Sjuft

Autofiktiv roman om et kompliceret far-søn-forhold, der rækker fra Vamdrup til Filippinerne, hvor faren lever efter devisen: Fadøl, fisse og fast arbejde. Desværre bliver det aldrig så interessant, som det lyder.

Don Bjarno er blikkenslager, no bullshit-typen og far til René, som trods Don Bjarnos barskhed til stadighed angler efter anerkendelse og opmærksomhed fra faren. Når Don´en ikke arbejder på Thule Air Base, bor han på den filippinske ø Panglao, hvor han – i hvert fald i sin søns øjne – nærmest er en konge, der råder over en større filippinsk familie samt et hotel. I 2010 fylder Don Bjarno 60 år, og dét skal fejres efter alle kunstens regler. Og her begynder fortællingen om et stormomsust far-søn-forhold.

René Fredensborg har begået en autofiktiv roman, der først og fremmest kredser om forholdet til den fraværende, karismatiske far, Don Bjarno, hvis borgerlige navn selvsagt er Bjarne. Don Bjarno er for meget og alt for lidt på samme tid, og sådan en mand som man med garanti kunne have en mere end almindelig munter aften med på et brunt værtshus, men som man helst er fri for at være i familie med. På Filippinerne har han giftet sig med Analyn, som styrer hotel- og bardriften i de perioder, hvor Bjarno arbejder på Grønland. René, der selv har forliste parforhold og en større børnefolk i bagagen, gør hvad han kan for at blive en anden slags far, end den han selv har haft, men det er svært ikke at træde i kongens dybe fodspor. Da også René falder for en filippinsk kvinde, ser de to mænds liv ud til næsten at køre parallelt. På godt og ondt.

Jeg havde set frem til ’Sjuft’ i spændt forventning. Dels fordi jeg i 2011 var ret vild med Fredensborgs debutroman Hønsehunde, og dels fordi titlen talte direkte ind i min halv-perverse interesse for romaner om mænd-med-et-misbrug-og-en-deroute-coming-up a la Charles Bukowski og Tom Kristensen. Desværre bliver ’Sjuft’ hverken så fandenivoldsk (selv om Don Bjarno gør, hvad han kan) som debuten eller så besnærende som drukmåsene Bukowski og Kristensen. Mindre kunne naturligvis også have gjort det, men jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at historien om René Fredensborg er mest interessant for – René Fredensborg. Jeg tog mig faktisk i at kede mig undervejs på turen fra Vamdrup og andre udsteder i Jylland til det varme, eksotiske Filippinerne og med en afstikker til Hornbæk, hvor René residerer, når han er på dansk jord.

Fredensborg, der er journalist, har sans for ord og for brugen af dem. Han skriver godt, engageret og levende, og det er på ingen måde sproget, der gør, at jeg ikke blev hverken grebet eller berørt af romanen. Eller måske er det…? Lad mig give et eksempel: René forelsker sig i og bliver senere gift med Analyns niece Shine. Et forhold, der for mig som læser aldrig rigtig bliver hverken emotionelt eller begribeligt – og det beklager jeg, da manden så vidt vides er gift med damen i skrivende stund. Det er ikke for at negligere Fredensborgs ægteskabelige følelser, men i romanform er de underligt vege og blege og som sagt lidt ubegribelige.

Don Bjarne er et frisk pust, men romanen som sådan mere en lunken vind.