Snydt ud af næsen

Korsgaards novellesamling er befolket af skrøbelige eksistenser og tegner konturerne af et lokalmiljø, hvor udviklingen er gået i stå både samfundsmæssigt og menneskeligt. 

”De boede et sted som næsten ikke var til stede”,  hvor "kun en enkelt lastbil var kørt forbi ham i løbet af den sidste halve time”. Fordomme og social udstødelse klæber til befolkningen ude i randområderne af samfundet i Thomas Korsgaards novellesamling. Det er på samme tid rammende, rørende og forstemmende læsning om et samfundslag, der sjældent får taletid eller forståelse. 

Thomas Korsgaard tematiserer endnu engang et miljø, præget af sociale konventioner, hvor alle kender alle, og der ikke er nogen til at udfordre normer og fordomme eller prikke til den sociale arv. Det står tydeligst frem i de korte noveller om klovbeskæreren Åge Jørgensen, der mange år tidligere kørte en pige ihjel og ikke kan få lov at købe brænde nogen steder, fordi han er frosset ude af lokalbefolkningen. I titelnovellen om Åges søn Kevin, får drengen denne nedarvede skyld at mærke uvidende om, hvad der er på færde. En aften er Kevin gået ud i heftigt regnvejr uden regnfrakke iført natbukser med bananer i pyjamas for at sælge mærker for Børns Vilkår (galgenhumor af dimensioner). Uvidende banker han på hos det forældrepar, der mistede deres barn i ulykken. 

Vi møder også sutterne foran Bilka, som vil omdele salgsannoncer på deres campingvogn, men ender med at drikke bajere i stedet. Og ægteparret, hvor konen giver ægtemanden den kolde skulder, fordi han til hendes store fortrydelse er holdt op med at drikke, og derfor er blevet møgkedelig at være gift med. Der er Daniel, der skal holde fødselsdag, men hvor ingen af klassekammeraterne gider deltage og undgår ham i skolebussen på vej hjem.

Kevin tænker på ”alle de mennesker man aldrig mødte”, og den sætning opsummerer netop Korsgaards særkende som forfatter: at give læseren et smugkig ind i miljøer og almindelige menneskers hverdag, præget af gode men kuldsejlede hensigter, bristede drømme og tilværelser, hvor det mest handler om at overkomme og overleve dagen. Korsgaards personer vækker genkendelse og føles på samme tid som noget, der udspiller sig langt fra ens egen komfortable middelklassetilværelse. Den korte stund, man er i disse skæbners selskab, giver appetit på at vide mere om hver og en. Børnenes skæbner rammet hårdest. 

Flere noveller er fremragende og træder stærkt frem, mens et fåtal føles for uafklarede eller korte. Jeg efterlades også med en vag følelse af et lidt for stigmatiserende samfundsportræt med alle de mislykkede, fallerede og afstumpede skæbner ude i provinsen. Korsgaards talent er, at han skriver så han kan læses af alle, ung som gammel, høj som lav, og at man selv kan læse det ind i novellerne, man har forudsætninger for. Flere mindeværdige sætninger rammer hovedet på sømmet, og monologerne er som altid et herligt højdepunkt.