Slottet ved Det Liguriske Hav af Henning Mortensen

Finurlig roman i ægte Henning Mortensen-stil om en mand, der lader sig trække rundt i manegen, men som også udviser uventet handlekraft

Victor Seemann, som vi mødte første gang i ’Det blanke vand’, sidder alene i sit sommerhus i Gilleleje, hvor han forsøger at få styr på tilværelsen og komme til hægterne både fysisk og psykisk efter de brandsår, han pådrog sig, da hans villa brændte. Omkring sig har han den tidligere rengøringshjælp, den moderlige og buttede Lillian, der gerne planlægger både fremtid og bryllup med ham, sin forhenværende hustru, den smukke Julie, der lider af narkolepsi og endelig gartneren Henry, som Julie har giftet sig med.

Hele fortællingen er set fra Victors synsvinkel. Det er en slags dagbog, eller som undertitlen siger: hans bekendelser. Han nærer stadig varme følelser for Julie og vil gøre næsten alt for hende, samtidig med, at han ikke rigtig kan finde ud af, hvad han skal stille op med Lillian. Lillian har til gengæld sin helt egen og meget klare dagsorden, som giver mig mindelser om Anne Grues roman ’Noget for noget’.

’Slottet ved det Liguriske hav’ er, som ’Det blanke vand’, ikke nogen egentlig krimi, den er til gengæld mere intens og mere spændende end mange traditionelle krimier. Henning Mortensens persontegning er meget skarp og visuel, og ind imellem bliver bogen grotesk morsom Man ved aldrig, hvor man har Henning Mortensen, der har en finurlig og ironisk tilgang til stoffet og leger med både sprog og handling. Midt i det, der skal vise sig at være blodig alvor, lader han Victor udtrykke sig nærmest lyrisk. ”Jeg betragter månen. Den skinner på min bryllupsrejse. jeg kan ikke sove, med det er måske, fordi der er tale om en perfekt fuldmåne denne stille nat, der kun har cikaderne som lydtæppe og med enkelte fjernt summende fly på vej mod Nice”.

Man kan godt læse ’Slottet ved det Liguriske hav’ uden at have læst ’Det dybe vand’, men det bliver en helt anden historie, hvis man ikke har forhistorien med sig.

Henning Mortensen har igen skrevet en lille, stor roman. Slutningen overbeviser mig om, at der kommer en tredje bog om Victor Seemann og personerne omkring ham - ikke mindst Lillian. Jeg vil glæde mig.