Anmeldelse
Samtalekur af Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslew
- Log ind for at skrive kommentarer
De tre vise mænd er samlet igen for at gøre os endnu klogere, og det lykkes. Denne gang på selve samtalens funktion og styrke.
Som i den første bog, Det, vi ikke forstår, gør os klogere, er det retorikeren Frederik Lindhardt, der styrer løjerne og de tre taleivrige venner.
Efter den første bog og den efterfølgende debatturné opstod et behov for at få afklaret, hvad samtalen som sådan egentlig er, og hvordan den adskiller sig fra anden kommunikation. Det er i hvert fald for mig et af de spørgsmål, jeg aldrig har stillet, men hvor føler jeg mig mere oplyst efter at have fået en række bud på svar.
Samtalepartnerne kommer igen langt omkring, og bogen lever meget op til undertitlen: Alt det, vi ikke kunne tale om. Især kommer de tæt på hinanden, og her træder deres forskellige personligheder meget frem: som Lindhardt skriver i forordet, er Willerslev historiefortælleren, Brinkmann den skriftkloge og Nørretranders fortætteren. Det giver sammenstød – især mellem de to første – der fx har en helt forskellig tilgang til ledelse, hvor de går hinanden meget på klingen.
Samtidig er det tydeligt, at de alle tre respekterer hinandens fagligheder og personligheder, og som læser oplever man virkeligt, at de alle flytter sig i løbet af samtalerækken, hvor både de og vi bliver klogere og mere afklarede.
Selv om de, ligesom i den første, af og til forfalder til akademisering, er bogen grundlæggende letlæst og meget inspirerende. Det føles som en gave at komme ind i et fortroligt og meget begavet samtalerum, og deres bøger adskiller sig – som en af dem selv bemærker – fra andre samtalebøger ved at handle om andet personen eller personerne, der er i centrum for samtalen.
- Log ind for at skrive kommentarer
De tre vise mænd er samlet igen for at gøre os endnu klogere, og det lykkes. Denne gang på selve samtalens funktion og styrke.
Som i den første bog, Det, vi ikke forstår, gør os klogere, er det retorikeren Frederik Lindhardt, der styrer løjerne og de tre taleivrige venner.
Efter den første bog og den efterfølgende debatturné opstod et behov for at få afklaret, hvad samtalen som sådan egentlig er, og hvordan den adskiller sig fra anden kommunikation. Det er i hvert fald for mig et af de spørgsmål, jeg aldrig har stillet, men hvor føler jeg mig mere oplyst efter at have fået en række bud på svar.
Samtalepartnerne kommer igen langt omkring, og bogen lever meget op til undertitlen: Alt det, vi ikke kunne tale om. Især kommer de tæt på hinanden, og her træder deres forskellige personligheder meget frem: som Lindhardt skriver i forordet, er Willerslev historiefortælleren, Brinkmann den skriftkloge og Nørretranders fortætteren. Det giver sammenstød – især mellem de to første – der fx har en helt forskellig tilgang til ledelse, hvor de går hinanden meget på klingen.
Samtidig er det tydeligt, at de alle tre respekterer hinandens fagligheder og personligheder, og som læser oplever man virkeligt, at de alle flytter sig i løbet af samtalerækken, hvor både de og vi bliver klogere og mere afklarede.
Selv om de, ligesom i den første, af og til forfalder til akademisering, er bogen grundlæggende letlæst og meget inspirerende. Det føles som en gave at komme ind i et fortroligt og meget begavet samtalerum, og deres bøger adskiller sig – som en af dem selv bemærker – fra andre samtalebøger ved at handle om andet personen eller personerne, der er i centrum for samtalen.
Kommentarer