Man skal ikke skue hunden på hårene og gamle damer på deres tiltalende ydre. Liseleje er kommet på krimilandkortet med denne fremragende romandebut.
Ved første øjekast forekommer Judith Abild Behring at være indbegrebet af en rar og hyggelig ældre dame: Yderst pertentlig og en knag i et køkken. Omsorgsfuld – tilsyneladende. Dyreven. Og… øh… flirter hun ikke også lidt? Med postbuddet for eksempel? Og sågar med byens drukmåse – trekløveret Hans Enoksen (grønlænder og tidligere selvmordskandidat), Christian Kramshøj (forhenværende pornofikseret graver, nu kun pornofikseret) og endelig kunsthistorikeren Andersen, som egentlig hedder Mikkelsen, men når nu hans to venner hedder henholdsvis ”Hans” og ”Christian” til fornavn, er det næsten for oplagt – i hvert fald når man bor i en lille by som Liseleje, hvor omgangstonen er gemytlig, og hvor alle (tror de!) kender alle. Men skindet bedrager, og den venlige dame, som inviterer de tre beduggede venner indenfor til middag og vin/øl ad libitum, har både skeletter i skabet, lig i lasten og en skjult dagsorden.
Bedst som historien om Liselejes udskud og deres plejen omgang med frøken Judith er i fuld sving, føres læseren med ét tilbage i tiden, nærmere betegnet tilbage til Peter Bangs Vej i 1948, hvor en dreng ved navn Jørgen bliver født. Jørgens mor Edith nærer udtalte ambitioner på sin stakkels søns vegne, og som historien om Jørgen skrider frem, kan det ikke undre nogen læser, at han udvikler sig til et mindre sympatisk eksemplar af racen – for nu at sige det mildt. Men allermest interessant er dog: Hvad har drengen Jørgen og hans mor med Liselejes lokalbefolkning at gøre? Dét er spørgsmålet, og stor er overraskelsen, når det hen ad vejen åbenbares, hvordan det hele hænger sammen.
Jeg er ganske enkelt fuldkommen vild med Ane Riels romandebut, som da også fuldt fortjent kåret af Det Danske Kriminalakademi som Bedste danske krimi/spændingsdebut i 2013. Dels er historien særdeles velkomponeret, man undres og overraskes big time, men uden at overblikket skrider. Dels er sproget både sikkert og humoristisk, og dialogerne fungerer upåklageligt. Og endelig er det hele simpelthen bare godt fundet på – hvor banalt det end kan lyde. For mig at se går alle elementer op i en højere enhed, og jeg håber inderligt, at Ane Riel med denne ’voksendebut’ har fået blod på tanden (undskyld billedet) og skriver flere romaner i samme ånd. Der sidder en læser her og venter…
Kommentarer