt sjældent falder i hak til sidst. Så jeg tænkte denne slutning, denne halv-slutning sandsynligvis ville være tættere på virkeligheden. Og ja, to er år lang tid. Jeg kunne godt tænke mig selv at vide hvad Sus kommer til at bruge de år på. Om de kommer til at ændre hende. Jeg tror på hende, tror på at fortvivlelsen ikke vil knække hende. 

 

De bedste hilsner

 

Jonas 

AfConnie Mikkelsen
lør, 06/01/2018 - 09:39

 

Jeg har tilbudt at samle kommentarer , og refererer fra debatten på Ærø folkebibliotek .

Det er  første gang biblioteket herovre har  startet en læsekreds op under DR litteratursiden / romanklub regi.

Vi mødtes i sidste uge på Marstal bibliotek, til  en god snak om månedens bog , som vi alle fandt letlæst, og meget læsværdig.

Her følger nogle  stikord og spørgsmål fra vores første møde;

 Lix tallet er ikke er højt, men det er en tankevækkende bog, og den gengiver troværdigt miljøet.

Hævnmotivet der driver handlingen, er også med til at give hovedpersonen indhold i tilværelsen, men hvilket indhold... Hun er jo et dybt ensomt menneske uden netværk.Hun virker nu ikke ensom, men hun kender jo heller ikke til andet end at være alene.

En meget Katteglad  deltager spurgte "hvorfor skulle katten dø ? Hun kunne have levet så fint med den" 

navnet på killingen er ikke uden humor " Væk imorgen"

Sus som hovedpersonen hedder / bliver kaldt , hvilke overvejelser bag navnet ?

Hun har alle odds imod sig, men vi tror på hun er en overlever.

meget aktuelt indslag i de her ghetto debat tider .

Vi fik et indblik i sådan en "Ghettoverden" der er meget langt fra vores ø- liv. Bogen er med til at understrege hvor vigtigt det er med tidlig indsats overfor sådanne familier, for den sociale arv er stærk, og der skal gribes ind tidligt i børnenes liv , hvis dysfunktionelle familier skal hjælpes.

Flere af læsekredsens deltagere kendte ikke til Bengtson , men var ikke afvisende for at kigge mere på forfatterskabet. Det må da udover æren , også give et boost på kistebunden, sådan at blive udvalgt til at blive debatteret i hele landet ? Er det noget du kan mærke på din indtægt Jonas ?

Vi sammenlignede med Morten Papes  roman " Planen" og glæder os over at der er forfattere der giver os et indblik i andre samfundsklasser end dem vi selv har kendskab til.

Hvilke forfattere er du selv inspireret af Jonas Bengtson, og hvad læser du p.t. ?

Relationen til politiet. Det overraskede os at hun kender spillet med den gamle politimand, men hun bliver usikker overfor den nye, der gør tingene anderledes end hun er vant til.

Sus lever meget i nuet, selvom hun forbereder sig på det der skal ske.

Hvorfor kommer faderen ikke ud før tid ? hvorfor vægtes Sus vidnesbyrd ikke ?

Processen frem mod fadermordet skal forrå hende, men lykkedes det ? Og bliver " man" fri af at slå ihjel ?

Det var ordene fra Ærø , tak for en god og samfundsnødvendig bog.

 

 

 

søn, 07/01/2018 - 17:23

Som svar til af Connie

Dejligt at høre fra jer på Fanø, har mange gode barne/ ungdomsminder fra jeres smukke ø.

 

Vil tillade mig at kaste mig direkte ud i spørgsmålene. Og kan ikke love jeg får besvaret dem alle. Og måske bliver det lidt rodet:

Jeg vil starte med at sige at jeg er ked af at katten måtte dø! Men det var nødvendigt. Er selv glad for katte.

Jeps, lixtallet er lavt som i stort set alt hvad jeg skriver. Jeg forsøger at vise frem for at fortælle, og forsøger at undgå brug af abstraktioner i sproget da mener det bliver for upræcist -  Jeg elsker min kæreste, jeg elsker røde pølser. Og jo, jeg synes også mange fremmedord mangler musikalitet.

En kort, men ret præcis liste over forfattere der har formet mig er: Camus, Kafka, Agota Kristof (genudsendt i år – stor læsning!) Og PO Enquist (der gav mig en pris - tror ikke jeg har været meget mere stolt i mit liv.) Lige nu skriver jeg, og så bliver det desværre ikke til så meget læsning.

Ved endnu ikke om jeg kommer til at mærke noget til denne her dejlige nominering rent monetært. Ved bare at min sidste bog gik langt bedre i Frankrig og  Tyskland end herhjemme.

Hvad hendes viden omkring politiprocedure, officiel og uofficiel, angår - tænker jeg at det er resultatet af at vokse op blandt småkriminelle.

Sus vidnesbyrd bliver ikke vægtet da Ivertssen sætter foden godt og tungt ned, lægger al den vægt han har som gammel politibetjent bag. Og han hører ikke hendes vidneudsagn, da udvalget har tavshedspligt. Ivertssen mener absolut han gør det rigtige her.

 

Håber jeg kom nogenlunde rundt. 

De allerbedste hilsner

 

Jonas T. Bengtsson

AfConnie Mikkelsen
man, 08/01/2018 - 20:01

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Tak for svarene, og skønt at vores ø- liv vækker associationer til dine egne minder. 

Fanø og Ærø har jo en del til fælles hvad angår den maritime fortid, men mon ikke det har været som det gamle ordsprog siger ; hvad hjertet er fuldt af, løber munden ( pennen ) over med, ???Vi er altså en læsekreds fra Ærø, men det fik jeg også pointeret i mit første indlæg.

Nu  jeg har åbnet tråden igen,vil jeg lige tilføje et par spørgsmål for egen regning ;

Bliver Sus en mønsterbryder, og -

hvad skriver du på lige nu ? ?

Der kunne jo godt følge en to'er så vi kan finde ud af om hun får gjort helt op med sin fortid...

Mange venlige hilsener fra 

Connie Mikkelsen

tir, 09/01/2018 - 20:13

Som svar til af Connie

Kære Connie

 

Jeps, der kunne sgu godt følge en toer. Sus er en af de karakterer jeg har skrevet, jeg holder mest af. Om hun ville blive en mønsterbryder eller ej, måtte en ny bog om hende jo så vise. Vi kan ikke vide det endnu. Skriver i øjeblikket, men ikke på en fortsættelse. Og holder nu altid tand for tunge når det gælder igangværende projekter - lovede engang folk en bog om ninjaer der desværre aldrig blev til.

 

de bedste hilsner

 

Jonas 

AfErling Lykke
tor, 04/01/2018 - 13:25

Kære læsere

Jeg kan supplere mit tidligere indlæg med, at Jonas T. Bengtsson har sagt ja til at deltage i debatten. Så fyr løs med kommentarer og spørgsmål. 

Hilsen

Erling Lykke

AfJakob Poulsen
tor, 04/01/2018 - 10:50

SUS - et S.O.S. fra "blokken"

Jeg skal hilse at sige fra Hillerød, at "Sus" i den grad fik gang i debatten. Overordnet er bogen ikke svær at læse: sproget er råt og ungt, og historien følger en stram kronologi. De mange blanke sider giver muligheden for at lade de korte kapitler bundfælde sig. Der var enighed om, at bogen ville være en oplagt bog for unge og studerende. For nogen var det en god læseoplevelse, andre knapt så god, men alle havde en mening om bogens tema!

Sus er en trist, men fuldstændig realistisk tragisk skæbne i dagens Danmark. Omsorgssvigtet er totalt og hendes selvopholdelsesdrift er lige dele had/hævngerrighed til faren og selvhad, der udmønter sig hendes prøvelser. Der er ingen hjælp eller forståelse at hente hos hendes omgivelser; hun er overgivet til sig selv og den lille kat er overgivet til hende. 

Katten spiller en vigtig rolle i historien. Hun anskaffer den for at slå den ihjel, men det ender med at hun køber/stjæler det bedste mad til den. Da hun til slut alligevel kvæler katten (mens de legede far, mor og børn) er det for tidligt, da faren alligevel ikke bliver løsladt.  Hun stryger over dens bløde, kolde pels, måske et håb om at den stadig er i live; hvordan hun selv skal overleve i to år til inden faren får mulighed for at komme ud igen er en uoverkommelig opgave, men pistolen er lige ved hånden... - Katten er i øvrigt et tydelig metafor på Sus' person. 

Trods de udsigtsløse og triste skæbner i bogens miljø, er der små episoder af solstrejf af både humor og medmenneskelighed. Bengtsson skriver godt og er fraværende og heldigvis ikke moraliserende. Han præsenterer os et tidsbillede af dagens Danmark og lader læseren selv drage slutninger: hvad kan man gøre for (unge) mennesker som Sus?

"Sus" er bestemt en debatbog, som tvinger en til at se de sørgelige forhold og tage stilling til dem derfra, fremfor at pege fingre og sige, at det er mennesker som Sus' egen skyld, at de er havnet i en tvivlsom livssituation - for at sige det mildt. 

Bogen kan sine steder synes konstrueret, men dens pointe er ikke tage fejl af, og den står forhåbentligt i mange eksemplarer på Folketingets Bibliotek skønlitterære hylde for pligtlæsning.

Vi har dog et par spørgsmål til Bengtsson: Hvorfor hedder Sus "Sus"? Vi havde en overfortolkningsdiskussion om, hvorvidt det var et ordspil over "S.O.S" eller om palindromet, Sus, er et symbol på, at hun er lukket inde i sit eget navn/skæbne... Hvorfor valgte han navnet "Sus" og ikke "Maria", f.eks.?! 

 

søn, 07/01/2018 - 15:37

Som svar til af Jakob Poulsen

Hej Hillerød! Glad for at I har læst! 

Og for at besvare jeres navnespørgsmål, er der ikke rigtig nogen symbolik at komme efter. Desværre, har jeg lyst til at sige. For mig er navne mere et musikalsk valg. Hvordan det lyder. Kunne hun være en Sus? Et lille navn, til en lille pige. Ikke en Susanne, men en Sus. Er ret forsigtig med navnesymbolik da det både kan give en lige lovlig enkel fortolkningsmodel -  og fordi man kan ende med en karakter der hedder noget der ikke rigtig passer på personen. Sigurd er måske det bedste eksempel jeg kan komme på. En fin Wagner og dragedræber reference, men hvordan ser vi en Sigurd for os? Latin lover eller fraskilt mand i Næstved med eget kloakeringsfirma? Det sidste kunne absolut fungere (og jo, derfor kunne han jo godt være helt, men det skal passe sammen!). 

Hvad jeg dog kan sige, med ret stor sikkerhed, er er at al symbolik i mine bøger starter per natur som noget underbevidst/  ubevidst, som jeg så muligivs underbygger hvis jeg får øje på det. Og ellers lader passe sig selv. 

De aller bedste hilsner

Jonas T. Bengtsson

AfErling Lykke
ons, 03/01/2018 - 08:22

Kære læsere

Et godt nytår til alle brugere af Litteratursiden. Debatten om de nominerede til DR Romanprisen er i fuld gang. Vi lagde ud med Maren Uthaug: "Hvor der er fugle" i december. 2018 indledes med den anden nominerede, nemlig Jonas T. Bengtsson: "Sus" om den 19 årige pige, Sus, der planlægger at slå sin far ihjel, når han kommer ud af fængslet.

Sideløbende med debatten her på sitet, kan man også bidrage med synspunkter, spørgsmål og kommentarer på Litteratursidens facebook-side. 

Så fat pennen eller rettere tastaturet og skriv jeres kommentarer og spørgsmål. Vi ser frem til en levende og frugtbar debat om månedens bog.

Med ønsket om et godt nyt læseår

Erling Lykke

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

2 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
tor, 11/01/2018 - 09:40

Betragtninger fra læseklubben i Fredericia

Nogle af vores overvejelser er tilsvarende de andre gode indlæg her på siden, men der vil også blive tilføjet nye vinkler.

Først og fremmest havde langt de fleste af os en god og gribende læseoplevelse.

Bogens største force er først og fremmest en stærk og troværdig miljøbeskrivelse. En side af Danmark, som de færreste befinder sig i, men som vi efterfølgende følte, vi havde fået større forståelse for. Derudover selvfølgelig en meget fængende hovedperson, Sus, som det var svært ikke at holde af, på trods af mange usympatiske træk.

Alle de mange Salander-referencer var spændende at tale om. Ligesom Salander er Sus en androgyn karakter, drevet af had, og til dels udstyret med samme kløgt. Det Sus manglede i forhold til Salander var netop det hele hendes mission gik ud på: at være i stand til at slå ihjel. Hvor bevidst har Hr. Bengtsson mon ladet sig inspirere af Stieg Larssons yndling?

En af Bengtssons kvaliteter er hans tæft for det realistiske sprog. Det var meget læsevenligt og effektivt. Sætningerne besidder stor præcision og har en rå ’ind til benet’-attitude.  Tonen passer perfekt til karaktererne og miljøet.

Noget andet vi kom omkring, var den æggende måde hele historien blev oprullet på. Spørgsmål man stiller sig undervejs: Hvad har faren gjort, der er så modbydeligt? Hvor er moren egentlig? Hvad er der sket med broren? I små doserende mængder formår Bengtsson at svare på disse spørgsmål. Det er meget effektivt konstrueret og man føler sig drevet til at få opklaret alle aspekter af det ulykkelige morads Sus befinder sig i. 

Andre ting vi kom omkring:

-          Humoren (Katten Væk-i-morgen, pusheren i kørestol, Adrian, der ikke kan nå sin fjernbetjening, osv.)

-          Titlens mange fortolkningsmuligheder: Som andre har bemærket S.O.S, eller ’et sus’, både som i hentydning til stofferne men også som i noget let overset og noget der passerer hurtigt forbi. Her var vi nysgerrige på, hvad forfatteren mon har tænkt med titlen. 

Til sidst gav slutningen mange overvejelser: den var på sin vis ret overraskende, da den hævnfulde forløsning udeblev, men gav til gengæld fint rum til fortolkning:

1.       Begik hun selvmord? Sus indser at hun ikke kan fortsætte på samme måde i to år mere, hun har opnået evnen til at slå ihjel(katten) og nu står hun med pistolen i hånden. Et af de vildere bud var at selvmord faktisk tilbød en art positiv slutning: på en måde er Sus blevet ligeså afstumpet som faren og en måde at bryde den sociale arv ville være at begå selvmord.

2.       Muligheden for en Sus 2? Nogle så også muligheden for en efterfølger, hvor Sus evt. kunne fortsætte sin mission med pistolen i hånden og et lille besøg hos faren i fængslet...

Der var enkelte i gruppen, der også var kritiske over for bogen: var det egentlig ikke en ret stereotyp fremstilling og har vi ikke hørt den her historie tusinde gange før? Valide synspunkter, som kunne give anledning til en god debat, evt. her på siden?

man, 15/01/2018 - 16:36

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Kære læsere i Fredericia

 

Lad mig straks forsøge at besvare jeres glimrende spørgsmål:

 

Da jeg skrev Sus vidste jeg at hun sandsynligvis ville blive sammenlignet med Lisbet Salander. Hvordan kunne det undgås her i norden? Jeg kan dog ikke sige at jeg direkte har ladet mig inspirere, har kun læst den første af millennium trilogien, og da min søde redaktør påpegede et slægtskab undgik jeg på nogen måde at læse mere.

Jeg synes dog at en ret væsentligt forskel er at Salander fremstår som lidt af et übermensch – Salander kan slås, hun kan hacke en computer, hun kan overleve kun med en grankogle og en dåse Jakabov. Hun er underklassens James Bond. Hvad de to karakterer dog har tilfælles er at de er mere end almindligt udfordret i deres opvækst. Men Sus er på mange måder en ”almindelig” pige, hvis det findes. En pige der bliver nødt til at finde nogle nye ressourcer i sig selv. Der sætter sig et mål, men som ikke har nemt ved det. 

 

”Sus” er ikke en særligt gennemtænkt titel. På tysk hedder bogen Kugelfisch – altså kuglefisk, eller blowfish som Sus selv nævner et par gange i løbet af bogen. Det er en fisk der blæser sig op for at skræmme sine fjender, og en fisk der er meget giftig hvis den ikke bliver tilberedt ordentlig (en stor japansk delikatesse.)  Se nu der har vi grobund for en rigtig heftig fortolkning :)

 

Jeg tænker ikke Sus begår selvmord. Der er for meget livskraft i hende. Men det er med vilje at jeg lader muligheden stå åben, det bør man næsten når man efterlader en hovedperson med en pistol.

Kunne godt forestille mig på et tidspunkt at vende tilbage til Sus som karakter. Både hende og Adrian. Jeg holder meget af dem. Ved endnu ikke hvad deres vej så måtte være. Men gør mig tanker.

Dem i jeres læsegruppe der var i tvivl om hvorvidt at Sus var stereotyp, og hvorvidt vi har hørt denne slags historie tusind gange før – tager fejl. Men de er sikkert gode mennesker alligevel.

 

De bedste hilsner

 

Jonas