Anmeldelse
Rud af Kamilla Hega Holst
- Log ind for at skrive kommentarer
Kamillla Hega Holst viser nye sider af sit forfattertalent i dette uhyggelige og veldrejede familiedrama. Det er foruroligende, ret syret og uhyre godt skruet sammen.
RUD er en usædvanlig flot bog, men er på ingen måde feelgood litteratur. Det fascinerende omslag leder både tankerne hen på kroppens linjer og blodårer og på rødder og stier i den plantage, hvor en fraskilt kvinde og hendes to børn opholder sig i et sommerhus, tæt på havet. Netop her i Asserbo plantage forsvinder Kaisas teenagesøn Malte, dagen før børnene skal hentes af deres far. De foruroligende illustrationer i bogen er en gengivelse af de spor, Malte har efterladt: En stor, dyster collage med billeder, kort, tekster og linjer, som Kaisa finder, da hun om natten bryder ind i Maltes anneks og overvældes af ildelugtende rester både fra naturen og fra drengens krop.
Kaisa finder flere og flere gådefulde og skæmmende spor i annekset: RUD, som der står skrevet med grønt på collagen, er et af dem og peger nok med Maltes fejlstavning på ROD, som forener menneske og natur, et af temaerne i romanen. Centralt står også citater fra 'Dværgen' af Pär Lagerkvist, der handler om ondskab og legens uhyggelige væsen. Flere spor henviser til filosofi og til leg og spil, som har været familiens omdrejningspunkt på godt og ondt, og det bliver mere og mere åbenbart at denne forsvinden også er en fatal leg.
Tidligt næste morgen ankommer Kaisas eksmand, den højt profilerede læge Simon. De finder Maltes kort med punkter i plantagen, der indgår i det velkomponerende plot. De begiver sig ud i landskabet, samtidig med at Kaisas erindringer om deres betændte kærlighedsforhold fylder mere og mere i romanen. Deres forhold har været voldsomt påvirket af Simons sygelige jalousi, hvor børnene blev taget som gidsler. Nok har magtkampen og Kaisas rolle i forholdet som psykisk ustabil femme fatale været en del af deres heftige seksuelle spil helt fra starten, men den blev også brugt i Simons magt over Kaisa, ikke mindst i forhold til at hun mistede forældremyndigheden over børnene ved skilsmissen. Man fristes til at tænke, om Kaisas indlæggelser og diagnoser har været mandens værk. Det har måske været en måde at tøjle hende på!
Ligesom en hyppig leg i familien var at gætte om en historie var sand eller falsk, er man som læser i hvert fald et stykke af vejen i tvivl om, hvad der er fakta og hvad der er opspind i forholdet mellem Kaisa og Simon. Og måske er det i højere grad et både-og end et enten-eller. Der er ikke så lidt "Das Unheimliche" over stemningen i romanen, altså en dobbelthed af noget kendt og noget fremmed, som Freud definerer det, og det klæder den ualmindelig godt!

Kommentarer